Løn som fortjent i USA

I USA er der et lavtlønsmarked, der er uoverskueligt. Men flere og flere sætter mindstelønnen op.

Vedvarende pres fra fagforeningerne – og folkestemningen – medfører nu, at Dayngel Fernandez, der arbejder i frugt- og grøntafdelingen i en Walmart-forretning i Miami, i løbet af det kommende år er sikret en mindsteløn på ti dollar. Foto: Joe Raedle/AFP
Læs mere
Fold sammen

WASHINGTON: Forleden sad jeg på en af Washingtons absolutte toprestauranter. Tæt på Kongressen sad jeg og mit selskab og gned albuer med kongresmedlemmer og lobbyister på et sted, hvor man har sit eget barskab, og hvor man helt tydeligt viser sin magt ved at lade dollaren flyde over desken i en lind strøm og give rigeligt med drikkepenge. Også inden man får sit bord og dermed skal af med endnu flere drikkepenge, når middagen er overstået. Og endnu inden, at man står ude på gaden og afventer, at restaurantens ansatte henter en taxa til en, som så igen belønnes med drikkepenge. Og så skal chaufføren selvfølgelig ved afslutningen af turen også have sine drikkepenge. Så sådan en aften løbet let op i 1000 kroner bare i drikkepenge. Værsgod at skylle.

For aflønning af medarbejderne er en kompliceret størrelse i et land, hvor mindstelønnen indtil fornylig overalt har ligget lige over syv dollar i timen. Nu stiger den. Ikke blot fordi præsident Barack Obama har krævet, at den stiger inden for de områder, han kan bestemme over. Men også fordi en række delstater og minsandten nu også virksomheder begynder at hæve timenlønnen. Senest det udskældte Walmart, der hæver den til - hold nu fast - ni dollar i timen og om et år yderligere en dollar i timen.

Tilbage i restauranten. Efter den usandsynlig gode middag - det er altså ikke hverdagskost - om jeg så må sige - at Berlinskes korrespondent spiser på den restaurant - kom regnskabets time. Jeg skulle selvfølgelig betale - privat vel at mærke - fordi det var min lille fest for en udvalgt skare. Og en bemærkede, at jeg gav knap 20 procent i drikkepenge. Vedkommende var selvfølgelig ved at falde ned ad stolen, fordi det gør man ikke i Europa længere. Altså betaler så meget. Men det gør man i USA. I Washington ligger de forventede drikkepenge på mellem 17 til 20 procent for at tjeneren kommer med maden, fylder vand og vin op i glassene og drejer et antal gange på en gigantisk peberkværn, selv om der i forvejen står en udmærket peberbøsse på bordet i et pænt mormorglas. Så værsgod. Alene der røg der knap 80 dollar over desken i drikkepenge.

Chokket var så stort hos mine gæster fra Europa, at jeg måtte forklare, at hvis ikke man gjorde det, så fik man bogstaveligt talt et spark bagi, blev fulgt helt hen til døren af en grændende og hånende tjener og var hængt ud i offentligheden som en nar, der gerne ville komme til sit eksklusive måltid uden i virkeligheden ville betale for det.

Men sandheden er også, at i Washington-området får mange tjenere ingen løn. Eller stort set ingen. De får drikkepengene, og de kan da også være rigelige på en restaurant som den, jeg besøgte i går. Men mange steder får tjenerne nul dollar i løn eller måske tre dollar som basisløn - langt under mindstelønnen. Så man forstår, hvorfor regningen for at have en medarbejder bliver kundens ansvar på den mest direkte måde - nemlig ved at betale drikkepenge i stedet for at hæve prisen på maden generelt. For amerikanerne elsker at kunne bestemme prisen på det, de får, når det handler om tjenesteydelser. Og selv om spændet for den frihed i virkeligheden er meget lille, så betyder det alverden, om man lægger 17 procent, eller det bliver til 20 procent.

Da jeg var helt ny i USA, glemte jeg det en dag og gav 12 procent. Det var flot, syntes jeg. Det syntes tjeneren ikke. For da det gik op for hende, hvad jeg havde givet hende, udbad hun sig en forklaring. Var det hastigheden i betjeningen. Var det smilet, der manglede. Var det hendes påklædning. Så pludselig skulle jeg gennemføre en medarbejderudviklingssamtale efter klassisk model på et offentligt sted med en medarbejder, der ikke fattede, hvad hun havde gjort galt. Så vidt jeg husker sluttede MU-samtalen med, at hun fik 25 procent mere i drikkepenge blot for, at jeg slap ud af den pinlige situation. Jeg kunne se, hvordan foragten fra de omkringliggende borde skyllede ind over mit syndige hoved. »Han er europæer«, sagde en kvinde ved nabobordet og rystede på hovedet.

Tilbage til Walmart, som ikke gør det her af godgørenhed over for en række medarbejdere, men gør det af nøjagtig samme grund som jeg. For at undgå, at det hele bliver for pinligt. For fagforeningerne har været hamrende dygtige med at fortælle uhyrlige historier om WalMarts personalepolitik, og virksomheden har til gengæld brugt millioner og millioner af dollar på modreklamer, der viser, hvilken fremragende virksomhed, Walmart er. Men man kan også blive skammet ud i det meget liberale - på europæiske vis - USA. For prisen for at lægge sig ud med kunderne, som ofte selv er på mindsteløn, er høj. Derfor stiger lønnen, selv om de fleste synes, at ni dollar og senere ti dollar stadig er for fedtet. Måske skulle de bare som mig kapitulere. Og give rigeligt. Så slipper man for balladen.