Saftige sager

Charlotte Roche har skrevet det første tysksprogede værk, som er nået til tops på internationale bestsellerlister. »Vådområder« drejer sig om en kvindes mest intime dele, der udpensles direkte og råt. Roche selv virker anderledes.

Charlotte Roches debutbog er blevet en bestseller af historiske dimensioner. Fold sammen
Læs mere
Foto: DPA

KÖLN: Hvis man tror, at man skal møde et sexhungrende, analfikseret uhyre, blot fordi man har en aftale med Charlotte Roche, bliver man skuffet. Hun virker som en drøm af en svigerdatter, nydeligt klædt i ternet skjorte, hvid bluse med lysegrønne prikker, blomstret nederdel og støvletter. Hvis hun havde en brugt bil, ville man gerne købe den. Man ville ikke blive snydt.

Charlotte Roche er imidlertid ikke blot en præsentabel kvinde med manerer som en blanding af borgerlig pigeskole og spejdertropsfører. Hun har skrevet en bog, der har forandret det tyske – og måske internationale – litterære landskab. Hun har, som hun selv siger, brudt tabuer. Hun fortæller om en 18-årig kvinde, der opereres for hæmorider, og der er ikke den ting, man ikke får at vide om dette emne, herunder patientens erfaringer med naturens lugte som erobringsmiddel, kropsvæsker i alle udgaver og en række teknikker til selvtilfredsstillelse, som synes at overflødiggøre partnere i al evighed.

Hun forfattede bogen, da hun var i slutningen af tyverne og en stjerne i tysk musik-TV. Hun interviewede rockmusikere – nogle af dem var så påvirkede af stoffer, at en almindelig samtale var umulig – og fordi hun var kendt, betalte et forlag hende et forskud for at skrive en bog, ligegyldigt om hvad.

»Jeg brugte pengene, inden jeg havde skrevet en linje,« smiler hun.

Roche bor i Köln, der har en stor domkirke, som det har taget mere end 600 år at bygge. Byens tidligere overborgmester Konrad Adenauer blev efter Anden Verdenskrig Tysklands første forbundskansler og lagde grunden til det nye demokrati. Det er 60 år siden. Charlotte Roche er et bevis på, at tingene også kan gå hurtigere. Da hun, efter at have tænkt grundigt over tingene, gik i gang med at skrive, blev hun færdig med bogen i løbet af ingen tid.

»Jeg var meget disciplineret. Jeg gik i gang med at skrive hver dag efter morgenmaden, og jeg brugte et trick, jeg har lært hos Hemingway, om altid at slutte, mens jeg endnu havde nok at berette. På den måde var det let at begynde igen næste dag,« fortæller hun.

Da bogen udkom på tysk for godt et år siden røg den på bestsellerlisterne med det samme. Det var det første, tysksprogede værk, som kom til tops på den verdensomspændende internetboghandel Amazons salgsliste. Forgængeren var J.K. Rowlings »Harry Potter«.

Roches »Vådområder« er foreløbig solgt i 1,3 millioner eksemplarer alene på tysk. I disse uger følger udlandet. Den er netop landet i Storbritannien, hvor anmelderne ikke kan blive enige om, hvorvidt det er en god eller en dårlig bog eller bare en skandale. Nu kommer den på dansk, i et land, hvor mange af ordene, der vækker forargelse andetsteds, kan læses i aviser og på redelige websider hver dag. Komprimeret til omkring 220 sider kan det alligevel være en prøvelse. Det er som at læse samlivsbrevkassen i et dameblad. Det kan være underholdende med to-tre indslag, men man vil nødigt have 25 brevkasser liggende i en bunke ved lænestolen.

Charlotte Roche ved, at det ikke er nemt at læse bogen, og hun havde ikke drømt om, at den ville blive en sådan succes.

