Rifbjergs kalenderblade

I »Dag efter dag« viderefører Klaus Rifbjerg en helt personlig blandingsgenre.

På forsiden af »Dag efter dag« leverer Klaus Rifbjerg et ordentlig trut i hornet. Dommedagsbasunen er det helt åbenlyst ikke, han blæser i, selvom de dystre udsigter har deres plads i bogen, men lydstyrken er bogstavelig talt til at få øje på, og et citat fra bogen melder sig umiddelbart: »artigheden er dødbringende«. Rifbjerg er godt nok blevet ældre, landets førende enfant terrible, fejrede forfatter og udskældte provokatør igennem mere end et halvt århundrede fylder faktisk 80 her i efteråret, men i kloster er han altså ikke gået endnu.

Langt mere nøgternt afdæmpet lanceres denne ombærings 140 Rifbjerg-sider på titelbladet inde i bogen: »Notater 3.1.11 til 12.5.11«. Der er tale om en videreførelse af den specielle genre, som forfatteren lancerede i 1992 med »Karakterbogen«. Opskriften er forfatterens helt personlige, en egensindig blanding af poetiske vejrmeldinger, mediekommentarer, drømmesekvenser, erindringsstumper, associationer, eftertanker og personudfald. Rifbjerg uden forbehold og maske.

I en sæson med litterære fejder, hvor der både har været øretæver og sagsanlæg i luften, er det ikke bladene fra litteratur- og kulturdebattens karakterbog, som tiltrækker sig den største opmærksomhed i »Dag efter dag«, men som indspil i en valgkamp kommer bogen lige til tiden med sine ofte veloplagt perfide signalementer af de politiske aktører, hvor han virkelig når hele vejen rundt. Vælg selv.

»Faldt i bussen 1.2., hjernerystelse etc. Vender tilbage«.

Sådan kan alderen og skrøbeligheden pludselig bryde ind i notaternes strøm, og realismen i forhold til alder, ventetid og »suset fra det sorte hul« er en side af »Dag efter dag«. Synet af en større ligkisteleverance til en bedemand kan nok sætte fantasien og den sorte humor på arbejde, men mere end egen tilstand er det stadigvæk fremtidsudsigterne for verden, for litteraturen og for fornuften, der optager forfatteren, og mellem udfaldene mod de krigsansvarlige politikere, den nye kristendomsbølge og den tiltagende populisme i DR får erindringerne om drengeårenes cykelture og håndbold i skolegården heldigvis deres plads side om side med oplevelserne med film og bøger.

I det store Rifbjerg-billede hører »Dag efter dag« ikke til milepælene, men der er både liv og sprælske spring, energi, galde og sproglig spændstighed i notaterne, der passende kunne føre sig frem under mottoet »jeg skriver, altså er jeg«. B