Guds veje er uransagelige. Snart raser han mod sine børn, snart er han god og mild. Sådan er det i Det gamle Testamente, og sådan er det i Jens Blendstrups roman om hans far, Uffe Blendstrup (1927-2001). Far kaldes konsekvent for Gud, og han er da også guddommelig i sin galskab og drukkenskab.
Han driver familien til vanvid ved at vække den midt om natten for at forklare noget. Han er pinlig ud over alle grænser, når han holder tale til sin ældste søns bryllup. Men han er også elskelig og generøs, når han tager med Jens på S.U.-kontoret og med en verdensmandsgebærde hiver 77.000 kr. op af sin taske og køber sønnen fri af hans studiegæld og byder ham en cigar. Sådan! Stort gjort.
Gud er gammel elev på Herlufsholm, uddannet psykolog, men må gå på førtidspension på grund af dårlige nerver. Det er nerver alt sammen, sagde komikeren Jørgen Ryg engang i en monolog, og det gælder også i Jens Blendstrups tragikomiske roman om en lang række episoder i faderens liv. Der er nerver på spil på godt og ondt. Så mange, at de også må dulmes med masser af sprut og evindelig selskabelighed. Der snakkes, så »gulvet er fuldt af betroelser og tab«.
Blendstrups bog har alle ingredienserne til et faderopgør og til en historie om, at man gjorde et barn fortræd. Men det er det opløftende og anderledes ved bogen, at den netop fortæller en anden, umoralsk historie. Her er - helt i Guds ånd - ikke noget hængemuleri og nogen falsk sentimentalitet, men gennemgående højt humør, selv om det da er tragisk, at Gud skal dø på den kreperlige måde, som kræften bereder ham.
Jens Blendstrup har ikke sin gakkede skrivemåde fra fremmede, ser man af hans bog om faderen. Men han kan også selv give det hele et særligt sprogligt vrid, som når han i et af topnumrene i bogen fortæller om Guds forhold til nytårsaften. Det er den eneste dag i året, at han holder »fri« fra druk og selskabelighed. Den aften har han ikke »serpentiner i sjælen og sprut-dejsende stemmebånd«, men er desto mere klar til at tage fat næste dag og satanisk pine sine tømmermandsplagede naboer.
Far er Gud, og faderbilledet består trods alle rystelser i Blendstrups fine, sjove og kærlige portræt. Skål for det!
