Kend din krop, mand

Bog: »Kend din krop, mand«Sundhed, sport, sex og sind er de fire store »S'er« i mænds liv, hvis man spørger forfatterne bag en helt ny opslagsbog til danske mænd.

I bogen »Kend din krop, mand« stiller de skarpt på det tilsyneladende dilemma, at mandekroppen på den ene side er uundværligt til områder, som fylder meget i mænds liv. Det gælder leg, sport, seksualliv samt en række mandlige erhverv. Men på den anden side har mange mænd svært ved at tage vare på netop deres egen krop og psyke.

Lægen, sexologen, idrætsforskerne og psykologen gennemgår i fire hovedkapitler de fire »S'er« og kommer med gode konkrete råd og beskrivelser af de forhold, der rører sig i og omkring den danske mand.»KEND DIN KROP, MAND« er den mandlige pendant til klassikeren »Kvinde, kend din krop«, som udkom for mere end 30 år siden. Med bogen ønsker forfatterne, »...at medvirke til, at flere mænd får endnu mere fornøjelse af deres krop og får et større velvære på mange områder af deres liv.«

En af forfatterne, psykolog Svend Aage Madsen, forklarer udgivelsen af bogen netop nu med den voksende opmærksomhed på velvære og såkaldt »hele mennesker« - herunder ikke mindst mændene.

»»Kvinders ve og vel har der i mange år været skrevet om, men nu er mænd og deres sundhed kommet på dagsordenen. Og ikke bare i patientrollen. Mænds fysiske og psykiske tilstand rammer den generelle tidsånd, hvor vi udforsker identiteten og stiller spørgsmål i stedet for bare at konstatere, at sådan er det nu engang.«