Hvorfor flyttede I, og hvad er særligt ved stedet?
»Vi havde længe haft kig på huset på vej ind i Hillerød nordfra. Selv om vi allerede boede i et smukt hus i Fredensborg, var dette vores drømmehus i palæstil med smukke vinduer. Dem har vi alle sammen skiftet ud, men det har været vigtigt for os at bevare særpræg og detaljer. Som blandt andet en guldkant langs stukken i stueloftet. Det æstetiske betyder meget for os, men vi har også tænkt praktisk og isoleret for at holde varmeregningen nede. Om det virker, må tiden vise.«
Virkede projektet slet ikke afskrækkende?
»Næ, vi vaklede ikke, da vi har renoveret før. Vi har tidligere totalrenoveret huse i Ribe, Køge og Fredensborg. Men vi har også bygget nye huse i Ribe og sommerhuse på Fanø og ved Roskilde Fjord. Vores forrige hus fra 1937 var da også et rigtigt håndværkertilbud.Villaen her har klart været vores største renoveringsprojekt og er endnu ikke afsluttet. Men vi har ikke på noget tidspunkt følt det urealistisk eller belastende, selv om det har været hårdt og har fyldt al fritid.«
»Da vi så Til Salg-skiltet, troede vi ikke, at vi havde råd. Men med en pris på 6,2 millioner kr. turde vi godt slå til, selv om det var et dødsbo, som ikke var moderniseret siden 1965.«
Hvad kan I godt lide ved hus og område?
»Vi faldt for det klassiske og pompøse, historiens vingesus. Huset var det første, som i sin tid blev bygget på bakken ved en gammel grusgrav. Vi kunne lide den gamle stil, der minder om den store patriciervilla, som for 12 år siden var vores hjem i Ribe. Området her i Hillerød med mange ældre og charmerende huse er lige noget for os, for vi er knap så vilde med moderne arkitektur. Udsigten til slottet fra samtlige vinkler er et store trækplaster. Og så har vi plads til besøg af vores sønner og de børnebørn, vi efterhånden har fået.«
Hvad har projektet kostet jer?
»Da vi så Til Salg-skiltet, troede vi ikke, at vi havde råd. Men med en pris på 6,2 millioner kr. turde vi godt slå til, selv om det var et dødsbo, som ikke var moderniseret siden 1965. Vi har købt trelagsvinduer og yderdøre for en halv million. Men udskiftningen og næsten alt andet håndværksarbejde på huset har Gert selv stået for, så det har holdt udgifterne nede. Alle installationer til forsyning er udskiftet, så omfattende har det været. Hvad det hele har kostet, er svært at svare på, men vi bruger alle vores penge på det. Næste projekt er at støbe gulv i kælderen, bygge tre ekstra kviste samt en altan med skydedør direkte mod slottet på anden sal under taget, hvor de tidligere ovenlysvinduer er fjernet.«
Har I købt nye møbler til huset?
»Vi har et fjernlager af ting og møbler, som vi i årenes løb har samlet på, kombineret med ting fra Lenes livsstilsbutik. Det er både møbler af mahogni, men også skabe og andet i den originale hvide eller pastelfarvede maling og med patina. At anskaffe nyt har indtil nu ikke været aktuelt. Selv om vi godt kan lide at bo pænt, skal vi også kunne være i tingene til daglig. Huset må ikke blive en udstilling, hvor der ikke ligger noget fremme på et bord.«
Bruger I samtlige værelser?
»Det er et stort hus med ikke så mange rum. Spisestuen bruger vi, når vi har gæster og familien på besøg, men også til kreative projekter. I hverdagen hygger vi i sofaen og tager ind imellem aftensmaden ind til sofabordet efter dagens mange gøremål for to selvstændige. Gæsteværelserne bliver hyppigt brugt af vores børn, øvrige familie og venner. I kælderen har vi planer om at indrette herreværelse i pubstemning med antikt poolbord og gamle emaljeskilte på væggene samt fitnessrum. På anden sal vil vi gerne have stue og hyggerum, ikke mindst for børnebørnene. Men det bliver nok det sidst afsluttede projekt.«
HER BOR
Lene Blinkenberg, 53, oprindelig lægesekretær og laborant. Har i fem år drevet livsstilsbutikken Lene Blinkenberg med nostalgisk brugskunst og interiørting i fransk og dansk landstil
Gert Andersen, 51, anlægsgartner som driver Andersen Anlæg Aps
Fire sammenbragte, nu voksne sønner
Flyttede fra Ribe til Nordsjælland i 2007
Villa Holme er en tre etagers totalrenoveret palævilla tegnet af Vilhelm Thaning Holck, som også tegnede blandt andet Hillerøds gamle rådhus (Korsbæk Rådhus i TV-serien »Matador«!) i 1911. Huset er 354 m2 plus 100 m2 kælder og med udsigt til Frederiksborg Slot og Slotssøen. Grunden er 2.632 m2