Slagteristrejke fortsætter enkelte steder

Den omfattende slagteristrejke, der mandag og tirsdag bredte sig over hele landet, var onsdag morgen reduceret til tre jyske slagterier.

På Danish Crowns slagterier i Blans ved Sønderborg og i Herning valgte slagteriarbejderne efter et kort møde at fortsætte arbejdsnedlæggelsen og det samme skete på Tican Slagteriet i Thisted.

Det betyder, at omkring 1.500 slagteriarbejdere onsdag bliver hjemme.

På de øvrige 20 slagterier, der tirsdag var ramt af arbejdsnedlæggelser, valgte slagteriarbejderne, ifølge Ritzaus oplysninger, onsdag morgen at genoptage arbejdet.

De overenskomststridige arbejdsnedlæggelser sker som følge af en udbredt utilfredshed med det netop aftalte mæglingsforslag. I forslaget har LO måttet give efter for arbejdsgivernes krav om, at der ikke skal udbetales overarbejdsbetaling, når tabt produktion skal indhentes oven på arbejdsnedlæggelser.

/ritzau/