Løftebrud om energiplan

Transport og Energiministeren er allerede løbet fra sine løfter i tirsdags om, at alle folketingets partier ville få en teknisk gennemgang af regeringens energiplan. Her ville vi kunne få svar på alle vores spørgsmål, sagde Flemming Hansen. Nu har det vist sig, at det kun er nogen af folketingets partier, der er blevet indbudt til at få en sådan gennemgang. Enhedslisten er i hvert fald ikke blevet indbudt. Det står i fuldstædig modsætning til ministerens løfter i folketinget i tirsdags.

På baggrund af de yderst sparsomme oplysninger, som regeringen har givet om indholdet af regeringens energiplan, er dette særligt problematisk. Kun de partier, som ministeren forventer, skal være med i en energiaftale får alle oplysninger. Enhedslisten vil på den baggrund stille en lang række paragraf 20 spørgsmål til energiministeren om energiplanens indhold og dens forudsætninger. I første omgang vil jeg bede ministeren forklare hans løftebrud i forhold til hans udtalelser i folketinget i tirsdags.