27. januar var Auschwitz-dag. Hvis dagens overvældende sum af mørk erindring og sort sorg skal sammenfattes i en enkelt litterær tekst, er et af de mest overbevisende bud uden tvivl Paul Celans berømte digt »Dødsfuga«, der blev skrevet allerede i 1945, og som med sine mørke musikalske klange og suggestivt klagende gentagelser skriver sig så tæt på det ufattelige som tænkeligt.
Hvis spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet kunne lade sig gøre at skrive digte efter Auschwitz’ og de andre kz-lejres rædsler, trængte sig på hos mange af efterkrigstidens lyrikere, så var Paul Celans digte fra samlingen »Mohn und Gedächtnis« (»Valmue og erindring«), et af de klareste og stærkeste svar. Det kunne lade sig gøre:
»Dæmringens sorte mælk vi drikker dig hver nat/vi drikker dig hver middag døden er en mester fra Tyskland/vi drikker dig aften og morgen vi drikker og drikker/døden er en mester fra Tyskland hans øje er blåt/han træffer dig med kugler af bly han træffer dig præcist ...«
Digtet »Dødsfuga« står centralt i »Sort mælk«, det store udvalg, hvor Peter Nielsen nu har givet den definitive form til en række digte af en af de ikonografiske skikkelser i den europæiske poesi efter Anden Verdenskrig. Ikke alene er en hel epokes tragedie skrevet ind i Paul Celans livshistorie, hans digte hører også til de stærkeste og mest fortættet smertefulde udtryk for det uundgåelige og nødvendige sorgarbejde i efterkrigstidens digtning.
Paul Celan, eller Paul Antschel, som han oprindelig hed, blev født 1920 i Czernowitz i den tysktalende del af Rumænien, det nuværende Ukraine, og voksede som barn af jødiske forældre op i et multikulturelt miljø. Begge hans forældre blev i 1942 deporteret til en nazistisk udryddelseslejr, hvor de døde, og selv kom han via et ophold i den jødiske ghetto til en arbejdslejr.
Efter krigen opholdt han sig i en periode i Wien, og i 1949 slog han sig ned i Paris, hvor han arbejdede som sproglærer og var en fremragende oversætter af lyrik til tysk.
Holder stadig
I hans egne digtsamlinger forenes impulser fra den franske symbolisme og surrealisme med et helt personligt billedsprog eller hermetisk kodesprog, der bygger på jødisk tradition og erindringerne og erfaringerne fra krigsårene i vekselvirkning med efterkrigsårenes afsløringer af det ufattelige omfang af folkemordet på jøderne.
At »forsegle det uskrevne« sammenfatter forfatteren et sted sin poetiske bestræbelse, og »Sprachgitter« er den karakteristiske titel på en af hans samlinger.
Mere og mere lakoniske i udtrykket læner Celans digte sig op ad tavsheden og står som tilnærmelser til det stumme skrig.
»Tungsindets halmstrå« er en af de vendinger, som præcist karakteriserer hans digte, der bevæger sig mellem kulsort og gråt, og hvor disharmoni, død og tilintetgørelse invaderer billederne og baner sig vej til og mætter gloser og vendinger med fatal betydning: »Skimmelgrønt er glemslens hus«, »Når den fåmælte kommer og halshugger tulipanerne«, »askeglorie«, »afbarkede livstræer« eller »urnevæsner« osv. osv. Reduktionen og tilintetgørelsen er gennemgribende og skrider ubønhørligt frem, også i sproget: »for-/dværget, formindsket, til-/intetgjort,/skaffet bort og forkastet ... »
En forårsdag i 1970 druknede Paul Celan sig i Seinen. Det var en af efterkrigstidens vigtigste europæiske digtere, der definitivt valgte tavsheden. Men digtene i »Sort mælk« taler stærkere end nogensinde.
Titel: Sort mælk. Forfatter: Paul Celan. Oversat af Peter Nielsen. Efterord: af Jørn Erslev Andersen. Sider: 224. Pris: 300 kr. Forlag: Rosinante.
