Det er på mange måder kampen om det republikanske partis sjæl, vi er vidne til i disse måneder. I begyndelsen af næste år vil vi vide, om partiet atter har valgt en optimistisk kandidat, der vil kunne samle USA og verden frem for at dele. Det sidste par år har været hårde ved Det Republikanske Parti. Efter 12 års flertal i Kongressen og efter at have vundet to præsidentvalg i træk lider partiet tydeligvis af metaltræthed.
Denne type træthed er set før, f.eks. i 1992, hvor USA havde været under permanent ledelse af Republikanerne siden 1980. Bush Sr., der dengang var præsident, tabte til Bill Clinton, der af mange blev set som en opkomling. Det amerikanske folk satte Republikanerne på porten, fordi det virkede, som om de var blevet arrogante og behandlede magten som havde de fået den i arv. Hvis Republikanerne skal gøre sig nogen som helst chance for at vinde valget næste år, er det afgørende, at de på ny bliver bærere af de værdier, som flertallet af den amerikanske befolkning deler. På samme måde må Demokraterne gøre sig fri af dets venstrefløj, så partiet bliver valgbart. Erfaringen viser, at amerikanerne på nationalt plan skyr yderliggående kræfter, og derfor er præsidenter i nyeste tid valgt på en mere moderat platform: Reagan, Bush Sr. & Clinton er tidligere eksempler herpå.
Amerikansk politik er dog afgørende ændret på flere punkter. Særligt var det tidligere sådan i USA, at det var accepteret, at man som kandidat for et af de to store partier udtrykte ret ekstreme synspunkter for at vinde støtte blandt partiernes græsrødder for herigennem at blive præsidentkandidat og så siden nærme sig midten. Det gælder ikke længere, for er man ekstrem, så findes der altid et tv-klip som dokumentation, og så angriber medier og modkandidater direkte kandidatens troværdighed. Den erfaring løb John Kerry ind i 2004 og Al Gore i 2000, da modstanderne påduttede dem manglende troværdighed.
En kandidat med et konsistent og sammenhængende budskab har dermed de bedste chancer - en der markant træder udenfor rækkerne af isolationister er for eksempel Demokraternes Hillary Clinton. Republikanerne har for længst udnævnt hende til hovedmodstander. Mange ser senator Clinton fra New York som en, der hele vejen igennem sin karriere som folkevalgt har stået for en i amerikansk sammenhæng moderate synspunkter. Foruden sin store erfaring er det et betydeligt aktiv, at det ikke er hele hornorkestret af organiserede særinteresser i det demokratiske parti, f.eks. frihandelsmodstandere, der støtter hende, men derimod i høj grad de moderate i hendes parti. Nu får vi se, hvordan det går. Det bliver ligeså interessant at se, om det republikanske parti bliver i stand til at stille med en stærk kandidat.
Det bedste for det amerikanske demokrati og for verden vil være, hvis der er to kandidater, som hver især vil fortsætte kampen mod terror, udbredelsen af demokrati, frihed og menneskerettigheder som USA har for vane samt sikre fortsat fremme af frihandel.
