Havde Herman Melville (1819-1891) levet i dag og henvendt sig til et forlag for at få udgivet »Moby Dick« (1851), var han sikkert ikke sluppet igennem nåleøjet. En forlægger vil utvivlsomt påpege, at romanen virker ujævn og har svært ved at holde fokus. At den introducerer alt for mange karakterer, som glider ud igen uden at have fået en egentlig rolle i handlingen. At dens encyklopædiske kapitler om hvaler og hvalfangst er for omfattende. At de stilistiske skift til en dramatisk form med regibemærkninger og dialoger virker inkonsekvente og måske endda kluntede. At den fiktionsvirkelighed, der stables på benene til tider er inkonsistent og utroværdig - antallet af personer på hvalfangerskibet Pequod stemmer ikke overens med det antal, fortælleren Ismael hævder, der er ombord; Ismael selv virker mere som et talerør for forfatteren end som den ægte sømand, han hævder at være etc.
Alt i alt: En strittende og rodet affære.
Men på sin egen paradoksale vis er det netop alt dette, der er med til at give »Moby Dick« sin status som verdenslitterær klassiker.
»Moby Dick« fortælles som nævnt af en sømand, der i romanens første berømte sætning beder om at blive kaldt Ismael. Hermed anslås fra start det bibelske symbollag i fortællingen - Ismael betyder »Må Gud høre« og går tilbage til den søn, Abraham fik med en slavinde, og som senere blev profet. Ismael får hyre på et hvalfangerskib under den mystiske kaptajn Akab - en karismatisk, viljestærk og fanatisk galning, hvis eneste mål er at komme albinohvalen Moby Dick til livs. De har tidligere mødtes, og mødet kostede Akab hans ene ben. Nu vil han have hævn og sætter alt ind i jagten på den hvide hval, som ifølge Akab er ondskaben selv, men jo blot er genstand for Akabs projiceringer og galskab.
Melvilles skildring af fanatismens og galskabens anatomi er eminent, og selv om kompositionen af romanen kan virke uoverskuelig og strittende, da skyder plottet hurtigt en harpun i læseren og trækker ham ind i en langsomt, men støt, accelererende malstrøm, hvor de mange leksikale kapitler og afsnit om hvaler og hvalfangst, om sømands- og kvækerliv, om bibelske historier og sømandsskrøner, virker som vragrester, man klynger sig til for en stund, inden man sendes videre i hvirvlen, imod den uundgåelige destruktion.
Flemming Chr. Nielsen, som tidligere har oversat en række af Melvilles mindre romaner, har nyoversat og givet os en version af bogen, som ligger tættere på originalens ordlyd end Mogens Boisens oversættelse fra 1955. Endvidere har han udstyret teksten med et herligt og omfattende noteapparat, hvor fakta forankres og af- eller bekræftes. Carsten Jensen har skrevet et fyldigt og velreflekteret forord og voila, således ser en perfekt klassikeroversættelse ud!
