Hvis der er noget, der ikke virker i Elena Ferrantes smukke og smertelige roman »Min geniale veninde«, opdager man det ikke. Det er sådan set heller ikke, fordi der behøver at være noget galt. Men hvis nu der var, er det usynligt for det læsende øje, det er forsvundet i sproget og tonen og fortællingen som små støvkorn, der hverken gør fra eller til.
»Min geniale veninde« er med andre ord en genial fortælling. Den er som levet liv i en stram og poetisk form, hvor hver en scene, hver en sætning har en uundværlig plads i det litterære DNA. Den foregår i efterkrigstidens Italien, men kunne være placeret hvor som helst og når som helst. Den er bygget op som en kronologisk beretning, men bevæger sig ind og ud af tidens gang i små glimt, hvor ubetydelige begivenheder bliver betydningsfulde i samspil med andre, og hvor den store historie fortælles som et filmisk forløb, fyldt med sproglige billeder, lyde, ja, næsten med lugte fra de sansemættede beskrivelser.
»Min geniale veninde« handler om et venskab eller rettere venindeskab mellem jeg-fortælleren Elena og den jævnaldrende Lili. De er som nat og dag og ikke altid lige fortrolige, men de er knyttet til hinanden med et bånd af respekt og velsagtens kærlighed, de er vokset ud af den samme barske arbejderkultur, og de får et – kan man forstå – livslangt forhold til hinanden.
Jagt på veninde
Historien begynder, da den midaldrende Elena får at vide, at hendes veninde er forsvundet. Lili har pakket sine ejendele ned og klippet sit ansigt ud af samtlige familiefotos, og ingen aner, hvor hun er, eller hvorfor hun er rejst.
Elena forsøger at finde hende, ikke i bogstaveligste forstand, men i erindringen. Pigerne var otte år, da de blev venner, og tilbageblikket fanger en scene, hvor de på Lilis initiativ tager op til den forhadte og frygtede Don Achilles for at få ham til at udlevere de dukker, som de mener, at han har taget fra dem.
Venskabet vokser ud af dette møde, og vi følger de to pigers opvækst, hvor Lili er den frygtløse og oprørske, Elena den pæne pige, der følger trop. Begge er de begavede og dygtige i skolen, men hvor Elena må terpe, falder alting Lili let. Deres lærer vil have dem begge i gymnasiet, men kun Elena får lov. Lili må i stedet arbejde i farens skomagerbutik og se sine drømme og konturerne af virkeligheden opløses, og da dette bind, der er det første i en trilogi, slutter, er hun som 16-årig netop blevet gift med kvarterets velstående viktualiehandler.
Romanens, ja hele forfatterskabets genialitet består (også) i, at det skrevne hviler i sig selv, uforstyrret af forfatterhype og forholden sig til fiktion vs. fakta. Forfatteren Elena Ferrante værner så meget om sin anonymitet, at hun (han?) er ukendt af andre end sin forlægger, og i denne fornemme, veloversatte udgave giver det litteraturen sin egen stærke stemme, der trænger desto tydeligere igennem end meget levet liv. Bogens Elena er vægtigere end forfatternavnet, og »Min geniale veninde« er ... nej, ikke vigtigere end virkeligheden, den er som et episk forlæg for virkeligheden, den er genialt god.
Titel: »Min geniale veninde«.
Forfatter: Elena Ferrante. Oversætter: Nina Gross. Sider: 384. Pris: 300 kr.
Forlag: C&K Forlag.
