Manden med det gyldne lem

Mike Myers får godt selskab af Michael Caine i opgøret med Dr. Evil og Goldmember i den tredje komedie om superagenten Austin Powers.

Man gnider sine øjne og kniber sig i armen i begyndelsen af den tredje film om den ærkebritiske agentparodi Austin Powers, for pludselig spilles han ikke længere af komikeren Mike Myers, men af den rigtige Hollywood-stjerne Tom Cruise. I øvrigt suppleret af Gwyneth Paltrow, Kevin Spacey og Danny de Vito!

Der er dog tale om en film-i-filmen, hvor Myers sidder bag kameraet sammen med den virkelige Steven Spielberg for at se, hvordan det går med optagelserne af en spillefilm bygget over hans eget dramatiske liv.

Denne ironiske metareference er typisk for duoen Jay Roach (instruktion) og Mike Myers (manuskript) trilogi om den kiksede, men i egen indbildning supertjekkede agent Powers, der denne gang ikke bare er oppe imod sit sædvanlige Nemesis, Dr. Evil, men også imod en ny skurk med tydelig James Bond-henvisning: Den rulleskøjtekørende, hollandske discokonge Goldmember, hvis kunstige lem naturligvis er af det pure guld...

Myers spiller med vanlig manisk energi både sig selv, Dr. Evil og Goldmember og har skrevet et manuskript overlæsset med uoversættelige ordspil og lingvistiske vittigheder, men serien får et positivt nyt pift med inklusionen af Michael Caine som farmand Nigel Powers. En rolle, hvori coole Caine med løftet øjenbryn riffer veloplagt på sine egne roller som f.eks. agenten Harry Palmer i 1960ernes ultrahippe Len Deighton-filmatiseringer eller som kølig skurk i gangsterklassikeren »The Italian Job«.

Hudflager og Fede Svin

Powers tager i sin tidsmaskine, forklædt som discofil pimp, tilbage til 1970ernes New York, hvor han allierer sig med den Pam Grier-agtige blaxploitation-sexbombe Foxxy Cleopatra (Beyoncé Knowles fra R&B-gruppen Destiny's Child) i kampen mod Goldmember, der har kidnappet Nigel.

Lige såvel som også den tredie Powers-film refererer endeløst til 60ernes agentfilm, dyrker den det ulækre, vulgære og usmagelige ud i det ekstreme. Goldmember elsker at spise afskallede flager af sin egen hud, og en gammel kending fra »Austin Powers - The Spy Who Shagged Me«, den storskidende, 400 kilo tunge skotte Fede Svin, bidrager også til kvalmen. Eller latteren, hvis man er til dén slags.

Det er langt hen ad vejen både harmløst, professionelt og topunderholdende, men med en slutning, der afslører forbindelsen imellem Powers og Dr. Evil, virker det også, som om Myers og Roach har besluttet at stoppe, mens legen er god. Og dét vil, efter denne anmelders mening, være yderst fornuftigt!