Tysk storbank ransaget i betændt Danske Bank-sag

Den offentlige anklager i Frakfurt og det tyske kriminalpoliti har tirsdag ransaget Deutsche Banks hovedkvarter i forbindelse med den store hvidvasksag i Danske Bank. Det oplyser anklagemyndigheden i Frankfurt til flere medier.

Tyske myndigheder har ransaget Deutsche Bank i Frankfurt for at finde information om Danske Bank, oplyser anklagemyndigheden i Frankfurt.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Dawson

Tyske myndigheder har ransaget Deutsche Banks hovedsæde i Frankfurt i forbindelse med den store hvidvasksag i Danske Bank. Anklagemyndigheden i Frankfurt bekræfter over for Süddeutsche Zeitung, at banken har haft besøg af myndighederne.

Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan hvidvaskskandalen har fat i en række storbanker verden over, da en stor del af de lyssky milliarder fra mistænkelige kunder vandrede gennem disse banker.

Det drejer sig blandt andet om netop Deutsche Bank samt en række amerikanske banker, der fungerede som såkaldte korrespondentbanker for Danske Banks skandaleramte estiske filial. Det betyder kort fortalt, at Deutsche Bank var med til at formidle store dollaroverførsler for lyssky kunder. Deutsche Bank var den primære korrespondentbank for Danske Bank Estland frem til 2015.

»Danske Bank ser ud til at have været et knudepunkt for hvidvasken. Men det står nu klart, at langt flere banker har været involveret i en grad, så det ser ud til, at de har brudt hvidvaskreglerne,« har hvidvaskeksperten Graham Barrow tidligere sagt til Berlingske.

Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan de udenlandske banker, som de lyssky penge løb igennem før eller efter deres passage gennem Danske Banks afdeling i Estland, med stor sandsynlighed har forsømt deres pligt til at overvåge transaktioner og kunder for mistænkelige signaler og anmelde det til myndighederne.

Ifølge Süddeutsche Zeitung er det en bestemt person, der tidligere har været ansat i Deutsche Bank, som er i søgelyset. Efterforskerne har ifølge avisen mistanke om, at banken alt for sent alarmerede myndigheder om mistænkelige pengestrømme, der passerede gennem Deutsche Bank i USA.

Den enorme hvidvasksag i Danske Bank har kastet den danske storbank ud i en historisk krise, der kulminerede for et år siden.

Ifølge Danske Banks egen undersøgelse strømmede op mod 1.500 milliarder kroner gennem bankens estiske filial, hvoraf »en stor del« var mistænkelig. Sagen kostede både daværende topchef Thomas Borgen og den forhenværende formand Ole Andersen jobbet.