Peder Boas Jensen stiger ud på sin kolde altan iført hullede strømpesokker. Han er glad for sin udsigt.
»Her kan man sidde i morgensol,« siger han og slår begejstret ud med armene.
Der er ikke en sjæl at se ved kanalen nedenfor. Men det kommer nok, håber han.
Overfor glimter Henning Larsens sort- og gråstribede facade på IT-Universitetet, og de studerende kan kigge lige ind ad de store vinduer til Peder Boas Jensen og hans kone. Men som han siger: »Der er jo ingen, der får barn af at se mig gå rundt her i underbukser.«
Andre har et andet svar til arkitekternes panoramavinduer: De fleste trækker for. DR-huset ligger mod sydvest, og Peder Boas Jensen og hans kone Gertrud Birke kan ind imellem sidde og se deres egen stue i TV-Avisen.
Arkitekt Peder Boas Jensen havde ellers protesteret imod, at der overhovedet skulle bygges her i Ørestad Nord. Han var byplanlægger, medlem af Borgerrepræsentationen først for SF, så for VS på Københavns Rådhus og sad i Hovedstadsrådet i 70erne.
Dengang lå den store plan for byggeriet på Vestamager klar. Betonblokke med stisystemer og firkantede, grønne arealer med gynger og sandkasser.
Urbanplanen hed den – efter datidens socialdemokratiske overborgmester Urban Hansen. I dag er der blot et par karréer tilbage af den plan. Og tak for det, mener Peder Boas Jensen.
Omkring 1990 protesterede han endnu en gang. Nu skulle den fredede Amager Fælled inddrages til en ny bydel. Men der var nok af tomme kontorer i Indre By, mente han. Og hvorfor bygge en ny bydel for at betale noget andet – nemlig Metroen?
»Det er sådan en underlig kassetænkning. Man sælger ét for at få råd til noget andet. Man kunne lige så godt have solgt den jyske hede,« siger Peder Boas Jensen.
Men nu bor han her selv. Og nu er det ikke opkaldt efter en socialdemokratisk overborgmester. Det hedder Karen Blixen Parken, og betonen er dækket af gule mursten.
Det er snart fire år siden, Peder Boas Jensen og Gertrud Birke tog deres Børge Mogensen-stole og Mogens Koch-reoler med sig til Ørestaden. Peder Boas Jensen var netop blevet pensioneret som arkitekt og professor på Institut for Planlægning på Kunstakademiets Arkitektskole.
Gertrud Birke var gået på pension fra sin stilling som socialrådgiver i sit eget private projekt. De kom fra en villa i Valby, som ejendomsmægleren kaldte herskabelig, da han skulle sælge den. Og selv om de kunne vælge blandt de fleste kvarterer i København, ville de gerne bo i noget nyt. Og gerne centralt i København.
Da Peder Boas Jensen så planerne for bydelen, var han sikker på, at her i Ørestad Nord ville komme et rigt kulturelt liv.
»Det kan jo ikke undgås, når DR nu åbner den ny koncertsal. Her kommer til at strømme mennesker til,« siger han.
Det, de flyttede ind i, var den første bygning i Ørestad Nord. Rundt om stod en skov af kraner. Bygherren bag Karen Blixen Parken havde forudset et problem, som mange nybyggerier havner i: Hvordan puster man liv i skabningen? Derfor blev parret sammen med de andre fremtidige beboere inviteret til et orienteringsmøde.
»Og det er jo ret bemærkelsesværdigt,« siger Peder Boas Jensen og lyser op: »Halvandet år før indflytningen bliver vi inviteret til at møde de andre beboere i de fire opgange i ejendommen. Det har jeg aldrig hørt om før.«
Gertrud Birke var med til at organisere de fremtidige naboer i andelsforeningen.
»De vidste måske ikke, at jeg tidligere var socialrådgiver, men jeg gik i gang med at organisere et gruppearbejde. Så sad vi i grupper fordelt på opgange, og jeg gik i gang med at spørge: Hvem er du, og hvorfor flytter du til Karen Blixen Parken,« griner hun.
Det skulle ikke kun være hundeejere og rygere, der brugte udearealerne. Petanquebanen, sandkassen og grillen skulle op. Beboerne skulle komme hinanden ved. Karen Blixen Parken skulle ikke ende i dødt betonslum.
Peder Boas Jensen har set, hvordan drømmen om et liv med forhave og fælles legeplads blev en ghetto af bistandsklienter. I 60erne var han med til at tegne Avedøre Stationsby, der som en del af den stort anlagte Køge Bugt Plan, skulle give folk mulighed for en lejlighed eller et rækkehus tæt på grønne omgivelser og 19 minutters togkørsel fra Hovedbanegården.
