Synnøve Søe spejler sig tilsyneladende i flere af sine romanpersoner i sin nye roman »Bjerget havet huset«.
Udgangspunktet i romanen er en anerkendt irsk forfatters dilemma. Skal han forblive i sin selvvalgte isolation i et hus ved havet uden for Dublin for at kunne koncentrere sig om sin skaben? Eller skal han hente ny inspiration ved at være sammen med andre?
Romanen med den drømmende titel dykker ned i en klassisk kunstnerproblematik. Hvor udadvendt skal en kunstner være for at have stof nok? Og er det udnyttelse eller engagement? Forfatteren Colm er skriveblokeret og arbejder med en indre vrede. Han ser skriveriet som en delvis terapeutisk proces og bearbejder såvel traumatiske barndomsoplevelser som sorgen over tabet af søsteren. Men der kommer ikke noget sammenhængende kvalitetsprodukt ud af de korte skriveperioder.
Ind på scenen ved havet kommer nu den danske kunstner Karen og hendes to drenge. Hun har også søgt roen ved havet for at kunne skabe. Karen har udelukkende mænd som modeller for sine naturalistiske malerier og Colm må nu optræde som siddende nøgenmodel. Sød musik er for længst opstået mellem de to. Colm er dog længe om at lytte opmærksomt til melodien midt i sin fascination af blandt andre den smukke, men overfladiske journalist Penelope.
Dramatiske omstændigheder får Colm til at træde ud af sin isolation og ind i et sanseligt og forpligtende forhold til den sympatiske og kærlighedshungrende Karen og hendes to drenge.
Synnøve Søe har så meget god vilje i sin nye roman og hun spejler sig sandsynligvis i såvel Colm som i Karen. Romanen udtrykker en drøm om familieliv midt i en singletid. Men vilje er ikke nok til at hæve beskrivelsen op på et kunstnerisk niveau. Flere steder er romanen banal og umoden i sin skildring. Særlig problematisk er det utroværdige i Colms pludseligt ændrede sindsstemning og holdning. Søe kæmper for at overbevise læseren om Colms varme og ansvarsbevidste følelser. Men det bliver et postulat.
Det samme gælder Karens portræt af Colm. Vi får at vide, at det er »intenst«. Men vi er ikke helt med på den gradbøjning. Colm noterer sidst i romanen om sit og Karens forhold: »Det føles så naturligt alt sammen«. Og så er det, at man som læser for alvor er på vagt.
