Glenn Gould hadede at rejse rundt og give koncerter. Publikum distraherede ham. Bifald var ham en vederstyggelighed. Han kunne ikke lide at flyve, og det var en pestilens for ham at bo på hotel, for enten var der for koldt (28 grader var hans idealtemperatur!) eller også var der en air condition, der gjorde ham syg.
Han var af samme grund berygtet for at aflyse koncerter i hobetal, og da han som 31-årig sagde definitivt stop, kom det ikke som nogen stor overraskelse for hans fans. Det var et logisk og forudsigeligt valg af en mand, der elskede pladestudiets relative ensomhed og mulighed for fordybelse, lige så meget som han hadede koncertinstitutionen og alt dens væsen.
Hvordan det kom dertil, og hvad der siden hændte, er emnet for Kevin Bazzanas velskrevne nye Glenn Gould-biografi, »Wondrous Strange. The Life and Art of Glenn Gould«, hvor forfatteren på traditionel biografisk vis indleder med at dykke ned i Goulds barndom for at se, om der ikke her gemmer sig i hvert fald noget af en forklaring på hans personlighed.
Hans konklusion? At Gould var barn af en tid og et miljø, der - kombineret med hans enestående evner - gjorde ham til den, han var: Det 20. århundredes mest unikke, mest excentriske og muligvis bedst begavede pianist.
Og lad os bare tage det med excentriciteten først, for det er om noget det, de fleste forbinder med navnet Gould. På godt og ondt. Hans klaverbænk var ikke en klaverbænk, men en specialdesignet stol, som hans far havde lavet til ham, da han var dreng. Han brummede og nynnede når han spillede, ofte ganske højlydt, og han dirigerede musikken, når som helst han havde en hånd fri. Han lignede i det hele taget ikke rigtigt noget andet, man før havde set eller hørt, og det skiftevis fascinerede og frastødte alverdens musikelskere - hvilket det i øvrigt stadig gør den dag i dag, 22 år efter hans død som 50-årig.
Skør skid eller geni
Goulds mærkelighed blev for mange fans en bekræftelse på, at her sad der et unikt væsen med telepatisk kontakt til en anden og bedre verden. Andre så hans opførsel som et udtryk for, at han ikke var helt rigtig oven i hovedet. »This nut´s a genius« - den skøre skid er et geni - sagde den store amerikanske dirigent George Szell således engang, og udsagnet er typisk for den ambivalente holdning mange havde til fænomenet Gould. Hans image stod - og står - nogle gange i vejen for det væsentlige, nemlig hans kunst, og det er sympatisk, at Kevin Bazzana argumenterer for, at så skør var han altså heller ikke: Skrøbelig som han var, var Gould nødt tage sin forholdsregler i forhold til en fysisk påtrængende omverden, og i al sin egenartethed var hans måde at spille på fuldstændig logisk og holdbar. Hvad det klingende resultat jo unægteligt også bærer præg af!
Da Gould debuterede på plade i 1955, var det ikke med et af det klassisk-romantiske repertoires standvardværker, men med en indspilning af Bachs enorme Goldbergvariationer, som kun få indtil da havde prøvet kræfter med i et pladestudie. Med analytisk intelligens, enestående transparens og suveræn fingerfærdighed satte Gould nye standarder for, hvordan Bach kan spilles. Fra den ene dag til den anden var Gould blevet en verdensstjerne.
Goulds Bach var - ud over så meget andet - en puritansk Bach, klar, intim, uromantisk, og det fører os tilbage til Kevin Bazzana og hans biografiske tilgang til fænomenet Gould. Kan man overhovedet forstå ham, hvis ikke man tager hans opvækst med, spørger han? Og prøver selv at give svaret i sin beskrivelse af det regelrette, protestantiske samfund, som Gould voksede op i. Hvor Toronto i dag er verdens mest kosmopolitiske storby, var den i Gould barndom en ærkebritisk canadisk metropol, domineret af klassiske engelske dyder og sæder og hjemsted for hårdtarbejdende typer som Goulds egne forældre, der begge var amatørmusikere. At enebarnet Glenn Gould voksede op netop her, og at han tilmed, bortset fra den begavede chilenske indvandrer Alberto Guerrero, aldrig havde andre lærere end sin egen mor, kan, stadig ifølge Kevin Bazzana, forklare hans asketiske væsen og hans musikalske originalitet. Og i øvrigt skal man, påpeger han, ikke være særligt velbevandret i Freud for at ane en binding til det fædrene hjem i det faktum, at han insisterede på at beholde den samme skæve, gamle klaverstol livet igennem.
Han gik sine egne veje
Uanset om man bryder sig om Kevin Bazzanas noget håndfaste reduktion af Goulds unikhed til noget, der er bestemt af hans miljø, eller tværtimod synes, at det på bombastisk vis almindeliggør det geniale, så er det et faktum, at Gould gik helt sine egne veje - og at det ikke altid var lige let at følge ham. Hans modvilje mod alt, hvad der bare lignede romantisk klaverduft med masser af pedal og store armbevægelser, gjorde hans Brahms til en tør, gennemsigtig, fascinerende, men meget u-Brahmsk affære. Hans indspilninger af i hvert fald nogle af Mozarts klaversonater tjente først og fremmest til at dokumentere hans opsigtsvækkende påstand om, at Mozart var en mindre god komponist, der druknede i klicheer henimod slutningen af sit liv og snarere døde for sent end for tidligt. Men så er der jo også sådan noget som hans magiske, ultralangsomme indspilning af klaverudgaven af Wagners »Siegfried Idyll« hans aldrig overgåede indspilning af en række Haydn-sonater, og - selvfølgelig - hans Bach-plader, der for mange står som noget af det ypperste, der nogensinde er lavet af den slags.
At Gould desuden var en morsom og begavet, omend stærkt idiosynkratisk skribent, hører også med til billedet af ham. Kevin Bazzana skriver i den forbindelse noget ugenerøst, at hans skriftlige udgydelser plages af krukkede bogstavrim, alenlange, delvist uforståelige sætninger og en noget udisciplineret omgang med selve formen.Til gengæld medgiver Bazzana, at alt lykkedes for Gould i hans radiomontager, f.eks. den berømte »The Idea of North«, hvor temaet er Canada nord for trægrænsen, og hvor forskellige personer giver hvert deres bud på gode og dårlige sider af samme. Lyden af et tog, der ruller mod nord, udgør en slags basso continuo - dvs. et hele tiden gentaget tema i baggrunden - og Gould bruger alle de forskellige elementer til at skabe en fascinerende lydcollage, der bedst kan betegnes som en komposition, bestående af lutter reallyde.
Glenn Gould var ganske enkelt en pioner inden for arbejdet med radioen som kunstform, og han satte selv dette arbejde umådeligt højt. Det var, som Kevin Bazzana skriver, her, han fik kompensation for, at han aldrig rigtig lykkedes som »almindelig« komponist, og Glenn Gould gav også selv udtryk for, at han gerne ville huskes som andet og mere end »bare« en genial musiker. Eller som han engang formulerede det - med en af sine karakteristiske pointerede one liners:
»Jeg er en en canadisk forfatter, komponist og producer, der spiller klaver i sin fritid!«
