Thomas Bernhard er sortsynets og det idiosynkratiske ubehags Paganini! Få forfattere har fralokket sproget så intenst rasende og så virtuost komprimerede nid-tirader som denne østrigske enfant terrible, og forlaget Sisyfos, hvis satsningsområde er den nyere europæiske kvalitetslitteratur, har netop afsluttet et af de seneste års mest imponerende udgivelsesprojekter: »Et barn«, den sidste af Bernhards fem små selvbiografiske romaner fra årene 1975-82, er nu kommet på dansk i Søren R. Fauths kongeniale oversættelse.
Bernhards selvbiografiske romaner er på hver cirka 100 sider, og den ene overgår den anden i indædt udlevering og skånselsløs hudfletning af de østrigske afskyeligheder. Typisk er signalementet af festspilbyen Salzburg:
»Alt i denne by er det skabende imod, og skønt det modsatte med stadig større eftertryk hævdes, er hykleriet dens fundament, og dens største lidenskab åndløsheden, og der hvor fantasien blot antydningsvist viser sig i denne by, bliver den udraderet. Salzburg er en perfid facade hvorpå verden uophørligt maler sin løgnagtighed …«
Alle former for bornert hyklerisk småborgerlighed og alle autoritære institutioner, den katolske kirke, uddannelsessystemet og ikke mindst sundhedsvæsenet tager Bernhard under ildspyende behandling i sine romaner.
Gymnasieskolen med rektoren, der personificerer både nazismens og katolicismens mest totalitære sider, betegnes som et »katastrofalt lemlæstelsesmaskineri«, og erfaringerne med lægestanden og fra hospitals- og sanatorieopholdene, sådan som de skildres i romanerne »Åndedrættet« og »Kulden«, sammenfatter han med begrebet den store »dødssammensværgelse«.
Sublim negativitet
Kun i »Kælderen«, med dens lovsang til det nyttige arbejde og skildringen af en lykkeligere tid som købmandslærling med sangundervisning og musik i fritiden, slår de lysere toner igennem. Beskrivelserne af stablingen af korn- og melsække og sorteringen af frugt og grøntsager danner en slående kontrast til indædtheden og foragten i omgangen med menneskelig dumhed og smålighed.
Det fremragende er svært at gradbøje, men sammenholdt med de øvrige fire mesterværker forekommer »Et barn« måske en anelse mindre suveræn i sine tætpakkede, massivt malende sætningsforløb og aggressionsudladninger, sikkert fordi de mere spredte barndomserindringer i dette bind skaber større tids- og miljømæssige spring og mindre helhed inden for de 100 siders fortløbende tekst, der er uden indrykninger og andre håndsrækninger til læseren.
Men under alle omstændigheder er også »Et barn« formidabel læsning, der fanger fra den første mindeværdige sætning: »I ly af eftermiddagsmennesketomheden i en selvbevidst provinsby …«
Med den selvbevidste provinsby er Bernhards østrigske scene sat. Portrættet af den elskede bedstefar og hans foragt for »almindelighedssumpen« leverer en vigtig nøgle til forfatterskabet, skildringen af forholdet til moderen, der siger de mest forfærdelige ting til sin søn, er hjerteskærende, og passagerne fra et hjem for vanskelige børn med hitlersange og hårdhændet håndtering af sengevæderen Bernhard rummer essensen af forfatterens afsky for institutionerne og hans væmmelse ved menneskelig afstumpethed.
Misantropen Thomas Bernhard leverer også i »Et barn« sublim negativitet og rasende valuta for læserindsatsen.
Titel: Et barn. Forfatter: Thomas Bernhard. Oversætter: Søren R. Fauth. Sider: 112. Pris: 199 kr. Forlag: Sisyfos.
