S vil vinde skønhedskonkurrence

S-lejren arbejder målrettet på at gøre det kommende valg til et præsident- eller personvalg mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen. I V-lejren er det erkendt, at hvis S satser på det personlige, må Løkke tale mere om politik.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt besøger Bilka i Ishøj mandag d. 5 januar 2015 Statsminister Helle Thorning Schmidt på Besøg i Bilka i Ishøj
Læs mere
Fold sammen

Skønhedskonkurrencer er ikke en af Lars Løkke Rasmussens favoritter.

Især ikke, hvis han selv skal deltage.

En skønhedskonkurrence er imidlertid lige præcis, hvad det socialdemokratiske kampagnehold er i fuld gang med at orkestrere forud for årets valgkamp.

Hvis nogen skulle have været i tvivl om strategien, blev den blotlagt på årets første dag, 1. januar, da Helle Thorning-Schmidt holdt nytårstale for nationen. Statsministeren benyttede bevidst talen som en affyringsrampe for en stort anlagt personlig brandingkampagne.

Aldrig tidligere har en regeringschef brugt ordet »jeg« så meget, og alle centrale formuleringer i talen var på forhånd designet til at indgå i en lang og dyr reklameoffensiv for Thorning. I stedet for at fremhæve Socialdemokraterne, SR-regeringen eller regeringens planer satsede holdet omkring Thorning hele butikken på at gøre personen – eller lederen Thorning – til det centrale omdrejningspunkt.

Alt var lagt an på, at danskerne skulle holde af og med statsministeren.

En modig satsning, må man sige. Ikke mindst i betragtning af, at Thorning i flere år har lidt under løftebruddene, de mange interne kriser, en Danmarksrekord i rokader, SFs kaotiske exit fra regeringen for et år siden, ringe meningsmålinger og en langvarig placering i skyggen af den dominerende Margrethe Vestager.

Når S-rådgiverne og spindoktorerne alligevel turde satse alt på at køre Thorning i front, skyldtes det en korrekt læsning af, at Lars Løkke Rasmussen om muligt stod i en endnu sværere situation.

På vigtige politiske temaer havde han ganske vist stadig overhånden, kunne de socialdemokratiske kampagnefolk læse ud af målingerne. Men GGGI-sagen fra efteråret 2013 og tøjsagen fra foråret 2014 havde i vælgernes øjne slået store skår af Venstre-formandens troværdighed.

Thorning vinder tillidsduellen

Konklusionen i S-lejren var, at Thorning – som omvendt havde forbedret sin troværdighed markant – ville have sin suverænt bedste chance for at kunne slå Løkke i en direkte duel om, hvem danskerne ville have størst tillid til. Også selv om forbløffende mange vælgere slet ikke vil have hverken Thorning eller Løkke.

Frem mod valget, der kommer senest til september, vil S-holdet derfor forsøge at fastholde det personlige perspektiv, og de vil arbejde aktivt på at organisere valgkampen som et præsidentielt opgør. Spørgsmålet vil lyde: Hvilken leder har du mest tillid til? Hvilken kandidat har størst troværdighed? Hvem ønsker du som statsminister, hvis du skal vælge mellem Thorning og Løkke?

I Venstre er man klar over, at flere af spørgsmålene falder ud til Thornings fordel.

I V-toppen er Lars Løkke Rasmussen og hans nære kreds sig pinagtigt bevidst om, at der er sket store skader på formandens personlige image og renommé. Og de ved, at Løkke vil få det svært i en direkte skønhedskonkurrence med Thorning. Ligegyldigt, hvor godt de styler V-formanden, vil de aldrig kunne gøre ham lige så fotogen og få ham til at se lige så godt ud som Thorning på S-annoncerne. Og selv om Løkke, som bekendt, er blevet godt ekviperet, matcher han bare ikke statsministeren i rollen som mannequin.

Presset fra Socialdemokraterne i løbet af januar har gradvis gjort det klart for V-ledelsen, at Løkke må flytte kampen om Statsministeriet ind på den politiske kampplads. Han skal væk fra det personlige og hen til det politiske.

