Islam ifølge Benny Andersen

Danmarks folkekæreste digter maner til samling mod grove generaliseringer.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Benny Andersen er fortrolig med den vestindiske østat Barbados, hvorfra Cynthia, hans kone gennem mere end 20 år, kom. Cynthia døde i 2001. I 2004 giftede han sig derefter med advokaten Elisabeth og præsenterede hende med nogen bæven for sin barbadianske familie.

Den tog imod hende med kærlighed og konstaterede, at Elisabeth lignede Cynthia, skønt de var forskellige racer, og det er egentlig budskabet i den lille bog, den pamflet, Benny Andersen nu udsender: At menneskene ligner hinanden ved at være forskellige, og at de kan komme til forståelse, hvis de prøver. Bogens uudtalte motto kunne være det, der stod i Gunnar Jørgensens gamle Flemming-bøger: Prøv med kærlighedens stærke arm.

På Barbados har Benny Andersen optalt mindst 42 forskellige trosretninger. Spørgsmålet er imidlertid, hvad vi kan bruge det barbadianske eksempel til?

Barbados huser først og fremmest kristne af alverdens afskygninger. Dernæst jøder, men meget få muslimer, og hvad ville der ske med den kærlige tolerance, Benny Andersen finder på Barbados, hvis en aggressivt missionerende muslimsk retning som Hizb ut-Tharir, der arbejder for en forening af alle muslimer under et kalifat med sharialovgivning, slog sig ned på Barbados?

Konflikter er ikke overset

Vi ved, hvad der er sket andre steder, hvor fundamentalistiske muslimer kommer til; fredelige multireligiøse samfund bliver konfliktfyldte, og terroren rykker ind.

Det forhold er ikke overset i bogen, men det er underbelyst. Det er ikke gjort med at lade nu afgåede biskop Kjeld Holm, der er en meget overfladisk mand, messe sit patetiske »en fremmed er en ven, du ikke kender« og tage afstand fra fundamentalisme.

Samme Kjeld Holm er dårligt orienteret, når han påstår, at Tyskland er meget bedre til integration end Danmark. Han trænger også til at genopfriske sin viden om canadisk indvandringspolitik. Hele hans tilgang i det interview, Benny Andersen har med ham, er anekdotisk.

Bogen bringer et par digte af Benny Andersen selv. Det er, for at sige det mildt, ikke hans bedste, en slags beredskabslyrik ligesom i sin tid Thorkild Bjørnvigs miljødigte. Derudover enkelte kortfattede refleksioner og en kort redegørelse for kvinders stilling i islam. Den viser, at Benny Andersen ikke er opmærksom på det skifte i Muhammeds tankegang og adfærd, der skete, da han militariserede sin ideologi og erobrede Mekka.

Hovedstykkerne er interviews, som Benny Andersen har gennemført med – ud over Kjeld Holm – SFeren Özlem Cekic, fhv. overrabbiner Bent Melchior, socialdemokraten Yildiz Akdogan og Venstres Søren Pind. Alle bringer de indsigtsfulde og konstruktive tanker om religion, kultur og integration.

Men mest dybtgående og derfor også mest interessant er samtalen med Søren Pind. Det er to bibelkyndige, der her taler sammen og – tør man sige – i fællesskab indkredser det vanskelige kulturmøde mellem det moderne Danmark og islams forskellige retninger. En begavet samtale, som det er en lise at læse.

Bogen afsluttes med et essay

Bogen afsluttes med et essay af Erling Tiedemann, tidligere Venstre-amtsborgmester. Han er, så vidt jeg ved, katolik. Han er også et lødigt menneske, vidende og klog.

Hans essay hedder »Ytringsfriheden efter Charlie Hebdo«. Heri hævder han, at ytringsfriheden ikke er truet og inddrager Benny Andersen i et »vi«, der tager afstand fra Charlie Hebdos religionssatire, men indrømmer i voltaire’sk ånd dens eksistensret. Jeg synes ikke, at Tidemann – og hvis jeg skal tage »vi« for pålydende heller ikke Benny Andersen – forstår religionssatirens frigørende kraft.

Gad vidst, hvad Tiedemanns »vi« mener om Dave Allen eller Monty Python?

Jeg synes også, han går alt for let hen over fænomenet selvcensur, selv om vi, der har oplevet Den kolde krig og det kommunistiske Østeuropa indefra, nok skulle vide et og andet om selvcensurens dæmoni. Alt i alt er der en del at forholde sig kritisk til i Benny Andersens lille bog. Men også meget at lære.

Bogens udgangspunkt er, som Benny Andersen skriver i forordet, en irritation over »de evindelige generaliseringer« med hensyn til kristne og muslimer. Den kan jeg sagtens følge ham i.

På sin egen stilfærdige og rigt nuancerede måde har Benny Andersen nu gjort sit til at modvirke disse grove generaliseringer, og da han er Danmarks folkekæreste digter og i manges bevidsthed står som den fineste tolker af dansk sind, vil der blive lyttet til ham. Ligesom altid til Dronningen.

Titel: »Sådan kan islam også være«. Forfatter: Benny Andersen. Sider: 88. Pris: 125 kroner. Forlag: Gyldendal.