Forbilledet var Dubrovnik i Kroatien. Dér havde arkitektfirmaet Skaarup og Jespersens leder været på studietur, og her var et skønt leben bag bymuren.
Køge Bugt-varianten af Dubrovnik blev en takket firkant af en bymur med lejligheder i fire etager. Inden for bymuren lå rækkehuse, legepladser, boldbaner og institutioner.
Facaderne er ru og rillede betonflader. Byggeriet skulle ikke lyve sig til at være finere, end det var. Beton skulle ligne beton. Vejnavnene måtte derimod gerne få et socialromantisk schwung: Hjulmagerporten, Naverporten og Pottemagerporten.
»Idéen med at prøve at skabe en middelalderby i Køge Bugt var for så vidt fin nok, og jeg synes egentlig, at resultatet er ret flot. Stationsbyen ligger lige op mod Vestvolden, og der har træerne nu vokset sig store og flotte, og der er da dejligt,« siger Peder Boas Jensen.
»Det blev aldrig Dubrovnik, men alligevel...« tilføjer han.
Peder Boas Jensen og tegnestuens andre arkitekter havde den store regnestok fremme. I stationsbyen skulle der være 2.500 lejemål til vidt forskellige liv.
»I 60erne og 70erne gik man jo meget op i at lave et program for fremtiden. Så vi skulle tegne til et gennemsnit af befolkningen. Det skulle både være til ham med den bløde hat og ham med murerkasketten. Og der skulle være så og så mange lejligheder til familier med tre børn, så og så mange lejligheder til dem med to børn, til de enlige og så videre. Det var store lejligheder, mange af dem med gæstetoilet. Men sådan så virkeligheden jo ikke ud. Det kan godt være, vi havde tegnet en lejlighed til en familie med tre børn, men de havde måske kun råd til at bo i en toværelses,« fortæller Peder Boas Jensen.
Det gigantiske Store Hus med 480 lejligheder i 13 etager skulle ligge som indgang til stationsbyen. Nogenlunde som foregangsarkitekten Le Corbusier havde tænkt sin »bomaskine« med børnehave og et indkøbscenter i stueetagen.
»Det var meningen, at lejlighederne skulle have en fantastisk udsigt over landskabet. Men de kom jo til at kigge ud over en ødemark af parkeringspladser og parcelhuse. Og der var da ingen, der spekulerede på Le Corbusiers hus i Marseille. Folk kom til at bo i det, de kunne betale,« siger Peder Boas Jensen.
Folk kom også til at bo i det, kommunen kunne betale. Avedøre Stationsby fik så høje huslejer, at mange hellere ville købe deres eget parcelhus til den samme månedlige udgift. I slutningen af 80erne stod 50 af lejlighederne tomme – resten var for en stor dels vedkommende beboet af bistandsklienter.
Gennem 80erne var Avedøre Stationsby ofte i formiddagsbladene med historier om voldtægter og mord. I 1993 toppede kriminaliteten, da en bande gik rundt i byen og fyrede løs med pistoler.
»Det var da ikke rart at være vidne til den udvikling,« siger Peder Boas Jensen. Han hæfter sig ved, at stationsbyen fra 1997 til 2001 havde held med et kvarterløft. Nu springer de positive historier frem i medierne. Ja, selv filmselskabet Zentropa er flyttet til Avedøre. Peder Boas Jensen og Gertrud Birke overvejede også at flytte dertil, da de gik på pension, men bylivet trak.
Vil Ørestaden ende som Avedøre Stationsby? Måske.
Her har medicinalfirmaet Ferring fået sit hovedkontor på »pladsen«: En 17 etager høj bygning, som kaster lange skygger og opfanger de hurtige vinde i de højere luftlag. Vindene bliver ledt ned mod gadeplan, så der er koldt og vindblæst, når man stiger ud af Metroen. Akkurat som på Avedøre Station, der ligger lige ved Store Hus. Folk skynder sig væk.
Peder Boas Jensen og Gertrud Birke nikker. Ørestad Nord er ikke som Ørestad City, hvor Fields ligger, pointerer de. I Ørestad Nord ligger det præmierede Tietgen Kollegiet og den verdensberømte arkitekt Jean Nouvels koncertsal.
»Men det er da sjovt, når man ser på arkitekttegningerne. Så er der masser af mennesker i gaderne. Men når det bliver bygget, er der ikke et øje,« supplerer Peder Boas Jensen.
