Det billige Kina er væk

Kinesiske producenter koncentrerer sig i dag om at udvikle de up-market-produkter, som danske virksomheder har betjent det voksende kinesiske marked med. Stigende omkostninger i Kina betyder ikke, at konkurrencen bliver lettere for danske virksomheder. Tværtimod.

Kinesiske producenter koncentrerer sig i dag om at udvikle de up-market-produkter, som danske virksomheder har betjent det voksende kinesiske marked med. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ak ja, siger min sidemand i SAS-flyet fra Shanghai til København, da han bemærker titlen på den bog jeg læser i: »The End of Cheap China«.

Han er høj med kortklippet kraftigt sort hår. Brun, næsten læderagtig hud. Dueblå tweedjakke, sort rullekravebluse, mørkeblå bukser. Formentlig sidst i 30erne – det er svært for vesterlændinge at bedømme asiaters alder.

Sidemanden viser sig at være kineser – salgsdirektør for Advance Solar Power med base i Hang Zhou 300 km syd for Shanghai.

Gang Bao, som han hedder ifølge sit visitkort, er på vej til Paris. SAS via København var den eneste ledige flyafgang. Han var sent ude med billetbestillingen. I den franske hovedstad er der en stor messe for solenergi. Her er Advance Solar Power repræsenteret med sine anlæg. Dem skal Gang Bao vise frem i morgen kl. 9.

»Billigt, sukker han,« ja det var Kina en gang. Nu stiger alting. Vi skal oppe os, men vi har heldigvis en avanceret teknologi, der stækker konkurrenternes, så vi kan godt klare omkostningsstigningerne.«

Hvis der er blevet så meget dyrere, hvorfor så ikke bare producere i Vietnam eller Indonesien, spørger jeg.

Svaret kommer prompte: »Infrastrukturen er for dårlig, og vi har vores udviklingsbase i Kina. Masser af gode softwareingeniører.«

Selv har Gang Bao tilbragt 15 år i Denver i Colorado, hvor han har taget sin eksamen som softwareingeniør og arbejdet i adskillige amerikanske firmaer. Nu er han tilbage i Hang Zhou, hvor han er født. Her har han tilsluttet sig til solcelle-virksomheden sammen med flere af sine studiekammerater. Han er medejer.

Det går strygende trods de stigende omkostninger. Det sværeste for Gang Bao er at holde ægteskabet kørende på lang afstand. Hustruen – hun er også kineser – er blevet tilbage i Colorado. Hun har sin egen karriere som matematiker. De to børn er ligeledes i USA:

»Jeg ser dem ikke ret tit – det eneste, jeg kan gøre for dem lige nu, er at tjene penge – gerne masser af penge.«

Kamp om medarbejdere

Som han sidder der i flyet, fremtræder Gang Bao som en typisk repræsentant for det moderne kinesiske forretningsliv. Kontant, åben, internationalt skolet og indstillet på at erobre verden. Ikke med billige, men med bedre produkter end dem, vi fremstiller i Europa.

Danske virksomheder i Kina har længe mærket effekten af »End of cheap China«. Ikke bare på lønomkostningerne til de stadig mere velkvalificerede kinesere. Men især i form af konkurrencen fra de kinesiske virksomheder. Både om produkterne og arbejdskraften. Den tid, hvor kineserne kopierede andres opfindelser og solgte en billigere version, er forbi. Nu satser de på up-market-produkter, der kan bære en høj pris. De tiltrækker den bedste kinesiske arbejdskraft, for det er ofte mere naturligt for dygtige kinesere at arbejde i kinesiske virksomheder end i udenlandske.

Konkurrencen om arbejdskraften taler de om hos Grundfos, hvis fabrik i Suzhou, Berlingske Business Magasin besøger. Grundfos har bygget haver som oaser rundt omkring på fabrikken, fordi man altid har været god til at udforme haver i Suzhou, som turistbrochurerne har døbt »Kinas Venedig«. I haverne kan medarbejderne slappe af.

Den ide har Grundfos-nestoren Niels Due Jensens hustru Minna født, og Grundfos bedriver som bekendt også værdibaseret ledelse i Kina, hvis nogen skulle være i tvivl.

Men bedre lønninger og hurtige forfremmelser betyder mere end haver for mange kinesere. Omend der også er dem, der vender tilbage til Grundfos efter nogle år, fordi de godt kan lide den afslappede danskprægede atmosfære.

Ingeniører arbejder i døgndrift

Scenen skifter. Vi besøger det kinesiske telekommunikationsselskab Huawei – udtales Wuawei med tryk på a.

Det vil sige, vi besøger et af virksomhedens ti udviklingscentre i Kina. Det ligger tre kvarters kørsel fra Shanghais centrum. Vi vidste ikke, hvem vi ville møde, eller om mødet kom i stand.

I kinesiske virksomheder kan der altid ske noget i sidste øjeblik, og desuden er det lørdag. »To be confirmed,« som der står i programmet.

