Digtsamlinger demonstrerer diversiteten i lyrikken

Tre nye digtsamlinger kommer vidt omkring i landskabet.

Tre nye digtsamlinger demonstrerer diversiteten i den unge poesis landskaber. Fold sammen
Læs mere

Et strejftog i den unge poesis landskaber er ikke nødvendigvis den rene søndagsudflugt. Faktisk kan læseren komme ud for lidt af hvert, sådan som det understreges af tre aktuelle udgivelser.

Fra forældresøvnløsheden i Rolf Sparre Johanssons »Søvn« over vandringen gennem natur- og byrum hos Liv Sejrbo Lidegaard i hendes »Fælleden« til de tumultariske tilstande og desorienteringen hos Baltazar Castor i »Og«. Mangfoldigheden – eller på moderne biosprog: diversiteten – i det lyriske landskab er iøjnefaldende, og det, der kunne kaldes den umiddelbare gennemskuelighed eller måske ligefrem identifikationsfaktoren, varierer stærkt.

Højest på identifikationen scorer helt sikkert Rolf Sparre Johansson med »Søvn«, for alle nuværende og forhenværende forældre til småbørn har muligheden for at nikke genkendende til bogens digte om at være far/forælder.

Forfatteren finder overbevisende ord for det sammenvæv af kærlighed, udmattelse og lurende uro, som er et uomgængeligt vilkår, når familien bliver forøget med et lille barn. Med ganske enkle ord, omhyggelige registreringer og stadige gentagelser inddrager han læseren i det særlige parallelunivers af uafviselige krav, nødvendige og helt banale handlinger og ikke mindst en overvældende træthed, som småbørnsforældrene lever en stor del af deres hverdage og nætter i:

»vera er vågen/for anden gang efter vi gik i seng for en time siden/hun sidder og klynker, jeg giver hende/sutten og prøver at lægge hende ned/hun begynder at skrige/jeg tager hende op på armen/hold nu kæft, vera siger jeg med trøstestemme/hun bliver ved med at skrige, jeg lægger hende/i dobbeltsengen, hun skriger/jeg tager hende på armen igen …«

Genkendelighed i den mest elementære forstand. Uden nogen form for idyllisering rammer Rolf Sparre Johansson fint både ømheden og frustrationen og også kønsrollekonflikterne i en på samme tid evig og meget nutidig forælderrolle.

Politiske manifestationer

Også Liv Sejrbo Lidegaards »Fælleden« tager læseren med til en form for fællesområde. Fælleden er et sted, hvor naturen og byrummet mødes, og samtidig er det en lokalitet, som traditionelt har været scene for politiske manifestationer og konfrontationer.

En af de spændende sider ved Liv Sejrbo Lidegaards debutdigte er det opmærksomme tilstedevær i zonen mellem by og natur. Det er zonen, hvor brostenene spejler himlen, og hvor grænselandsoplevelsen bliver indskrevet helt enkelt i billedet af »vildt røde bær over skraldespandene«. Flere steder i digtene markeres et samfundsengagement, som klinger spændende sammen med nogle iøjnefaldende tendenser i det aktuelle politiske billede, og et af de vigtige spørgsmål i bogen lyder: »Hvad er det for nogle/nye måder at leve/der hele tiden dukker op«.

Der er linjer i »Fælleden«, der nærmest kan stå som alternative slagord fra en valgkamp:

»at stritte mod pænhed og regulering er ikke at stritte imod/skønhed og solidaritet« eller »at stritte imod hygge og ligegyldig snak er ikke at stritte imod en/mild og åben omgangsform«. Det ligner da næsten formuleringer af et poesiens tredje standpunkt!

Poetisk proteststemme

»Opsig dit medlemskab i dag«. Med den indledningslinje afleverer Baltazar Castor sin poetiske proteststemme. Hans bog »Og« fører sig frem med genrebetegnelsen »forslag« og frasiger sig dermed demonstrativt enhver form for autoritær styring af læsernes tilgang til den ophobning af korte sentenser og biografiske noter, der er samlet på de godt 100 sider.

Knappe konstateringer som »Den vigtigste refleks er vejrtrækningen«, og kategoriske påbud som »Køb aldrig forarbejdede madvarer« blandes med humoristiske indfald, »Træer er påklædte tændstikker«, og absurde udsagn i stil med »En anelse mere forhud skulle være nok«, og ud over det hele som en slags meningsløshedens og gysets krydderier drysses navne, der peger i meget forskellige historiske, kulturelle og videnskabelige retninger, fra Plutarch til Einstein, og som også regelmæssigt henviser til voldens og perversionernes skræmmende verden med referencer til for eksempel seriemordere som Jack the Ripper og Hannibal the Cannibal.

Tilsyneladende et hulter til bulter. Desorienteringen breder sig støt undervejs gennem »Og«, og afkodningen er lidt af en udfordring. Tættest på en slags vejviser til Baltazar Castors poetik kommer læseren måske med sætningen »Meningsløshed fylder ballonen med hele eksistensens angst.« En dyb indånding er vist på sin plads.

Tilsammen demonstrerer Rolf Sparre Johansson, Liv Sejrbo Lidegaard og Baltazar Castor med deres digtsamlinger overbevisende diversiteten i den unge poesis landskaber.