Det er en pose temmelig blandede bolsjer, Pia Juul byder læseren med sin nye prosasamling »Af sted, til stede«.

De første tekster er nærmest regelrette noveller, men andre er nærmere prosalyriske fragmenter, (fingerede?) erindringsskitser, episodiske beskrivelser, eller den slags, man for nogle år siden forsøgte at samle under hatten »kortprosa«. Der er visse tematiske genkommere, så som tabet af den elskede, overgangen fra barn til voksen, alkoholmisbrug, teenagebarnets forhold til sine forældre mv. I den henseende er der klare linjer imellem nogle af teksterne, men uden videre systematik.

Der er stykker i mellem, som ville egne sig til skoleantologier,såsom novellen »Alle kan ro«, om en stor piges forhold til en omklamrende mor, og »Sidste skoledag«, og der er fintsleben fortælleteknik i f.eks. »Brev vedrørende et dødsfald«. En god portion af de afsluttende, korte prosastykker funkler og glimter med stor kraft. Tag blot »Køkken«, som i sin helhed lyder: »I dette køkken faldt en kvinde død om. Først så vi blot hun faldt. Så så vi bordets kant. Så så vi blod, så så vi vores egen død med rædsel. / Men en af os sad med ryggen til. Alle andre råbte og løb omkring; hun vendte sig aldrig om.«

Det er dog ikke alle tekster, der er lige gode. Nogle af de længere stritter lidt formålsløst (f.eks. »Pusjkin« og »Et rødt hav«), og banaliteterne ligger snublende tæt på i nogle af de korte stykker (»Historie« og »Snestorm«). En lidt skrappere redaktion vil have skabt en stærkere samling. Men pyt, vi sorterer bare selv.