Danskere med udlandsbolig får skat tilbage

Flere tusinde danskere med bolig i udlandet kan se frem til at få et større millionbeløb tilbage i skat. Det er konsekvensen af en afgørelse fra Skatterådet.

Skattevæsenet har opkrævet for meget i ejendomsværdiskat af de danskere, som har købt ejendom i udlandet siden 2001. Det fastslår Skatterådet i en historisk afgørelse.

Dermed kan boligejerne se frem til at få penge tilbage skat. Og det drejer sig om mange millioner kroner, vurderer skattekonsulent, cand.jur. Anne Kaptain fra BDO ScanRevision over for epn.dk.

Skatterådets afgørelse er en konsekvens af en klar dom fra EF-Domstolen fra 17. januar. Dommen betyder, at skatten på bolig skal være den samme, uanset om boligen ligger i eller uden for Danmark. Hidtil har boliger i udlandet ikke været omfattet af skattestoppet, som har lagt et loft over skatten på boliger i Danmark.

For mange af de berørte boligejere drejer det sig om flere hundrede tusinde kroner, de skal have tilbagebetalt. I alt har skattevæsnet opkrævet 100 millioner kroner siden 2001 i skat af ejendom i udlandet på forkert grundlag.

/ritzau/