20-30 sider inde i Kåre Bluitgens roman »I kamp for kalifatet« fik jeg den tanke, at det hele var satire, og det tog mig lang tid at holde op med at grine af bogen. Den er ellers ude i et alvorligt ærinde og skildrer en konstant onanerende teenagers transformation fra utilpasset indvandrerdreng på Nørrebro til hellig kriger for Islamisk Stat. Men det er en transformation, der finder sted så hurtigt, at det bliver komisk.
Den navnløse fortæller er 16 år og bor hjemme hos sine navnløse forældre og søskende. Søsteren er solidt socialt kontrolleret hjemmefra og går i gymnasiet, mens fortælleren forsømmer sin skole. Og man forstår ham godt, når man læser, at læreren taler sådan her til eleverne: »Men har vi ikke brugt ret meget tid på at tale om, hvornår man er inkluderende, og hvornår man er ekskluderende?« og »I skal ikke uddelegere, I skal samarbejde«.
Den danske urtekussepædagogik er latterlig og preller af på fortælleren, der længes efter bandelivet på gaderne. I tarvelige biler knalder de tarvelige kvinder på tarvelig vis, tørrer bagsædet af og kører videre mod hashsalg og eksistentielle lavpunkter.
Det hele er lige efter klichéhåndbogen. Moren med de mange børn, faren som ikke ved, hvordan man er mand i Danmark, og storesøsteren, der er så velintegreret, at det er et problem for et formørket religiøst sind.
Fortælleren selv er på vej til at blive en del af de 52 procent af drenge med anden etnisk baggrund, der går ud af folkeskolen på Nørrebro som funktionelle analfabeter. Uden udsigt til uddannelse eller arbejde er han blevet en del af bandemiljøet, hvor kristne kvinder er luderkællinger, og enhver, der er uenig, kan sutte hans sucuk. Efter et par besøg i den lokale moske bliver han radikaliseret, og snart er han i kamp for kalifatet.
Uden overraskelser
Kåre Bluitgen beskæftiger sig dog kun overfladisk med fortællerens sind i mødet med islam. Et par citater fra koranen og så kører radikaliseringsbussen. Er det mon så enkelt? Jeg tvivler.
Bluitgen er ellers en mand med et indgående kendskab til islam. Han var, som mange læsere vil vide, indirekte årsag til Muhammedkrisen. Da Jyllands-Posten i 2005 bragte de 12 Muhammed-tegninger, var det med direkte henvisning til Bluitgen, som havde oplevet, at flere tegnere ikke ønskede at illustrere hans Muhammed-biografi af frygt for reaktionen fra yderligtgående muslimer. De 12 tegninger førte som bekendt til Danmarks største udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig og til en debat om ytringsfrihed, der ikke lader til at have nogen ende.
»I kamp for kalifatet« lider ligesom Bluitgens Muhammedbiografi under manglende sproglig variation. Jeg er klar over, at den er fortalt gennem en 16-årig, men alligevel. Så opfind dog en mindre middelmådig og taberagtig teenager eller gør fortællingen farlig ved at skildre en velintegreret CBS-studerendes fravalg af Danmark og tilvalg af Islamisk Stat.
Romanen er uden overraskelser, og der er for mange sætninger a la »Det første knald glemmer man aldrig. Jo, måske med en kælling, det ved jeg ikke. Men aldrig med en Kalasjnikov«. At de hellige krigere udkæmper en krig, der intet har med islam at gøre, udpensles gennem deres brug af »Gud er stor« i forbindelse med enhver absurditet. Og dem er der mange af. Så vi fatter godt pointen.
Det står hen i det uvisse, hvad Bluitgen vil fortælle læserne, som vi ikke allerede ved. Ligesom det kan undre, at Gyldendal har valgt at udgive denne forudsigelige fortælling.
Titel: I kamp for kalifatet. Forfatter: Kåre Bluitgen. Sider: 256 sider. Pris: 199,95 kroner. Forlag: Gyldendal.
