Kina prøver sig frem

Ny økonomisk forsøgszone nær Shanghai afgør, om teknokraterne vil liberalisere yderligere, eller om »de moderne røde« vinder frem.

Ny økonomisk forsøgszone nær Shanghai afgør, om teknokraterne vil liberalisere yderligere, eller om »de moderne røde« vinder frem. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SHANGHAI
Det er ikke altid let at vide, hvor man er, når man bevæger sig rundt i taxa i Shanghai – en by med 23 mio. indbyggere og 20 gange så mange højhuse som på Manhattan.

Men lige pludselig kører man under en stor rød og gul stålguirlande med skiltet Shanghai Pilot Free Trade Zone bøjet i neon.

Vi er i Pudong, et område øst for Huanpu-floden, der deler den store metropol. Her har den kinesiske ledelse besluttet at oprette en zone, der giver vestlige og kinesiske virksomheder større frihedsgrader end andre steder i Kina.

I Pudong bliver det lettere at veksle valuta. Her kan udenlandske banker slå sig ned. Her kan der etableres leasingselskaber, der bliver friere adgang til at drive shipping, her kan udenlandske kapitalfonde lave joint ventures med kinesiske, her kan vestlige performanceselskaber inden for kultur operere frit.

Den offcielle indvielse af zonen foregik 29. september, men hvor fri zonen skal være, vides endnu ikke. Ideen er tilsyneladende at bryde med topstyringen på det økonomiske og erhvervsmæssige område. Det, der ikke udtrykkelig er forbudt, bliver formentlig – man kan aldrig helt vide det i Kina – tilladt. På forsøgsbasis vel at mærke. I hvert fald skal der indhentes langt færre tilladelser hos myndighederne, end der skal uden for zonen. De kinesiske teknokrater prøver sig frem.

De ledende kræfter i det regerende kommunistparti har lige siden revolutionen og magtovertagelsen i 1949 kunnet deles op i to fløje, teknokraterne og de røde. Mao førte de røde an.

Mao og hans tilhængere trak Kina i planøkonomisk, egalitær retning, mens teknokraterne som man gjorde op med under kulturrevolutionen fra 1966 til 1976, havde større blik for, hvordan det kinesiske samfunds ressourcer kunne mobiliseres på en mere effektiv, mindre ideologisk måde.

I de seneste snart 30 år, har teknokraterne haft magten – ansporet af Deng Xiao­ping, der i 1979 oprettede den første forsøgszone i Shenzhen nær Hongkong for at se, om det var muligt at åbne det kommunistiske Kina for verden og udnytte kinesernes iboende virketrang til at skabe mere velstand. Under det katastrofale store spring fremad fra 1958 til 1962 havde Mao forsøgt at forcere Kinas udvikling ved at opfordre alle til at bygge små højovne i deres haver og producere stål i stedet for brød. Resultatet blev en hungersnød, hvor op mod 40 mio. mennesker omkom. Kulturrevolutionen fra 1966 til 1976 havde tilsvarende store omkostninger.

Siden Deng med stor forsigtighed satte reformerne i gang, har en stadig friere markedsøkonomi gået sin sejrsgang i Kina og skabt velstand, stabilitet og sikker politisk magt i hænderne på partiet. Så længe velstanden vokser, synes befolkningen at være tilfreds med udviklingen.

Slut med at være verdens fabrik

Men nu er den epoke forbi, hvor Kina bare er verdens fabrik, hvor en eksportdrevet økonomi – finansieret af kinesernes store opsparing til nul i rente – skaber vækstrater på over 10 procent. Finanskrisen har lært kineserne, at Vestens efterspørgsel på kinesiske varer ikke er ubegrænset.

Men det passer i virkeligheden kineserne ganske godt. De er klar over, at væksten ikke kan fortsætte i samme tempo. En fortsættelse vil føre til miljøkatastrofer. I stedet skal væksten, der i år kun ventes at blive på syv procent, drives af en større indenlandsk efterspørgsel. Samtidig skal der skabes nye kinesiske produkter med en højere værdi.

