Tony Blair som tom charmør

»Skyggen«. Robert Harris blander effektivt virkelighed og fiktion i politisk thriller. Tony Blair skildres som et menneskeligt tomt hylster. Formidabelt skrevet og politisk for langt ude.

Tony Blair som tom charmør - 1

Adam Lang er en begavet, vittig og chamerende tidligere britisk statsleder, der er hovedpersonen i Robert Harris politiske thriller »Skyggen«. Lang er veltalende og en god skuespiller og populær i alle kredse. Men han er også overfladisk, opportunistisk og dybest set amoralsk. Adam Lang er fuld af politiske og menneskelige klichéer og uden menneskeligt indhold, så da han sætter en forfatter til at skrive sin flatterende selvbiografi, er der lagt op til intriger. Forfatteren Robert Harris har med sin politiske thriller begået et karaktermord på den tidligere britiske premierminister Tony Blair med en pen spids som en issyl.

Robert Harris er en af Englands bedst kendte forfattere. Ikke mindst hans historiske roman »Fædrelandet«, om hvordan verden ville se ud, hvis Hitler havde vundet krigen, gjorde ham til en af Englands mest succesrige forfattere. Robert Harris var selv en del af det arbejderparti, som fremelskede Tony Blair og skabte en moderne samfundsmodel; socialisme med et liberalt ansigt – eller også er det omvendt. Harris var faktisk tæt på Tony Blair dengang, da alt gik godt og arbejderpartiet sejrede ved valget i 1997. Rygterne fortalte, at Tony Blair havde udset sig Robert Harris til at skrive en biografi. Hvad skete der mellem Robert Harris’ åbenlyse ideologiske fællesskab med Tony Blair og så til dette blodtørstige karaktermord? Svaret er bl.a. Irak-krigen og Tony Blairs solidaritet med USA.

At drage den konklusion, at bogen handler om Tony Blair og Robert Harris selv er fristende. Adam Lang har så mange karaktertræk til fælles med Tony Blair og Adam Langs hustru så mange med Tony Blairs hustru, at sammenligningen er uundgåelig. Forfatteren går i gang med opgaven med at skrive Langs selvbiografi og opdager, at han har et gigantisk problem, for han bryder sig slet ikke om Adam Lang. Han er ikke psykologisk troværdig. Han er en skuespiller, der nok kan virke overbevisende som taler, men når man har ham på to-mands-hånd forsvinder han i den tynde luft. Det er dette luftmenneske, som danner politisk makkerpar med den i Europa så forhadte og foragtede amerikanske præsident. Ifølge spøgelsesforfatteren er Adam Lang gået hele vejen med sine amerikanske ærkevenner og har deltaget i planlægningen af ulovlige torturafhøringer af mistænkte al-Qaeda-medlemmer, som viser sig at være uskyldige englændere. Midt i processen med at skrive selvbiografien kræver internationale organisationer Lang udleveret til retsforfølgelse for hans meddelagtighed i de amerikanske svinestreger.

Spøgelsesforfatteren må spørge sig selv, hvordan Adam Lang kunne komme så langt ud i det politiske og moralske morads. Forklaringen er, at Adam Lang i virkeligheden er en tom person, som narrede den engelske befolkning og fra starten var en marionet for præsident Bush. Ja, værre end det, for i virkeligheden er han en amerikansk spion, der har overtaget det stolte engelske arbejderparti indefra.

Nu handler resten af romanen om, hvordan spøgelsesforfatteren bliver en brik i et politisk spil og undervejs opdager han, at han faktisk godt kan lide at gå i seng med Adam Langs hustru og man spekulerer på, om den rigtige Robert Harris ikke også har haft et godt øje til den rigtige fru Blair.

Romanen er spændende og ond på et højt overraskelsesniveau. Den ligger i forlængelse af andre af Robert Harris bøger, hvor fiktion og realitet blandes på overraskende måder. Han gjorde det i bogen om de engelske kodebrydere under Anden Verdenskrig, »Enigma« (1995), og i romanen »Arkhangelsk« (1998), hvor Stalins søn truer med at overtage magten i Rusland. Robert Harris er en dreven skribent og langt hovedparten af romanen er i topklasse. Samtidig er den udtryk for en typisk europæisk venden sig væk fra de politiske realiteter, for alt det, Tony Blair stod for under Irak-krigen og kampen mod terrorisme, var netop ikke udtryk for tom politisk populisme og gav ham hverken vælgertække eller popularitet hos den europæiske medieoffentlighed, der helst ville være venner med alle – blot ikke Bush. Blair (Lang) var jo ikke en tom poseur, der lod sig lede af mediestorme, men en politiker der stod fast på trods af modvind. Skulle han være amerikansk spion? Det kan man nok ikke en gang få Frank Aaen til at tro på. Men som symptom på tidens politiske tendens er »Skyggen« ikke uden værdi og først og fremmest er den vellykket som politisk thriller.