Peter Høeg, Ib Michael og Jussi Adler-Olsen har alle udgivet fantasifulde romaner i dette efterår, men hvor Høegh og Michael engang lå fremme i julesalget som stensikre hits, når de havde udgivet en ny bog, er det i dag Adler-Olsen, der er den ukronede konge på det liberaliserede danske bogmarked.
For mig er der dog ingen tvivl om, at årets to stærkeste danske bøger, der samtidig er blandt de vigtigste og mest velskrevne, er Suzanne Brøggers »Jeg har set den gamle verden forsvinde - hvor er mine øreringe?« og Flemming Roses »Tavshedens tyranni«. Ingen af dem er romaner, snarere en slags essaysamlinger, skrevet med en forfatters hjerteblod og målrettede stædige tanker på den samtid og samtalekultur, vi deler. Og hvor man nu og da kan have fornemmelsen af, at den kritiske intelligentsia helt er forsvundet - sådan som »Fru Z«, der er fortæller i Suzanne Brøggers bog, hævder.
Og så alligevel ikke. For er det ikke netop på det danske bogmarked, at vi fortsat finder de kloge hoveder og kultiverede skingre stemmer? Og virker det ikke helt forkert, når man (sådan som Politiken gjorde i en artikel op til bogmessen i november) bringer den sædvanlige efterlysning: »Hvor er samfundet i den danske skønlitteratur?«
Jamen, jamen. Bag årets bjerge af dårlige krimier og kulørte biografier er »samfundet« og den virkelighed, vi er fælles om, i høj grad til at få øje på i dansk faglitteratur og dansk skønlitteratur 2010. Ud over Brøgger og Rose kan man bl.a. pege på forfatter og videnskabsjournalist Lone Franks episke DNA-tour gennem vor genfikserede virkelighed i bogen »Mit smukke genom« og på Carsten Jensens vægtige artikelsamling »Ud« med fem nyskrevne kapitler, der med hele kloden som spejl kaster et selv- og samfundskritisk blik på vores indhegnede danskhed de seneste 30 år.
En lignende national hudfletning er på spil i Jens Smærup Sørensen roman »PHASE«, der gennem TV-dramachefen Andy undersøger tidens danskhed. Den er fuld af hunger efter »virkelighed« og samtidig tømt for store fælles ideer om, hvordan alting faktisk er og hænger sammen. Den sammenhæng fatter til gengæld den 14-årige idealist og fortæller i Louis Jensens blændende ungdomsroman »2 kroner og 25 øre«. Den socialt ansvarlige gut stjæler en lastbil fyldt med mad og sætter kursen mod Afrika sammen med sin kæreste. Sådan.
Civilisationskritik
Civilisationskritik på dansk grund finder man også i Thomas Bobergs dystre digtsamling »Hesteæderne« og i Henrik Nordbrandts nye digte, »Vi danskere«, der her i avisen blev lanceret af en forfatter, der indhyllet i Dannebrog bekendte sig til danskheden med et spottende glimt i øjet.
Prosamæssigt kunne 2010 have været året, da den danske krimi blomstrede for vildt. Ikke mindst fordi forlagene som aldrig før slog pengekasserne op for manuskripter og krimiserier, der endnu svævede i det uvisse. Der var dog langt flere skuffelser end opmuntringer at hente på den front. Men lad os alligevel takke Jussi Adler-Olsen for hans evne til at stimulere danskernes læselyst i 2010. Den kan som bekendt føre mange spændende steder hen. Ikke mindst hvis læsning og litteratur ligger staten på sinde.
Gør den så det? Svaret er nej, hvis man lægger øret til Suzanne Brøggers brandesianske dundertale til nationen:
»Engang var det et kontroversielt spørgsmål, hvorvidt bibliotekerne kunne tillade sig at indkøbe tegneserier og popmusik. I dag er det et kontroversielt spørgsmål, om bibliotekerne kan tillade sig at indkøbe bøger.«
