»De magiske øjeblikke er jeg først bevidst om, når de har været der. Bagefter ved jeg, det var et øjeblik, som var særlig fantastisk, en af de stjernestunder, hvor det hele pludselig giver mening og går op i en højere enhed. Jeg tænker bl.a. på en aften for nogle år siden, hvor jeg havde følelsen af at være uovervindelig. Et fælles projekt med mine bedste venner var lykkedes, men det vidste jeg først bagefter, for sådan er det med stjernestunder.
Jeg var inviteret til Sorø Akademi af daværende undervisningsminister Margrethe Vestager på et såkaldt wildcard, hvor man bare kommer som gæst. Den samme invitation havde Lars Goldschmidt fået (på det tidspunkt direktør i Arbejdsmarkedsstyrelsen, red.) og Henrik Dahl (sociolog, red.). Vi kom alle tre til dette fantastiske sted i Sorø en augustdag i det mest utrolige sommervejr. Hvis man har været på Sorø Akademi, så ved man, hvad jeg mener, for det er et smukt sted med en helt særlig atmosfære. Henrik, der i parentes bemærket ikke var min mand på det tidspunkt, Lars Goldschmidt og jeg selv kom alle tre topstressede og mørbankede af træthed til Sorø, vel nærmest lidt overgearede. Vi havde alle tre kørt hårdt på i en periode med hver sit arbejde, og ved siden var vi så ved at lægge sidste hånd på vores bog »Det ny systemskifte«. Men der var ikke noget at rafle om. Bogen skulle redigeres færdig på trods af Sorø-fest. Vi bed tænderne sammen og blev enige om at køre løs med bogen, indtil vi var færdige, uanset hvad tid på natten eller morgenen, det ville blive. Stik imod al logik flød vores arbejde bedre end nogensinde. Selv om vi var trætte, føltes det ikke sådan.
Da det var slut, gik jeg sammen med Lars og Henrik ud på akademiets balkon og kiggede ud over søen. Vi var de tre musketerer, vi var uovervindelige og vi var blevet blodsbrødre. I det øjeblik var vi dødligeglade med, om nogen andre sytes om bogen eller om nogen overhovedet ville gide at læse den. Vi havde gjort det. Skrevet en bog på trods af alt. Vi havde ikke planlagt denne aften og nat, og måske var det med til at gøre det til en stjernestund. Stående dér i sommernatten kunne vi gå på vandet, sådan føltes det. Så der var kun én vej at fejre det på som almindelige dødelige: Vi hoppede nøgne i søen.«
