Er man eventyrlysten og tør springe på hovedet i en ganske anderledes og helt og aldeles udenlandsk krimi, kan man både høste uhygge og – i nærværende tilfælde – få sig en rigtig god læseoplevelse.
Tre nye skønt oversatte franske spændingsbøger ligger højt på både plot- og sprogskalaen, og mylderet af sære, skæve eller forsumpede eksistenser gør historierne underholdende og interessante.
En af dem er Tonino Benacquistas fandenivoldske pariserhistorie »Bidt af natten« om to natteravne af nogle snyltere, der gatecrasher sig ind til cocktailparties og på smarte natklubber, indtil de en dag havner ved den forkerte fest. Aftenens vært tilbageholder dem og tvinger dem til at arbejde for sig. De skal finde en anden natteravn, som værten muligvis har et udestående med, og det udvikler sig mere hæsblæsende, end både hovedpersonerne (og læseren) havde forestillet sig. I et hurtigt og mundret gadedrengesprog halser historien af sted i et sort, koldt og råt jetset-undergrunds-Paris, der næppe gør sig i guidebøger, men derimod ganske godt på film, hvorfor bogen da også allerede er filmatiseret.
Bernard Mathieus »Zé« er en helt anderledes svedig fortælling om den nyuddannede brasilianske politimand Zé Costa, der er dygtig, smækker-lækker og så i øvrigt af fattige kår og derfor helt uden de nødvendige forbindelser i et korrupt samfund. Han udstationeres modvilligt i den futuristiske Brasilia, hvor liget af en mishandlet luder lander for hans fødder den første dag.
Zé godtager ikke sin overordnede og retsmedicinerens konklusion om en overdosis, og derfor indleder han sin egen efterforskning. Den fører ham i armene på både den inciterende rengøringskone Carmelita og overklassedullen Dora, og selv om han forsøger at holde hovedet koldt, så forstår man, at det er svært i et så sensuelt og halvlummert univers.
En og anden vil muligvis finde Mathieus lidenskabelige beskrivelser af diverse kvinder provokerende, men man kunne også angribe det sådan, at man anerkender forfatteren for at have ramt den særlige latinamerikanske sanselighed på kornet. På mange måder ligner »Zé« en karikatur af en knaldroman – med fyrig førsteelsker-helt iført Ray Bans og masser af svulmende barme og vuggende balder – men den humoristiske tone og sociale indignation gør bogen til mere end det og derfor i dén grad læseværdig.
Ingen slår dog Frankrigs krimidronning, Fred Vargas, der med »Den rasende hær« føjer endnu et bind til serien om den lettere distræte, ordblinde og utraditionelle kriminalinspektør Adamsberg.
Denne gang involveres han i en sær sag, der har tråde tilbage til en skrøne fra det 11. århundrede. Ifølge den lokale normanniske folkeovertro varsler det død og ondskab, hvis nogen ser en ridende hær af forhutlede soldater, og det er lige, hvad en ung kvinde har gjort.
Snart dør den ene efter den anden, så Adamsberg installerer sig i den lille landsby og påbegynder sin noget særprægede efterforskning. At han samtidig har valgt at skjule en ung parisisk indvandrer, som han anser for uretmæssigt anklaget for mord, gør hele denne historie til en vidunderlig, vanvittig og helt igennem vendt-på-hovedet-krimi.