Men vi når frem – og bliver modtaget af en teknisk ingeniør, der taler glimrende engelsk og synes at vide ganske meget om Hua­weis produkter og forretningsstrategi.

I udviklingscentrets showroom finder vi Huaweis nye tablets og smartphones. Men også de devices, som har gjort det muligt for selskabet at fortrænge svenske Ericsson som teleleverandør til danske TDC.

En, der besøgte dette showroom for et år siden, fortæller, at de mange plaketter af patenter, som Huawei har opnået, nu er fjernet. Ingeniøren forklarer, at det er et led i udviklingen. I dag handler det ikke om at prale af sine patenter, men om at udnytte dem til at skabe ny forretning.

Ingeniøren fortæller os, at Huawei vinder frem overalt – bl.a. fordi selskabet har så mange talentfulde softwareingeniører. Alene her i Shanghai sidder der 10.000.

»Opstår der et problem hos kunden, kan vi altid sætte 400 mand ind og løse det hurtigt,« siger han.

Det har konkurrenterne svært ved. De har heller ikke 170.000 ansatte.

Men det er ikke alene, fordi folkene hos Huawei er mange. Det er også, fordi de arbejder hårdere.

Vi bliver vist rundt i udviklingscentret. Det er en kilometer langt. Denne lørdag er en del på arbejde. For på tirsdag er det nationaldag. Der holder alle fri – til gengæld må der så arbejdes lørdag for at overholde de aftalte deadlines.

Under hver pult med computer og skrivebordslamper ligger rullemadrasser sirligt bundet sammen med snor. Madrasserne tager man i brug, når der er behov for et hvil i en langvarig arbejdsproces.

Skal man udvikle up-market-produkter, som Huawei gør, må man tydeligvis arbejde i døgndrift.

Skandinavisk ledelse for dyr til Kina

Vi besøger Foss – også i Suzhou. Danske Foss laver måleapparater, der kan diagnosticere fødevarer.

Kineserne er bidt af fødevaresikkerhed efter mange skandaler.

Foss har et måleapparat, der fortæller fødevareproducenterne og fødevarekøberne, hvad varen består af. Det er der brug for – både et avanceret et af slagsen, men navnlig et mere tilpasset, anvendt på kinesiske forhold. Det er Foss også i gang med at udvikle.

Men Foss har kinesiske konkurrenter. Nogle, som produktudvikler hurtigt – spytter nye apparater ud og lader kineserne afprøve dem i en slags live test.

Hos Foss er man sikker på, at de kinesiske konkurrenter også snart kommer med en highend version.

Den dag kan det være slut med Foss i Kina, hvis ikke virksomheden evner at tage konkurrencen op.

Et af ofrene i den forbindelse kan blive den skandinaviske ledelsesmodel. Den holistiske ledelse, hvor fagdirektører tages med på råd, og hvor produkter og markeds­tilgange udvikles i en koncensus-proces, er dyr i Kina. Især hvis den skal udføres af udsendte ledere, der koster fire gange så meget som kinesiske, fordi de skal have ægtefællen med og deres børn i international skole.

Kinesiske konkurrenter ledes ofte af en firmaejer, en entrepreneur – en ejerleder, som vi nok ville kalde ham.

Han sidder som edderkoppen i sit spind og leder ned i alle detaljer. Han tager hurtige beslutninger.

Nogle gange går det galt, men det høje beslutningstempo betyder, at nye produkter kommer hurtigt på markedet i en lind strøm.

Hvor længe kan den slags konkurrenter holdes stangen, hvis de laver de up-market-produkter, som de danske virksomheder i Kina også satser på.

Endnu kniber det med løsninger

Vi får svaret i de kommende år. Selv danske firmaer, der har været i Kina siden midten af 1990erne, mærker nu for alvor pusten fra kinesiske konkurrenter. For dem betyder end of cheap China ikke, at de kan slappe af. Tværtimod. De må tilføje services til deres produkter. Som Danfoss og Cowi gør i Anshan oppe mod nord, hvor de to danske aktører har lovet at begrænse byens CO2- udslip med 40 procent ved hjælp af dansk udviklet teknologi.

Her er det ikke apparaterne, man sælger, men samlede løsninger.

Den proces skal Grundfos og Foss også blive en del af – ellers får de det svært i Kina.

Grundfos ved det godt. I Suzhou er en ny fabrik under opbygning – den skal levere samlede spildevandsløsninger til kineserne og ikke bare pumper. Endnu bruges fabriksafsnittet kun som lager. Der er ikke kommet så meget gang i løsningerne. Men det skal der. For pumper, dem kan kineserne efterhånden selv lave – også i Grundfos-kvalitet.

Se regnskabstallene for de 1.000 største virksomheder:

Her finder du et excelark med Guld1000-analysen inklusiv kontaktoplysninger: