Københavnersnuden: Københavns smukkeste vej er slet ikke en vej ...

... og ligger heller ikke i København(s Kommune). Der er kort sagt ingen vej uden om Frederiksberg Allé, når byens smukkeste vej skal kåres.

Børn, løbetøj og klapvogne luftes livligt under lindene på Frederiksberg Allé. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Der er i hele byen ikke nogen vej som Frederiksberg Allé. Der er ingen anden gade, der på samme måde transporterer sin bruger, både fysisk og i overført betydning.

De fire rækker med lindetræer, boulevardstemningen, cafeerne, teatrene og dens lange, lange lige løb – det er alt sammen som en drøm om en by, men samtidig er alleen virkelig og vævet tæt ind i hele Københavns struktur. Med tværforbindelser til brokvartererne og med runddelens kalejdoskopiske blandingsbatteri af bytilbud som sit suveræne toppunkt.

Frederiksberg Allé blev anlagt i begyndelsen af 1700-tallet, da Frederik IV havde fået bygget sit slot oppe på toppen af bakken. Vejen blev dengang kaldt Den Nye Kongevej, og den var privat. Det var faktisk kun Kongen og hans følge, der måtte benytte den. Derfor var den udstyret med en stor, aflåst port.

Som tiderne gik, begyndte velhavende københavnere at bygge landsteder langs alleen her uden for byens volde og tæt på slottet og vejen til det. De nye beboere fik nøgle til porten, men i 1862 var det også blevet for besværligt, så porten blev nedlagt og flyttet. Den kan i dag ses på hjørnet af Pile Allé og Roskildevej, hvor den er hjørneport for Søndermarken.

»Når man går over den lille runddel nede fra Føtex-krydset ved Værnedamsvej, er det, som om porten stadig er der – bare usynligt.«


Henslængt luksus

Landstederne gav Frederiksberg Allé den aura af henslængt luksus, der stadig hersker her. De store ejendomme forsvandt gradvist, i takt med at København voksede, og blev i første omgang erstattet af villaudstykninger, der efterhånden også blev erstattet – nu af etageejendomme. Men selv om byudviklingen har forandret både byen og alleen, så er det, som om dens grundstemning er så stabil, at den ikke lader sig påvirke.

Frederiksberg Allé er stadig så smuk og så behagelig at spadsere langs, fordi den er som en anden verden – og sådan har den altid været. Når man går over den lille runddel nede fra Føtex-krydset ved Værnedamsvej, er det, som om porten stadig er der – bare usynligt. Så snart man kommer ind på alleen, føler man sig øjeblikkeligt transporteret til et andet sted, et andet land og en anden tid. Man forventer nærmest at støde på hele Paul Fischers persongalleri dér under lindene.

I den ene ende af Frederiksberg Allé ligger Frelsens Hærs Hovedkvarter, i den anden ligger, som forudsætning eller konsekvens, teatrene, beværtningerne langs Pile Allé og Storm P. Museet. Alleen fik nemlig hurtigt et andet af sine gennemgående temaer: fest og underholdning.

Byen, der havde været presset sammen bag sine volde indtil den store koleraepidemi i 1853, formelig eksploderede i byliv og underholdning ved 1800-tallets slutning, og Frederiksberg Allé var med sin kontakt til Frederiksberg Have et oplagt sted at placere forlystelsesetablissementer.

Her på alleen lå både Schweitzerpavillonen og Monigattis Pavillon, hvor man kunne høre tyrolermusik og jodlende alpesang. Lidt længere ude byggede Georg Carstensen sit uhelds- og fejlbehæftede Alhambra, hvis navn stadig findes bevaret i en af de veje, der løber ind i alleen. Alhambravej fastholdt forbindelsen til underholdningsindustrien og lagde i nutiden adresse til både Soya og Dan Turèll, som ofte besøgte værtshuset Frederik VI lige på hjørnet af Frederiksberg Allé.

Gynger, karruseller og teatre

Længere oppe mod slottet opstod forlystelsesetablissementet Alléenberg, der med både gynger og karruseller var en anden konkurrent til Tivoli. Alléenberg forsvandt endeligt i begyndelsen af det 20. århundrede og findes i dag kun som erindring i navnet på en af restauranterne på Allégade.

Selv om mange underholdningssteder med tiden gik nedenom og hjem, blev ideen om Frederiksberg Allé som teatergade hele tiden bevaret. I 1917 købte Betty Nansen det teater, der stadig bærer hendes navn, og i 1949 grundlagde Stig Lommer ABC Teatret, hvor Kjeld Petersen og Dirch Passer var de første store trækplastre.

Senere lavede Lommer også Aveny Teatret, som i mange år i slutningen af det 20. århundrede var kendt som Dr. Dantes Aveny og lagde skrå brædder til supersuccesen, teaterkoncerten »Gasolin'«.

Det er naturligvis de brede fortove og de fire rækker med lindetræer, der giver Frederiksberg Allé sin pariserstemning, men gaden er også god, fordi den faktisk har butikker – og ikke supermarkeder. Her er en købmand, en bager, en vinforretning, en rammeforretning, de kendte cafeer – og ikke én eneste kædeforretning af den kedsommelige type, der er i gang med at gøre resten af byen til et stykke forudsigelig provins.

Kort sagt: Byens bedste vej er Frederiksberg Allé.