Dyrlægefinte vækker mistro

Med et juridisk snuptag har Dyrlæge Dalby lovligtgjort et lovbrud.

Selv om Hobro-dyrlægen Karsten Dalbys seneste juridiske finte er fuldt lovlig, vækker den harme på Christiansborg. Dyrlægen har kørt sine to voksne døtre i stilling som ejere af den medicingrossistvirksomhed, som i sidste ende tjener penge, når Karsten Dalby beredvilligt skriver recepter til blandt andet svinebesætninger hos flere hundrede danske landmænd.

»Sagen lugter. Det virker som om, at Karsten Dalby omgår lovens intentioner,« siger Christian Hansen, formand for Folketingets fødevareudvalg.

Indtil 30. marts i år var grossistfirmaet Hyopharm ejet af blandt andre ægtefællerne til Dalbys dyrlægepartnere i dyrlægefirmaet Danvet. Men da det var strengt ulovligt og på vej til at udløse en retssag fra Lægemiddelstyrelsen, kørte Dalby sine døtre i stilling. Døtrene ejer nu Hyopharm fuldt ud gennem selskabet Alstrup Østergaard. Både politikere og branchefolk, som Berlingske Tidende har talt med, påpeger, at det ikke mindsker Dalby-familiens habilitetsproblemer.

Christian Hansen påpeger, at sagen ikke blot handler om habilitet, men om at sikre, at dyr, der bruges som fødevarer ikke får mere medicin, end godt er.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra fødevareminister Mariann Fischer Boel (V).

sdo@berlingske.dk

mcr@berlingske.dk