Så er den her omsider. Den længe ventede opfølger til Erik Wiedemanns doktordisputats »Jazz i Danmark«, der udkom i 1982 og beskrev jazzens indtog og udvikling her i landet op til 1950.
Denne gang ikke en enkelt mands bedrift, men en krabat på hele 624 sider, som – foruden de to hovedredaktører Olav Harsløf og Finn Slumstrup – yderligere otte skribenter har bidraget til. Således ikke et akademisk værk, men ikke desto mindre resultatet af en særdeles omfattende research, der dog ikke helt har kunnet forhindre ukorrektheder. De knytter sig til bogens to første tidsafsnit. Olav Harsløv skildrer perioden 1946-1950 med udgangspunkt i besøget af Don Redmans orkester, hvor vi modtog det første indtryk af beboppen; den nye revolutionerende jazz, der indtil da havde været et ukendt begreb for os. Tore Mortensen og Ole Izard Høyer har taget sig af 1950erne, hvor revivaljazzen blev ungdommens populære musik, men hvor også den moderne jazz mod årtiets slutning fik større fodfæste.
Generaliseringer
For alle tre forfattere gælder det, at de ikke har kunnet bygge på egne erfaringer, men har måttet støtte sig til kilder. Og der er ikke så mange vidner tilbage (jeg optræder selv som et af dem). I det store og hele er fremstillingen acceptabel, men man støder ligeledes på for hårdt optrukne generaliseringer og overlapninger, der i visse tilfælde modsiger hinanden samt uoverensstemmelser i kronologien, der fører til mærkværdige konklusioner.
Et eksempel: Jørgen Lausen omtales som en pianist, der i 1959 lod sig inspirere af instrumentkollegaen Bill Evans’ klangunivers. Faktum er, at Bill Evans begyndte at gøre sig gældende på jazzscenen i 1958, men allerede i 1955 havde Lausen opgivet klaveret til fordel for el-bassen som medlem af Frederiks orkester, der bl.a. spillede til dans på Hotel d’Angleterre. Navnlig i afsnittet om 1950erne kunne der med held være blevet redigeret strammere. For hvilket udbytte vil nutidige læsere have ud af at blive præsenteret for en lang række navne, om hvem det end ikke anføres, hvilke instrumenter de spiller?
Udfordringen for skribenterne må have bestået i at finde den rette balance imellem deres personlige engagement og den nøgternhed, som et værk af denne karakter kræver. Det er lykkedes ganske fint i de efterfølgende afsnit, om end man kan spore en tendens til at beskrive de danske musikere i det gunstigt tænkelige lys. Men der skrives med en dybere indsigt i de afsnit, hvor skribenterne selv har været til stede i tiden.
Det er velgørende at læse, når Berlingskes jazzanmelder Kjeld Frandsen i afsnittet om 1960erne gør opmærksom på, at »langt de fleste af de unge mennesker levede efter ganske borgerlige regler«. Sådan var det, og det var i dette årti, dansk jazz udviklede sig for alvor under indflydelse af de mange amerikanske musikere, der havde bosat sig hos os, og som vi mødte i koncertsalene. Generelt gælder det for hele bogen, at citaterne fra samtidens anmeldelser og udsagn fra musikerne bidrager til at gøre begivenhederne nærværende.
Tiltrængt diskografi
Jens Jørn Gjedsted, Christian Munch-Hansen og Ole Matthiessen fører videre frem til 2000. Begivenhedsrige år, der gennemgående skildres levende og med et perspektiverende overblik, der når ud i de yderste kroge, om end Gjedsted i sit bidrag kan have svært ved at skelne mellem væsentligt og mindre væsentligt. Og som det har været tilfældet gennem alle årene, undviger også han at påpege i forbindelse med det gamle Montmartres nedtur, at det ikke mindst var Herluf Kamp-Larsens lemfældige ledelse og mange dumdristige dispositioner, der kom til at koste denne så dyrt. Men under alle omstændigheder udfylder bogen, der også rummer noter, registre og en selektiv diskografi ved Erik Raben, et tiltrængt savn til glæde for alle dem, der har interesse i danske jazz-historie, og som derfor skal hilses yderst velkommen.
Så derfor bør man heller ikke hænge sig for meget i forkert stavede navne og andre småtterier. En enkelt pudsig ting må jeg dog nævne. Under et billede af tenorsaxofonisten Don Byas, optaget i forbindelse med Don Redman orkestrets besøg i1946, står der »Fotograf ukendt«. På billedet kan man imidlertid tydeligt læse »Mass«. Det hed fotografen. En kendt skikkelse i den københavnske jazz- og revyteaterverden med Helge til fornavn.
