Skandalen om forkert inddrevet gæld bliver ved med at udvikle sig hos Danske Bank, mens man er i fuld gang med at rydde op.
Danske Bank har således oplyst bankernes vagthund, Finanstilsynet, om, at man har identificeret endnu en fejl, der kan være gået ud over bankens inkassokunder.
»Banken gør tilsynet opmærksom på, at vi den 28. august 2021 har identificeret en potentielt yderligere problemstilling vedrørende en bestemt type rente, hvor forældelsesfristen ikke ser ud til at fungere korrekt, når den flyttes til DCS,« står der i redegørelsen dateret 1. september.
DCS er bankens IT-baserede gældsinddrivelsessystem, som har skabt mange af de problemer, som gældsskandalen udspringer af.
Banken skriver også til Finanstilsynet, at »analysearbejdet påbegyndes« for at blive klogere på omfanget af problemstillingen.
Banken kan således lægge endnu en fejl til den stribe af problemstillinger, der allerede er blevet identificeret. Dermed er antallet af fejl oppe på 28 fejl. Fejl, der er udløbere af eller relaterer sig til fire oprindelige hovedfejl på inkassoområdet.
Berlingske og TV 2 kunne første gang for et år siden beskrive, at der bag bankens mure ulmede en større skandale om bankens mest sårbare kunder i inkassoafdelingen.
Danske Bank havde i årevis opkrævet gæld fra tusindvis af kunder i strid med reglerne. En række grundlæggende fejl i bankens data og it-systemer betød, at banken havde inddrevet alt for høje beløb og forældede gældsposter, som banken ikke længere havde ret til. I flere tilfælde havde banken desuden opkrævet gæld fra de forkerte personer.
Skandalen har langtfra kun været af teoretisk karakter. Eksempelvis har dækningen vist, at den tidligere inkassokunde Karen Villadsen skulle have 48.000 kroner tilbage fra banken.
Store hovedbrud
Danske Bank har gang på gang undskyldt for gældssagen og lovet økonomisk kompensation til alle kunder, som måtte være blevet behandlet forkert undervejs og uretmæssigt være blevet snydt for penge, der var deres.
Men oprydningen efter gældssagen har vist sig at føre til mange hovedbrud for Danske Bank.
For der dukker hele tiden nye problemstillinger op i den ekstremt komplekse sag, som skal håndteres.
Det skyldes, at de tal, som oprindeligt var forkerte i inkassosystemerne, er vandret videre fra banken og ud i alle mulige systemer hos for eksempel skattemyndigheder og domstole.
Banken beskriver i sin meddelelse til Finanstilsynet, at man – trods mere end et års fokus på at tilrette de fejlagtige gældssager – helt frem til august i år kan have opgivet forkerte tal i sager om dødsboer.
Det betyder, at banken i omkring 100 sager kan have modtaget forkert divendebetaling i sagerne. Det vil sige, at Danske Bank har modtaget forholdsvis for meget i forhold til andre kreditorer i boet.
I et skriftligt svar fra Danske Bank understreger Peter Rostrup-Nielsen, der står i spidsen for at rette de gamle sager, at arbejdet er kompliceret, fordi problemstillingerne griber ind i hinanden.
16.000 retssager
I sommer kom det frem, at op mod 16.000 retssager, hvor bankens data fra inkassoområdet er blevet brugt, kunne være fejlbehæftede og risikerer at skulle genoptages.
Et »uhyre højt tal« ifølge Frederik Waage, der er ekspert i procesret og juraprofessor på Syddansk Universitet. Han mente ikke, at man tidligere har set tilfælde i retshistorien på, at så mange sager potentielt skulle gå om.
»Det er helt uden for kategori og næsten ikke til at forstå,« sagde Frederik Waage til TV 2, der første gang kunne fortælle om de mange sager.
De nu 28 identificerede fejltyper, der er udløbere af eller relateret til de fire hovedfejl, er vidt forskellige. Nogle har mere teknisk karakter.
Men en af de problemstillinger, der har vakt mest opsigt, er en uheldig instruks vedrørende salg af inkassokunders ejendomme.
Af interne dokumenter fremgik det, at Danske Bank i en længere årrække havde haft en fast instruks om at lade økonomisk sårbare bankkunder betale overpris, når kunderne fulgte bankens rådgivning og solgte deres hjem gennem Danske Banks egen ejendomsmæglerkæde, Home.
Danske Bank har også i forhold til denne problemstilling lovet fuld kompensation til kunder, der måtte være berørt.
Ældre møgsager
Som en del af arbejdet med at rydde op i gældssagen etablerede Danske Bank et kontor, hvor man skulle undersøge, om der gemte sig andre sager af ældre karakter med fejl.
I efteråret oplyste man om to problemstillinger på skatteområdet, og nu kan banken fortælle mere om de konkrete fejl.
Der er tale om potentielt forkerte udbetalinger til kunder i forhold til blandt andet udbyttebetalinger, fradrag og tilbagesøgning af udbytteskat. Bankens gennemgang viser, at der primært er tale om kunder, der ejer udenlandske aktier placeret i et depot i Danmark og som har benyttet Danske Banks skatteservices.
Op mod 6.000 kunder kan være berørt af en eller flere af de yderligere problemstillinger. Fejlene kan have kostet kunderne op mod 50 millioner kroner, skriver banken.