Der er mange ting, Salman Rushdie ikke fortryder. Èn af dem er, at han skrev romanen »De sataniske vers«. Han fortryder ikke, at han gjorde det, selv om romanen udløste voldsomme protester i den muslimske verden. Han fortryder det ikke, selv om raseriet over romanen kulminerede med, at Irans daværende religiøse leder, Ayatollah Khomeini, udstedte en fatwa, der dømte ham til døden for gudsbespottelse. Han fortryder det overhovedet ikke, og det, at han ikke fortryder, er både den røde tråd i hans historie om sig selv og det, der gør hans nye – og første – erindringsbog, »Joseph Anton«, til en både tragisk og opmuntrende beretning.
Tragisk, fordi der knap er en side i den 650 sider lange bog, hvor balladen om »De sataniske vers« ikke enten direkte eller indirekte er til stede. Nærmest som en besættelse. Man forstår, når man læser sig igennem det nærmest overgrundige værk, at »De sataniske vers« har formet, påvirket og ændret Salman Rushdies liv så meget, at det er blevet den prisme, han anskuer alt igennem, og ikke bare det, der er sket i tiden efter fatwaen. »De sataniske vers« har også tråde tilbage til barndommen i Bombay, hvor hans Koran-kyndige, men ateistiske far var hans læremester i islam og islams historie, og »De sataniske vers« peger også tilbage til et andet vigtigt tidligt afsnit i Salman Rushdies liv. Nemlig til dengang midt i 1960erne, da han studerede historie i den engelske universitetsby Cambridge. Det var dengang, han første gang læste om, hvordan profeten Muhammed, ifølge dennes første biografiskriver, Ibsn Ishaq, skulle have modtaget nogle sentenser til brug for Koranen, men ikke fra Gud, men fra Djævelen selv, altså selveste de sataniske vers. Dem ville den unge mand gerne udforske nærmere, og det gjorde han så, mange år senere, og med store konsekvenser, både for ham selv og for hele verdensoffentlighedens opfattelse af nogle helt fundamentale størrelser: Ytringsfriheden og dens grænser. Retten eller manglen på samme til at kritisere religioner. Forholdet mellem kunst og virkelighed.
Versene har kastet lange skygger
Sjældent, om nogensinde, har man mødt en forfatter, hvis hele liv og skæbne er blevet formet af en enkelt udgivelse. Og det er det, der på en måde er det tragiske, for forfatteren Salman Rushdie er så meget mere. Allerede med romanen »Midnatsbørn« fra 1981 stod det klart, at her var en forfatter med et ekstraordinært litterært talent. Efter »De sataniske vers« er, om ikke andet, romanen »Maurerens sidste suk« et eksempel på virtuos moderne romankunst i særklasse. Men igen: »De sataniske vers« kaster lange skygger. Salman Rushdies kendthed er slet ikke proportional med, hvor mange der egentlig har læst ham.
Men »Joseph Anton« – titlen er det navn, Salman Rushdie tillagde sig, da han gik under jorden – er som nævnt også en opmuntrende beretning. Alene det, at Salman Rushdie stadigvæk findes og kan skrive om det liv, han indtil nu har levet, er jo et konkret udtryk for, at de mørke kræfter, der har villet ham til livs, ikke har vundet. Og Salman Rushdie får i sit erindringsværk skabt en syntese af hele den vanvittige historie i én stor, flydende komposition, der begynder med det centrale. Med det, der skete 14. februar 1989. En rigtig møgdag. Om formiddagen skulle der afholdes en mindegudstjeneste for hans nære ven, forfatteren Bruce Chatwin, der var død af AIDS, knap 42 år gammel, og det var slemt, men det blev meget værre. I løbet af dagen blev Salman Rushdie hovedhistorien i alverdens nyhedsmedier, og Ayatollah Khomeini var den, der satte det igang. Hans fatwa begyndte sådan her: »Jeg meddeler verdens stolte muslimske folk, at forfatteren til bogen »Sataniske vers«, som er mod islam, Profeten og Koranen, og alle, der har være involveret i dens udgivelse og kendt til dens indhold, er dømt til døden«.
Fortrudt knæfald
Fra nu af var sataniske Salmans liv hinsides al normalitet. Han flyttede fra sted til sted, sønnen Zafar så han kun sporadisk, ægteskabet med forfatteren Marianne Wiggins knirkede og gik til sidst i stykker. Forfatteren tog på og kom til at se ti år ældre ud, og der var dage, hvor fortvivlelsen tog overhånd. Han foretog i sin fortvivlelse det knæfald for islam, som i dag er det, han fortryder mest.
»Skyerne trak sig sammen over hans hoved,« skriver Rushdie, der konsekvent omtaler sig selv i tredje person. »Men han opdagede, at hans stædighed kunne måle sig med smerten, at hans sætninger stadig kunne dannes, og hans fantasi stadig slå gnister.« Andre gik det værre: Salman Rushdies norske forlægger, William Nygaard, blev skudt, men overlevede. Hans italienske oversætter, Ettore Capriolo, blev sparket og dolket. Hans japanske oversætter, Hitoshi Igarashi, blev fundet død i en blodpøl foran en elevatorskat. Salman Rushdie konkluderer: »Det var ikke bare ham, den skamløse forfatter, men bøgernes verden – litteraturen selv – der var blevet smædet, skudt, sparket, dolket, dræbt og anklaget på én gang.«
Selv var Salman Rushdie flere gange konkret i fare. Angiveligt også i forbindelse med et besøg i Danmark. Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) blev i 1996 hånet for at aflyse et Rushdie-besøg i København, men ifølge bogen var aflysningen ikke ubegrundet. Der var konkrete trusler.
Historien om Salman Rushdie er både tragisk og opmuntrende, og det gælder ikke mindst hans fortælling om dem, der bakkede op, og om dem, der ikke gjorde det. Til de første hører forfatterne Martin Amis, Paul Auster og Christopher Hitchens. Til de sidste forfatterne John Le Carré og Germaine Greer og prins Charles, ingen ringere. Der var hele tiden nogle, der støttede, og nogle, der modarbejdede, og blandt dem, der modarbejdede, var også den britiske tabloidpresse, der begyndte at pirke til deres læseres misundelse over, at staten skulle ofre millioner på at beskytte en forfængelig nar af en forfatter.
Men presset lettede, efterhånden, og Salman Rushdie har kunnet bevæge sig mere og mere frit rundt, efterhånden, og han er her jo endnu. »Joseph Anton« viser, at han også intellektuelt er i fin form. Det private, det principielle og det kunstneriske flettes detaljerigt sammen, uden at man som læser mister overblikket. Højst, en sjælden gang, tålmodigheden. Sådan kan kun den forfatter skrive, der ikke har ladet sig kue. Det er det virkelig opmuntrende.
