Fortælling om en legende bliver aldrig levende

Kritikerroste Jean Echenoz har skrevet en uinspireret og pauvert oversat roman om den tjekkiske langdistanceløber Emil Zátopek.

Jean Echenoz er, forstår jeg, en af de store skikkelser i nyere fransk litteratur. Fem kritikerroste romaner har han skrevet og desuden modtaget en stribe priser – deriblandt den prestigiøse Prix Goncourt.

Men Jean Echenoz’ mesterskab glimrer ikke i hans biografiske roman »Courir«, der nu er oversat til dansk og har fået den lige så oplagte som uoplagte titel »Løb«. Og der er stort set problemer med romanen på alle leder. Men i overskuelighedens navn vil jeg holde mig til fortællingen og oversættelsen.

I »Løb« har Jean Echenoz således sat sig for at berette om tjekkiske Emil Zátopek, der var en aparte, men uhyggeligt stærk langdistanceløber. Teknik og taktik var noget, han selv udviklede, og fra løbebanen i provinsbyen Zlin skød han med kometfart op gennem atletikverdenen og blev efter Anden Verdenskrig et triumfens symbol for det kommunistiske styre. Blandt guldmedaljerne var hele tre ved OL i Helsinki i 1952.

Forfatter på fornavn

Men præcis som Tjekkoslovakiet var et redskab i større ideologiske kræfters hænder, var Emil Zátopek blot en brik, kommunismen kunne rykke rundt med efter forgodtbefindende. Det er godt set af Jean Echenoz; at få øje på den store historie i den lille, og fascinerende er det også at læse om Emil Zátopeks radikale træningsmetoder. At han eksempelvis løb 70 km om dagen i optræningen til et maratonløb, og at han ved at løbe i militærstøvler gjorde det til en leg sidenhen at løbe i de små, lette løbesko.

Fortællingen om Emil Zátopek, der så selvfølgeligt satte sine konkurrenter på plads, kan også ses som et billede på den geniale kunstner, for hvem alt kommer naturligt. Men Jean Echenoz får desværre aldrig gjort løberen til levende romanstof. Eller også vil han ikke vige fra det strengt dokumentariske, selv om han gerne, familiært, kalder løberen ved hans fornavn. Resultatet er under alle omstændigheder en kedsommelig distance til Emil Zátopek og hans liv, og romanens brug af regibemærkninger som »Men lad os nu se«, virker koketterende, irriterende.

Nogen stor stilist fremstår Jean Echenoz i det hele taget ikke som i »Løb«. Han fortæller i og-så-og-så-stil, og hans prosa er ikke i gode hænder hos ellers velestimerede Hans Peter Lund, hvis oversættelse er umusikalsk, lagt bag et pigtrådshegn af kommaer og sine steder decideret sort. Som her: »Der er en chance for ham i den forbindelse, at han godt kan lide, at det gør ondt.« Eller dette eksempel på sætningernes Google Translate-agtige knudrethed: »Det gør ikke noget, at Emil ikke vinder alle de løb, han deltager i, for i kraft af at samle på rekorder bliver han uden videre sit lands idol.«

Det burde en redaktør have set, og det ubehjælpsomme sprog kan vel ikke være rejst med over fra Echenoz’ franske manuskript. Skrev han sådan, var han næppe blevet hyldet. Eller udgivet. Og lidt for sigende for læsningen af »Løb« er det, at Zátopek staves Zatopek. Come on, det er romanens hovedkarakter: Han fortjener da i det mindste sin accent aigu!

Titel: »Løb«.

Forfatter: Jean Echenoz. Sider 133. Pris: 250 kr. Oversætter: Hans Peter Lund.

Forlag: Lindhardt og Ringhof.