De af os, der ikke tilhører Jehovas Vidner, kan have vanskeligt ved at sætte os ind i deres stålsatte modstand mod blodtransfusion. Vidnerne forholder sig jo til kilder, som ligger langt tidligere end transfusionens blotte mulighed, og man kan med rette spørge til, hvad rationalet bag modstanden er. Men tro, slet ikke den stærke af slagsen, giver ikke meget for rationel argumentation.
I »Barnets tarv« sætter britiske Ian McEwan den 59-årige dommer Fiona Maye i den situation, at hun skal bestemme, om en kræftsyg ung mand, der endnu ikke er myndig, skal have lov til at følge sin tros, sine forældres og tilsyneladende også sin egen overbevisning om, at blodtransfusion er en synd – eller om hun skal følge lægevidenskabens råd og tvinge den igennem.
Da drengen er for syg til at møde op i retten, vælger hun at aflægge ham et besøg på hospitalet. Her møder hun en person, der på én gang udviser mod på fremtiden (han digter og har sat sig for at lære at spille violin fra sygelejet), men samtidig er så stærk i sin overbevisning, at han hellere vil dø end forbryde sig mod sin tro.
Klogt og nuanceret
Fiona står således ikke over for nogen let afgørelse, al den stund forholdet mellem individets ret til selv at bestemme og det åbenlyse pres, sekten og troen lægger på drengen og hans familie, ikke er klart adskilleligt her. Drengen - den intelligente, smukke og kunstneriske Adam - virker afklaret, men kan man overhovedet være det i sådan en situation og under disse forhold?
Fionas beslutning bliver ikke nemmere af, at hun i stigende grad lader sig gå på af sin egen barnløshed, ej heller af, at hendes mand gennem mange år har forladt hende til fordel for en meget yngre kvinde – han elsker stadig Fiona, bedyrer han, men han vil have lov at opleve lidenskaben igen. Hendes hengivelse er ikke nok.
De, der før har læst McEwan, vil vide, at han forstår at udnytte romanens tidslighed til at overraske læseren undervejs, og jeg skal derfor vare mig for at afsløre, hvad Fiona vælger og med hvilke konsekvenser – for konsekvenser får valget selvfølgelig. Både for Adam og for hende selv.
Dermed også antydet, at romanens anliggende egentlig ikke er en kritik af den sekteriske, fundamentalistiske tankegang, men snarere en undersøgelse af det dilemma, der knytter sig til enhver retspraksis – nemlig, at selv om loven er nedfældet og fælles, så administreres den i sidste ende af mennesker.
McEwan præsenterer os for et af disse mennesker, et menneske, der til trods for, at hun i mange år har nydt respekt og vist klarsyn, alligevel ender med at blive »inficeret« af den menneskelige faktor. Det er klogt og nuanceret skrevet. Med respekt for de uforenelige forskelligheder, der på paradoksal vis er grundstenen i den retsstat, vi har i vesten.
Titel: Barnets tarv Forfatter: Ian McEwan. Oversætter: Claus Bech. Sider: 200. Pris: 249,95. Forlag: Gyldendal.
