Sex uden glæde

Patrice Chéreaus Guldbjørn-vinder »Intimacy« er en seksuelt dristig samt ikke så lidt deprimerende film.

I begyndelsen handler det udelukkende om sex. Slet ikke om kærlighed og ikke engang om erotik, men om en mand og en kvindes kontante, ordløse samlejer i en ussel lejlighed et sted i London.

Vi ved ikke, hvordan de to har mødt hinanden, og vi aner ikke, hvad de hedder. De ved heller ingenting om hinanden, men mødes hver onsdag hjemme hos manden for at dyrke sex, og de siger ikke mere til hinanden end allerhøjst nødvendigt.

Her er med andre ord tale om det, som Erica Jong i sin tid døbte the zipless fuck, og situationen får også én til at mindes både Bernardo Bertoluccis »Sidste tango i Paris« og Frédéric Fonteynes »En privat affære«. Men efterhånden ophæves de to hovedpersoners anonymitet i Patrice Chéreaus »Intimacy«, og vi finder ud af, at bartenderen Jay brat har forladt et familieliv med kone og to børn, mens skuespillerinden Claire er gift med en taxichauffør og medvirker i en opførelse af Tennessee Wiliams's »Glasmenageriet« på et ydmygt fringe-teater i kælderen under en pub.

Da den anonyme ansvarsløshed i Jay og Claires affære forsvinder, brydes samtidig sansernes tavse fortryllelse. Noget så farligt som følelser blander sig med seksualiteten, og så må det gå galt - hvad filmen i og for sig lægger op til fra begyndelsen, for dens grundtone er konsekvent dunkelt knugende på randen af det selvdestruktive.

»Intimacy« er baseret på den engelske forfatter Hanif Kureishis roman af samme titel samt hans novelle »Night Light«, og den blev hædret med Den Gyldne Bjørn på filmfestivalen i Berlin i 2001, hvad der muligvis er udtryk for mere mod end modenhed hos juryen. Her er nemlig tale om en knudret og uforløst film, der mest er bemærkelsesværdig, fordi de både talentfulde og tapre Mark Rylance og Kerry Fox lægger krop til sexscener så anatomisk utilslørede, at kun ganske få seriøse instruktører - primært den franske Catherine Breillat - har gjort det lige så realistisk og grænseoverskridende.

Al respekt for det, selv om de såkaldte husarer bør advares om, at trods scener med fellatio og påsætning af kondom er seksualiteten i »Intimacy« mere desperat end pirrende, mere melankolsk end pikant. Det er et par knudemennesker i eksistentiel krise, der her søger en kortvarig form for forløsning - eller glemsel - sammen, og de gør det i en film, som succesfuldt søger at sætte sin tilskuer i dårligt humør med en grå og mørk skildring af det uformelige skrummel af en forvokset storby, som London også er - filmet med håndholdt kamera i en hektisk, nervøs og aggressiv stil.

Med deres nøgne kroppe og deprimerede ansigter dominerer Kerry Fox og Mark Rylance filmen, men Marianne Faithfull gør indtryk i en bevægende birolle, der kan tolkes som en kommentar til hendes egen problematiske fortid, og den altid fremragende Timothy Spall ligner som Claires ægtemand en person, som tilværelsen har jokket eftertrykkeligt på uden at kunne mase ham helt flad - præcis som i Mike Leighs »All Or Nothing«, hvor Timothy Spall jo også spiller en taxichauffør med ægteskabelige problemer.

Forskellen er, at Patrice Chéreau ikke besidder Mike Leighs generøse humor og trods-alt-optimisme. Den franske instruktør er måske stadig bedst kendt for sin opsigtsvækkende opsætning af Wagners »Nibelungens Ring« i Bayreuth i 1976, men ligesom sin landsmand François Ozon (aktuel med »8 kvinder«) er han også en filmskaber med en karriere præget af det uventede og overraskende - der er langt fra hans dystre bøssedrama »Den sårede mand« til den opulente kostumefilm »Dronning Margot«, ligesom hans stort anlagte samtidskildring »Ceux qui m'aiment prendront le train« - præsenteret på festivalen i Cannes i 1998 - ikke minder meget om den nye film.

Alsidigheden er imponerende, og den kunstneriske kompromisløshed i »Intimacy« er beundringsværdig - beskyldninger for pornografisk spekulation ville være absurde - men man skal være forberedt på, at sjældent er liderlighed blevet skildret så kuldslået som i dette vrede og pessimistiske skæbnedrama. Man følger det med sørgmodig respekt, men ville alt i alt hellere have befundet sig et andet sted.