Den får ikke for lidt på bagsiden af Charlotte Roches ”Vådområder”, hvor der bl.a. tales om ”ny, vild og sjov feminisme, der frygtløst gør op med damebladenes retoucherede kropsæstetik og reklamernes undertrykkende iscenesættelse af den kvindelige seksualitet”.
De første 10 sider har frækheden, provokationen og udfordringen over sig, det må man lade Roche, men så falder bogens feministiske rejsning. Bruset går langsomt men sikkert af den kraftige kussesaft, der blev skænket op i begyndelsen. Og man sidder tilbage med en følelse af, at den 30-årige tyske forfatter (med engelske rødder og rekordstort debutbogsalg i Tyskland) blot brugte koncentrerede halvanden måned på at fantasere sig frem til en sensationel vifte af de mest ulækre scenarier, man kan komme i tanke om i forbindelse med de tabuer, vi åh så frigjorte vesterlændinge har om vore kroppe.
Nogen specielt indviklet roman er ”Vådområder” i hvert fald ikke. Alt fra bussemænd, hudorme, bumser og sårskorper til sæd, lort, tis, bræk, sved og menstruationsblod slubrer den 18-årige hovedperson Helen i sig, mens forfatter Roche selv er med på en dydig, jomfrunalsk kigger på omslagets ene widescreen-flap. Og eksperimenterne intensiveres naturligvis. Hvordan skulle man ellers få 200 sider til at gå?
Alt, hvad der kan komme op i en kvindes kusse og endetarm – fingre, næver, avocadosten, æg, håndbruser og bremsepedalen på en hospitalsseng – kommer på skift op i Helen, der gennem hele romanen er indlagt på hospitalet for at få fjernet nogle blomkålsagtige hæmorider, der er smerteligt betændte, fordi hun har røvbarberet sig selv.
Hospitalsindlæggelsen er ramme om Helens spinkle, selvbiografiske fortælling om sin krop, sine lyster og en dysfunktionel familie, vi kun ser skyggerne af. Mest af alt minder romanen om noget, man kunne kalde ”Facebook unplugged”. Forstået på den måde, at alt det kropslige, som unge sårbare mennesker normalt gemmer væk bag deres snaksalige Facebook-profil, på ekshibitionistisk vis igen og igen væltes ud i hovedet på læseren i ”Vådområder”:
- Jeg kan især godt lide at blive slikket, når jeg bløder. Det er jo en slags manddomsprøve for ham. Når han er færdig med det og kigger op med munden smurt ind i blod, kysser jeg ham, så vi begge to ligner ulve, der lige har nedlagt et rådyr.
Skal man være forarget? Ikke det mindste. Herregud, 1968 er fyrre lysår væk. Men, hvor er kvindefrigørelsen – og ikke mindst litteraturen - i denne opreklamerede fis i en hornlygte?
Charlotte Roche: Vådområder. Oversat af Aino Roscher. 213 s. Athene. Udkommer 8.marts på Kvindernes Internationale Kampdag.
