Hæslig og stærk

Ulrich Seidls »Hundedage« er en modbydelig og voldsomt virkende film, som man aldrig vil glemme.

En film skal være som en sten i skoen. Det har Lars von Trier engang sagt, og Ulrich Seidls østrigske »Hundedage« er som en meget skarp sten, der virkelig gnaver og skærer, så man helst ville kyle den langt væk. Men det kan man ikke, for den sætter sig fast og borer sig ind.

Filmen foregår under en hedebølge i en deprimerende betonforstad til Wien og har ingen traditionelt fremadskridende handling, men består af en collage af indbyrdes forbundne scener - strukturen kan minde om Roy Anderssons svenske »Sange fra anden sal« - som ved første blik voyeuristisk snager i livets elendighed og menneskenes dumhed. De skændes, de slås, eller de lever sammen uden at tale med hinanden, og her er ingen tid til kærtegn.

Og dog. Ganske vist fremmaner »Hundedage« et helvede af sygelig jalousi, afstumpet brutalitet, blind aggressivitet og seksuel ydmygelse, men bag dens hæslige overflade af vrængende misantropi øjner man en smertelig medfølelse med tilværelsens tabere - især kvinderne - og en dump vrede over dens uretfærdighed.

Lige så det gør ondt

Det er virkelig hård kost, ikke mindst fordi denne påtrængende film rummer en rystende, næsten dokumentarisk troværdighed - en scene med gruppesex er faktisk regulær (pornografisk) dokumentarisme, og i rollen som en stærkt irriterende blaffer fremtræder Maria Hofstätter, der er en af filmens få professionelle medvirkende, i uhyggelig grad som en autentisk autist.

Det går hende ilde, som det gør for de fleste af filmens svedende og sværgende figurer, men hist og her skimtes alligevel en lille blafrende flamme af håb - af oprigtig kærlighed, som forsøger at finde et udtryk midt i al vulgariteten og fornedrelsen. Måske foragter Ulrich Seidl sine medmennesker, men i så fald især dem, som selv behandler andre med foragt.

Ligesom sin landsmand Michael Haneke (»Funny Games«, »Pianisten«) skildrer Ulrich Seidl vold, så den gør ondt på tilskueren, og sammen med Jessica Hausners »Lovely Rita« demonstrerer de nævnte værker, at østrigsk filmkunst for tiden er den mest kradsbørstige i Europa. »Hundedage« er frastødende, opslidende og modbydelig, men med sine mærkelige tableauer og forgræmmede skæbner er den også en film af uafviselig kraft og originalitet.

Man ser den med afsky og glemmer den aldrig.