Danskerne længes efter sol og sommer

Turisme: 44.000 besøgte Ferie 2002 i Bella Center i København i weekenden, og det er besøgsrekord. Også købelysten var stor.

Rejselysten er vendt tilbage - choket efter 11. september er overvundet, og vi vil rejse og på ferie igen.

Knap 80 procent af den danske befolkning vil bruge lige så meget eller mere på ferie i det kommende år. Det viser Berlingske Tidendes og Gallups ferieanalyse i lørdagsavisen - og i weekenden udmøntede denne tendens sig rent kontant i besøgsrekord på Ferie 2002 udstillingen i Bella Center.

4.000 flere end sidste år har været på udstillingen. En periode søndag var der så mange besøgende, at Bella Center af hensyn til brandmyndighederne måtte lukke for yderligere indgang. I alt 44.000 hentede i løbet af udstillingens tre dage inspiration hos de flere end 500 udstillere repræsenterende 42 forskellige lande.

»Det er tydeligt, at efter nogle måneders stilstand, så er danskerne igen parat til at rejse. Vi kan både se det i det højere besøgstal, men også i købelysten her under udstillingen. Den har været væsentlig større i år end sidste år. Rejsearrangørerene melder om et flot salg, og det også af de dyrere rejser,« oplyser udstillingsleder Margit Geil, Bella Center.

En del af Ferie 2002 er den store campingudstilling, som åbnede allerede forrige weekend, hvor der var 16.000 besøgende, så ferieudstillingen havde i alt over 60.000 gæster.