Og så kan man tage formen på Ørestad, der med tiden vil huse 20.000 indbyggere. Den er underlig lang. Ingen centrum, ingen logiske forbindelser i byplanen.
Peder Boas Jensen kender historien bag: »Da man vedtog Ørestad i begyndelsen af 90erne, indgik man et kompromis med Danmarks Naturfredningsforening og besluttede, at Ørestad skulle koncentreres omkring fire områder: Ørestad Nord, Amager Fælled kvarteret, Ørestad City og Ørestad Syd. Det fredede Amager Fælled kunne så løbe som et bånd omkring, og Grønjordssøen blev fredet,« forklarer han.
Et andet af de fremkomne kritikpunkter af Ørestad er boligblokkenes placering. I København har man traditionelt bygget karréer med en gård til den ene side og gaden til den anden. Med tiden er de fleste gårde blevet saneret og grønne. Det har givet beboerne et halvoffentligt rum, hvor de har mulighed for at lære overboen at kende. Her kan børnene lege ude, og man kan være fælles om loppemarkeder og grillaftener – eller holde sig væk. Men i de nye kvarterer har man bygget fritstående bygninger, der ikke giver beboerne naturlige rammer for at mødes.
Det store spørgsmål er: Hvordan bliver der rart? Hvordan kommer der folk i gaderne og neden for husene? I Karen Blixen Parken var svaret at hyre en beboergruppe til at skabe liv.
Kunne de mennesketomme gader have været undgået ved at forbyde butikscentre som Fields og Fisketorvet, der suger livet ud af gaderne? Og ved i stedet at tegne torve, planlægge butikker i stueetagerne og tætte, krumme gader, der ikke inviterer vestenvinden til frit spil?
Peder Boas Jensen tvivler: »Jeg tror ikke, man kan planlægge sig til livet.«
Alligevel synes han, at Ørestad Nord er vel planlagt.
»Prøv at lægge mærke til, at firmaerne og institutionerne her har åbnet op i stueetagerne,« siger han.
»Tidligere lagde man kantinerne i toppen, så medarbejderne kunne sidde og nyde udsigten ud over byens tage, her har man lagt dem ned i stueetagen. Vi er velkommen til at benytte os af IT Universitetets kantine. Vi har allerede været derovre et par gange med gæster. Og snart åbner DR en bistro i stueetagen til koncertsalens gæster,« fortsætter han.
Her er endnu ingen dagligvarebutikker, ingen kiosker, ingen pizzariaer. Der går rygter om, at beboerne i det nærliggende og nybyggede Havnestad har prøvet at gå sammen om at få lavet en kiosk. For Peder Boas Jensen og Gertrud Birke ligger det nærmeste supermarked 15-20 minutters gang væk.
Ét håb skulle dog gerne gøre det af med frygten for, at Ørestad bliver en soveby, hvor lyset bliver slukket klokken 22. Her er både bolig og erhverv, og så har de blandet boformerne, så her bor lejere, ejere og andelshavere i ét miks. Cirka 20 procent af Ørestadens boliger bliver alment boligbyggeri.
»Man håber jo så på, at ejerne er de stærke og tager affære, hvis fattigrøvene prøver på at brænde biler af,« siger Peder Boas Jensen.
»Men det er ikke nok bare at blande boformerne. Det handler jo om, at de kan bruge hinanden. Om de kan samarbejde,« tilføjer han.
Parret havde for nylig besøg af et hold studerende fra det nærliggende KUA. De skulle undersøge, om ejerne, lejerne og andelshaverne nu også kom hinanden ved.
»Jeg tror nok, de var ret overraskede, da det viste sig, at der næsten ikke var noget samkvem mellem beboergrupperne,« siger Gertrud Birke og rejser sig for at vise bygningen overfor.
»Dér bor lejerne i det almene boligbyggeri, og for nylig blev flere sigøjnerfamilier smidt ud med fogedens hjælp. De var asociale, vandaliserede lejlighederne og truede de andre beboere. En af lejlighederne skulle efterfølgende istandsættes for 135.000 kr.«
Peder Boas Jensen og Gertrud Birke er glade for at bo her. Og hvem ved? Måske vil de snart høre latter og skramlen med stole nedenfor altanen. Gertrud Birke har i hvert fald som medlem af arbejdsudvalget i Ørestad Nord-gruppen været med til at sørge for, at beboerne og deres gæster har fået nogle stole at sidde på.
