Business-update: Uro saboterer selskabers børsplaner

Berlingskes businessredaktion guider dig til de vigtigste nyheder, der handler om økonomi og virksomheder.

Flere danske vækstvirksomheder er fløjet ind på vækstbørsen First North, der ejes af Nasdaq. Men nu er en række planlagte noteringer blevet trukket tilbage. Nasdaq Copenhagen

God eftermiddag og velkommen til fredagens Business-update, som giver dig et overblik over de vigtigste erhvervsnyheder lige nu.

Der er blevet længere mellem de billige sommerhuse – de er faktisk så godt som udryddet i to landsdele.

Du skal også høre om en stribe planlagte børsnoteringer, der er blevet udskudt, men først lægger vi ud med en sjælden erkendelse.

Storbank: Vi tog fejl

Den amerikanske storbank Citigroup kryber nu til korset: Vi har skudt helt ved siden af.

Det sker i et nyt notat, der er udarbejdet af bankens analysehold med aktiechef Tobias M. Levkovich i spidsen, skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie, Finans.dk.

Storbanken var i begyndelsen af året langt mere pessimistisk i sin prognose for, hvordan aktieåret 2021 skulle udvikle sig.

»Det er svært at indrømme fejl, men når man analyserer dem, så lærer man forhåbentlig at undgå en gentagelse i fremtiden,« står der i notatet ifølge Finans.

Siden årsskiftet er det toneangivende S&P 500-indeks steget med 20 procent og har sat rekord 53 gange.

Færre billige ferieboliger

Et billigt sommerhus til under en halv million kroner har historisk set ikke være et særsyn på det danske boligmarked – særligt i visse egne af landet. Men noget tyder på, at den tid er forbi, skriver Boliga.dk.

Andelen af udbudte ferieboliger på markedet, som kan købes for under 500.000 kroner, er faldet fra at udgøre 4,2 procent af det samlede udbud i september 2020 til nu at udgøre 2,1 procent, viser tal fra boligmediet.

Det er især køberne i Østjylland og Nordsjælland, der må spejde langt efter et billigt sommerhus i øjeblikket.

Begge steder er sommerhusene til under 500.000 kroner så godt som udryddet med fald på 88 og 80 procent i udbuddet.

Uro saboterer selskabers børsplaner

Danske virksomheder er strømmet ind på vækstbørsen First North i første halvdel af 2021, men flere kriser for børsnoterede selskaber på minibørsen betyder nu, at mindst en håndfuld planlagte noteringer er blevet udskudt.

Det skriver Børsen.

Mediet har talt med anonyme kilder i børsmiljøet, som beretter, at markedet i øjeblikket er ramt af usikkerhed. Det forlyder også, at en række selskaber står klar til at gå på børsen i efteråret, men at de selskaber, som nu har udskudt, enten vil se tiden an eller vente med børsnotering, til deres forretningsmodeller er mere modne.

»Det er positivt for markedet, at flere selskaber nu udsætter børsplanerne, hvis det er et udtryk for, at de lige skal kigge butikken efter en ekstra gang. På den måde får man sorteret ud i de mest umodne og uholdbare cases, og det vil have en gavnlig langsigtet effekt for markedet, hvis investorerne har tillid til, at det bliver en mere permanent tilstand,« siger Carsten Tanggaard, professor i finansiering ved Aarhus Universitet, til Børsen.

Her er fem skarpe bud på historier fra journalisterne på Berlingske Business:

1. Hovedpinen fortsætter hos Danske Bank: Finder endnu en fejl i gældsskandale

Gang på gang må Danske Bank orientere bankernes vagthund, Finanstilsynet, om, at de endnu ikke har styr på skandalen om fejlfyldt inddrivelse hos blandt andre bankens inkassokunder. Nu er det sket igen.

Læs historien her.

2. Startup er udråbt til at kunne blive milliarder værd: Nu får den trecifret millioninvestering og erfaren bestyrelsesformand

Danske Corti er blevet udråbt som det bedste bud i Europa på en kommende milliardvirksomhed. Nu har virksomheden fået en trecifret millioninvestering og en kendt erhvervsprofil i bestyrelsen, som skal hjælpe med indtoget i USA.

Læs historien her.

3. Klimakrisens løsning: Flydende atomkraftværker fra Sydkorea

En kreds af tænkere, politikere og erhvervsfolk er klar med handlingsforslag, der skal øge indsatsen på klimaområdet. Et af dem vil være et massivt gennembrud for atomkraft.

Læs historien her.

4. Anders og Laust fik en gylden idé. Nu stikker værdiansættelsen af betalingskomet helt af

For få år siden blev betalingskometen Banking Circle solgt i en milliardhandel. Siden er virksomheden eksploderet i værdi, men hvordan kan det være?

Læs historien her.

5. Dårlig mental trivsel er udbredt blandt jurister: »Jeg knækkede af udmattelse«

Seks ud af ti jurister har været ramt af stress og angst. Det viser en ny brancherapport, udarbejdet af Karnov Group, som zoomer ind på den mentale trivsel i den skandinaviske juristbranche. Advokat Signe Bang Mau er en del af den triste statistik.

Læs historien her.