Den kinesiske middelklasse består i dag af 350 mio. mennesker. De sætter pris på immaterielle værdier som ren luft og moderne teknologi som tablets og smartphones. Nu er det middelklassen, den kinesiske produktion skal betjene, og middelklassen skal gerne vokse yderligere. Derfor vokser byerne i rekordtempo – så meget, at nogle frygter en boligboble.

En mere hjemmemarkedsorienteret for­­brugerøkonomi kræver reformer. Derfor eksperimenteres der nu i Pudong.

Hvad indebærer eksperimenterne for Kina?

Skal der liberaliseres yderligere, eller vil Kina gå i en mere »rød« retning. Debatten går mellem teknokraterne og de røde. Det er i hvert fald, hvad vi hører, når vi uofficielt taler med ledende kinesiske universitetsprofessorer og økonomer, der ikke vil citeres uden for det, de kalder auditoriernes akademiske frirum.

Teknokrater kontra røde

Teknokraterne, som landets nuværende premierminister Li Keqiang menes at høre blandt, hælder i retning af yderligere liberaliseringer af det finansielle system. Desuden skal flere af de store tunge kinesiske statsselskaber privatiseres. Det vil udløse ny dynamik at gøre privatiseringen færdig, mener de.

På den anden side står de røde. Men de er ikke røde som formand Mao, der stod for betonkommunisme og planøkonomi. De seneste 30 års udvikling har lært dem, at man ikke kan undvære markedet. Men i de rødes optik skal markedet styres og reguleres mere, end det bliver i dag. Dels for at undgå miljøkatastofer, men også for at skabe større lighed i det kinesiske samfund, som nok har velstand, men ikke velfærd i vores forstand i form fri adgang til sundhedsydelser og et trygt pensionssystem for alle. De røde vil også afmontere det, de betragter som boligboblen, men som teknokraterne ser som forudsætningen for at videreføre den urbanisering, der skal gøre endnu flere kinesere til middelklasseborgere.

Debatten imellem teknokrater og de røde reflekteres, når man lytter til en erfaren kinesisk professor i international business, Min Chen. Chen har arbejdet i en række vestlige firmaer, men har også gode forbindelser i det ledende kommunistparti, som han er medlem af.

Flere røde milliardærer

Han peger på, at Bo Xilai, den indflydelsesrige partichef i storbyen Chongqing i det indre Kina er blevet idømt livsvarigt fængsel for korruption. Bo var de rødes forbillede, lige ind til han blev dømt. I Chongqing udviklede han den model, som de røde efterlyser i dag. Han ledede ved karisma, som også Mao sagdes at være i besiddelse af.

Lederskabet siden Deng har derimod været præget af kollektivet. Her stikker ingen »stor leder« sin næse frem. Alle står på rad og række, når de fotograferes af de officielle fotografer.

Professoren hælder til, at den liberale linje vil sejre i Kina. Men uden de store politiske reformer, der vil give kineserne ytringsfrihed og rettigheder, som vi kender dem i vesten. De sociale medier har gjort det umuligt at undertrykke kritik – derfor er debatten også levende i Kina. Men den politiske udvikling vil ifølge Chen ske inden for rammerne af det ledende kommunistparti, hvor nu også flere af Kinas 122 dollarmilliardærer er blevet medlemmer.

Om otte måneder er det 25 år siden, at kinesiske soldater på brutal vis undertrykte demokratidemonstrationer på Den Himmelske Freds Plads i Beijing. Jubilæet vil selvsagt ikke blive markeret officielt. Men krav om mere demokrati vil heller ikke komme fra den kinesiske befolkning. De aktuelle antikorruptions-kampagner har til formål at konsolidere kommunistpartiets magt og legitimitet i befolkningen. Hvis det lykkes, og overgangen til en forbrugerdrevet økonomi fortsætter, kan Vesten og Vestens virksomheder formentlig regne med, at erhvervsklimaet i Kina forbliver gunstigt – også gunstigere, end det er nu.

Det sidste afgøres, når resultaterne af forsøgene i Pudong-distriktet i Shanghai bliver evalueret og udbredt til resten af det store land i øst.