Desperat kærlighed

Den Oscar-belønnede Halle Berry yder en blændende præstation i den barske og gribende »Monster's Ball«.

Tragedierne nærmest hagler ned over personerne i »Monster's Ball«, så det er nærliggende at tro, at den må være en dybt deprimerende film. Men det er den slet ikke - den er barsk, bevægende og stærkt opløftende som et eksempel på filmkunstens suveræne mulighed for at formulere vigtige udsagn uden at anvende stakkevis af ord.

»Monster's Ball« er nemlig fyldt med betydningsladede pauser - man kunne kalde dem talende tavshed - i sin beretning om en hvid mand og en sort kvinde, der drages mod hinanden, skønt skæbnen har bestemt dem til at være fjender. Således er dette en film om kærlighed, men også om tab, frustrationer og fortrængninger, om dødsstraffens absurde ritualisering og om en voldsom generationskonflikt, og det er forbløffende, at den tysk-schweiziske instruktør Marc Forster formår at samle disse temaer i en afrundet og helstøbt historie.

Den udspiller sig i Georgia og beretter om den sammenbidte enkemand Hank Grotowski, der som fængselsbetjent blandt andet har til opgave at føre dødsdømte fanger til deres henrettelse i den elektriske stol. En af disse fanger hedder Lawrence Musgrove - hvad han er dømt for er irrelevant for historien - og det er hans forgræmmede enke Leticia, som Hank siden møder og betages af. Uden at disse to ensomme og forslåede sjæle så at sige ved, hvem den anden er.

De mister begge en søn i løbet af filmen, og »Monster's Ball« skildrer det dybt problematiske forhold mellem tre generationer, nemlig Hank, hans racistiske gamle far og hans mere tolerante søn Sonny, der er blødere i følelserne. Det kommer han til at bøde for som en slags offer for den sociale arvs onde cirkel.

Hvad der foregår i hovedet på Hank, er især i begyndelsen sværere at sige, for i Billy Bob Thorntons intense fortolkning er han næsten lige så fåmælt som frisøren i Joel Coens »The Man Who Wasn't There«. Men han afslører sig som et sammensat menneske med en overraskende evne til at vise varme og ømhed, og han har lige så smertende et behov for kærlighed som Leticia, der ud over at miste både sin mand og sin søn fyres fra sit job og sættes ud af sit hus. Hun befinder sig altså på et absolut nulpunkt i tilværelsen.

Leticia spilles af den Oscar-hædrede Halle Berry, som både ser blændende ud og yder en blændende nuanceret og sensitiv præstation - her er virkelig tale om skuespilkunst af ædleste kaliber - men samtidig får vi en historie med farlige faldgruber i form af melodrama og sentimentalitet. Marc Forster undgår dem fuldstændig takket være en kontant klipning, en sparsom dialog, der undertiden er bevidst asynkron med billederne, og et tonefald præget af en nøgtern saglighed, som i høj grad klæder en film om glødende følelser. Netop fordi den undgår det rørstrømske, bliver »Monster's Ball« gribende.

Selv om filmen foregår i sydstaterne, er billedernes farveskala kølig og gråtonet, hvad der passer perfekt til en beretning om vildfarne skæbner med overskårne rødder. Og mens de heftige sexscener, der har vakt glubsk opmærksomhed i USA, næppe vil kunne få danskere til at rødme, er de vigtige for handlingen, fordi de skildrer et samleje mere præget af fortvivlelse end af liderlighed - seksualiteten som et desperat middel til at bryde gennem den hårde skal, som personerne af bitter nød har skabt omkring sig.

»Monster's Ball« er med andre ord en fremragende film. Den er renset for omsvøb og stilistiske krumspring, den er mættet med følsomhed og samtidig total klarhjernet, og da den hen mod slutningen viser os et ganske enkelt billede af to mennesker, som tavse sidder sammen og spiser is på en veranda, ved man med sikkerhed, at det billede vil man aldrig glemme. Eller ønske at glemme.