Nete er 35 år og har engang læst litteraturvidenskab, men nu er hun endt i et dødssygt kommunalt job og i et mindst lige så dødssygt ægteskab med Jan på en dødssyg villavej i Birkerød.
Jan er mere interesseret i sit arbejde, og når Nete ikke skændes med sin genbo eller spiser dødssyge parmiddage, fantaserer hun om at forvolde Jan fysisk skade - og har også held med det. Det lyder trist, men er det det ikke, for det er det, man kalder satire.
Problemet med »Gips« er bare, at den ikke er rigtig satirisk. Hvis satire skal fungere, skal man helst kunne genkende de karakterer, miljøer og situationer, vi skal grine med - ikke af - og jeg kender ikke Nete, og har egentlig heller ikke lyst til det. For enten har hun virkelig en skrue løs - og det ville være synd - eller også er hun selv skyld i sit triste liv. Men ligegyldig hvad, er hun et temmeligt irriterende bekendtskab.
Nu skal man passe på med at anmelde en bog negativt, bare fordi den ikke er lige så god som forgængeren (som Clark selv meget rigtigt skrev i et meget modigt debatindlæg i Weekendavisen tidligere i år) men jeg skynder mig alligevel at sige, at jeg var vild med hendes novellesamling, »Grumme historier« fra sidste år - og kvitterede med fem af de store stjerner her på siderne - fordi den var fuld af begavet galskab, rørende morsom og helt ude i hampen.
Det er »Gips« desvære ikke. Clark har så afgjort funny fingers og ryster groteske morsomheder ud af ærmet, og hendes kafkaske mareridt af en bureakratsk arbejdsplads - og en kostelig scene starring Jens Christian Grøndahl er sjov - men først længere inde end halvvejs får det groteske og vanvittige overtaget over det trivielle og passivt aggressive.
Og det er ikke nok, når man - hvor irriterende det end lyder - ved, at Clark kan meget mere.