Dermed kommer han til at revidere sin hidtidige strategi.

Indtil nu har han styret efter nogle få overordnede pejlemærker. Det betyder ikke nødvendigvis, at hans ambitioner er små, for i praksis vil det være en betydelig politisk og økonomisk udfordring at skulle forfølge målsætningen om nulvækst eller udgiftsstop. Hans ønske om at flytte tyngdepunktet fra den offentlige sektor til den private, og hans ambition om at skabe flere private job vil ligeledes kræve en enorm indsats. Endelig vil hans mål om at øge produktiviteten og reformere ledelse og arbejdsgange i den offentlige sektor kræve en særlig indsats for at lykkes.

Løkke vil blive mere synlig

Men for de fleste af punkterne gælder det, at han har talt i runde overskrifter, mens de mere detaljerede og operationelle planer har manglet. Dertil kommer, at Lars Løkke Rasmusen indtil nu ofte har ladet centrale V-ordførere spille en fremtrædende rolle i de løbende debatter i medierne.

Nu forlyder det, at Løkke vil blive mere konkret og synlig.

Dels vil der blive fremlagt V-udspil, men det er også planen, at der gerne skal præsenteres flere fælles udspil med de øvrige borgerlige partier. Hver gang det er sket, har gennemslagskraften været betydelig, og det har været med til at sende et signal til vælgerne om, at Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance kan lave politik sammen. Det er et vigtigt budskab, både fordi rød blok har gennemlevet en turbulent periode med ringe samarbejde, og fordi mange vælgere har svært ved at se, hvordan en blå alliance – spændende fra DF til LA – vil kunne enes om en fælles linje.

Lars Løkke Rasmussen vil også træde mere ind i rampelyset og deltage i flere af de store politiske debatter forud for valget. Det gælder i opgøret med SR-regeringen om behovet for en ny vækstplan, en fastholdelse af reformkursen og det nødvendige i at styrke konkurrencekraften. Men det gælder også i forhold til de intense diskussioner om anti-terrorplaner, imødegåelse af ekstremisme, asylpolitik, indvandring og integration.

Masterplanen kommer ikke

Venstres bestræbelser på at imødegå Socialdemokraternes forsøg at iscenesætte et personvalg betyder dog ikke, at danskerne pludselig vil blive præsenteret for en økonomisk masterplan med masser af detaljer og regnestykker. V-toppen er fortsat bekymret for, at detaljerede økonomiske udspil lynhurtigt vil blive flået fra hinanden af SR-holdet og misbrugt i en valgkamp. Derudover er Løkke stadig nervøs for, at for bastante – eller blot præcise – udmeldinger vil kunne føre til afvisninger fra de øvrige borgerlige partiers side. Hvis de får låst sig fast på et nej til Venstres udspil, vil det gøre de i forvejen svære forhandlinger om et kommende regeringsgrundlag endnu vanskeligere, lyder analysen i V-ledelsen.

På et helt overordnet plan synes Lars Løkke Rasmussen da også at have sagt definitivt farvel til Foghs kontraktpolitik, hvor der blev indsat flueben i takt med, at løfterne til vælgerne blev indfriet. Set med Løkkes øjne led Foghs kontraktpolitik af den indlysende svaghed, at løfterne i reglen handlede om at investere og forbedre, hvilket Fogh kunne gennemføre under en blid økonomisk medvind. Men med finanskrisens indtog i 2008 ramte den form for kontraktpolitik muren. Dels fordi der pludselig ikke længere var penge til at dele gaver ud. Dels fordi de nye uforudsigelige økonomiske rammevilkår gjorde det nødvendigt løbende at tage bestik af situationen og handle hurtigt, hvilket serien af reformer siden 2008 har været et eksempel på.

Vinder Lars Løkke Rasmussen valget, håber han på at kunne få danskernes opbakning til den linje, han udstikker, men krydser samtidig fingre for at kunne bevare en vis metodefrihed, når det handler om at nå i mål.