»Min forlægger sagde til mig: ’Det er en god bog, men den bliver vanskelig at sælge. Læserne får jo tommelskruerne på, det begynder på de første sider, og det bliver bare værre. Det er en bog, man bliver kropsligt medtaget af at læse’.«
Det har heller ikke været uden omkostninger for hende selv, navnlig fordi 70 procent af handlingen, siger hun, er selvbiografisk. Skrivningen gik uden problemer, »men hver aften, når jeg lå i sengen, blev jeg bange. Jeg var virkelig rædselsslagen. Jeg er ikke tyrkisk, men jeg tænkte: ‘Hvad nu, hvis jeg bringer skam over min familie? Vil mit barn blive afvist på gymnasiet?’ Det er jo en aggressiv handling over for familien. Jeg vil ikke have, at mine forældre læser bogen. Jeg har kigget dem i øjnene og fået dem til at love mig, at de ikke gør det.«

Hvorfor i himlens navn har hun så skrevet den, når det er så forfærdeligt?

»Det er en befrielse,« siger hun. »Jeg har tidligere sagt, at kvinder, i modsætning til mænd, ikke har ord for deres eget begær. Kvinder er hæmmede, når det gælder deres krop. Det er helt anderledes med mænd. Men nu har jeg skrevet den bog, og jeg er til læsermøder, hvor der sidder 500 kvinder, som er henrykte, og mange af dem siger: ’Tidligere skammede jeg mig, nu er jeg glad’.«

De er i virkeligheden blufærdig?

»Ja, det er jeg. Folk tror, at jeg render nøgen rundt og prutter. Det gør jeg ikke. Men hvis jeg kommer til skade, hvis jeg f.eks. har et sår og det bløder, vil jeg gerne vise det. På samme måde har jeg det med tabuer. Jeg har samlet en række eksempler i bogen. Når man har gjort det, er det ikke så slemt.«

De har skabt Dem, og måske andre, et frirum?

»Ja, netop.«

Det generer Dem ikke, at læsere, man antræffer med Deres bog i det offentlige rum, f.eks. i toget, ofte er unge eller ældre mænd, som ikke synes at dele Deres motiver?

»Jeg ville være vanvittig skuffet, hvis man køber den som en pornobog. Den kan da være ophidsende, men den er også frastødende. Jeg tror, at mænd, der anskaffer sig den med bestemte hensigter, vil skuffes. Men den bryder grænser. Jeg tror, at den overvejende læses af yngre kvinder. Jeg ved, at kvinder ofte køber bogen i nabobyen, fordi det er pinligt at købe den, og at der er boghandlere, som helst ikke ville sælge den, men bliver nødt til det, fordi det er sådan en succes.«

Det mærkelige ved bogen er, at selv om indholdet kan være trættende, fordi kun børnehavebørn og urologer må formodes at interessere sig vedvarende for afføring og kropsåbninger, er sproget klart som en sommermorgen. Den tyske originaludgave er uaffekteret. Handlingen, hvis man kan kalde den sådan, fortælles lakonisk. Man kan sagtens forestille sig Charlotte Roche skrive en generationsroman over bæltestedet, især fordi hun i mellemtiden er blevet 30 og måske selv har fået nye interesseområder.

Efter en halv times konversation, hvor kun te og agurkesandwiches mangler for at give indtryk af et høfligt møde en eftermiddag i London – Roche er halvt brite og taler tysk med afmålt, engelsk diktion – er det tid til afsked. Det er en hård dag for forfatterinden, hvilket hun, som en lady i spejderuniform, ikke lader sig mærke med. Man er den femte interviewer i dag, den sjette venter i et glasbur på forlagskontoret, hvor mødet finder sted. Bliver man ikke vanvittig af alle de samtaler, der har været hundreder, siden bogen udkom første gang?

»Man er mørbanket,« svarer hun. »Jeg er revet itu. Jeg har det som en prostitueret, der kommer hjem om aftenen og er helt tom.«

Men De er i gang med en ny bog?

»Ja. Min næste bog bliver ikke om analt samleje.«

Det lover De?

»Det lover jeg!«