FLSmidth-konkurrent lukker fabrik i USA

En presset mineindustri får nu det finske selskab Metso til at lukke en fabrik i York, USA, hvor der samtidig bliver afskediget 80 medarbejdere.

Foto: RODRIGO BUENDIA. Mineindustrien har i en længere perioder været presset. Det har betydet, at de store mineselskaber har holdt igen med investeringerne, hvilket nu rammer selskaber som Metso og FLSmidth.
Læs mere
Fold sammen

Det finske selskab er konkurrent til danske FLSmidth. Begge selskaber leverer udstyr og services til mineindustrien.

- Mineindustrien ændrer forretningsmodel for at kunne klare de nuværende markedsudsigter. Det er en permanent forandring i mineindustrien, og vi er nødt til at finde mere effektive måder at drive vores forretning, siger João Ney Colagrossi, chef for Metsos mineraldivision, i en meddelelse.

- Efter en nøje evaluering af vores forretningsmodel samt den nuværende og fremtidige arbejdsbyrde er vi nået frem til, at der ikke er andre muligheder end at lukke fabrikken i York. Det er en ubehagelig, men nødvendig beslutning, siger João Ney Colagrossi.

Mineindustrien har i en længere perioder været presset. Det har betydet, at de store mineselskaber har holdt igen med investeringerne, hvilket rammer selskaber som Metso og FLSmidth.

Fabrikken i York, Pennsylvania, vil efter planen blive lukket i marts næste år, men det finske selskab vil dog fortsat have en række forretninger fra den amerikanske by.

Tidligere i år lukkede Metso en fabrik i Quebec, Canada, hvor der blev sagt farvel til 191 medarbejdere.

Metso skriver desuden i mandagens meddelelse, at det fortsætter med at indkøre en mere "lean" forretningsmodel, der skal sikre vækst i indtjeningen fremadrettet.