»Nu er jeg forfatter,« skriver Dy Plambeck i sin lille selvbiografi på litteratursiden.dk.
Så sandt, så sandt. Nu er Dy Plambeck forfatter. Hun har godt nok, som hun selv beretter, været med til både at forme fiskefrikadeller, sælge horoskoper i Tivoli og shake cocktails på Vega, men nu er hun forfatter, virkelig, og det er gået stærkt med at blive lige netop det. Rigtig stærkt.
Efter i 2002 at være blevet optaget på Forfatterskolen, og efter at rygter var løbet i forvejen om, at dansk litteratur, med Dy Plambeck, var blevet beriget med et usædvanligt talent, og efter at være kommet lykkeligt ud i den anden ende af bemeldte forfatterskole, debuterede Dy Plambeck i 2005 med »Buresø-fortællinger,« der - trods navnet - ikke er prosa, men lyrik. Eller mere præcist: En kæde af digte, der fortæller historien om Milys opvækst i Buresø, som er en såre almindelig, og netop derfor ualmindelig interessant, lokalitet, der ligger et sted i Danmark, men for så vidt lige så godt kunne have ligget et andet sted i samme land. Her går livet sit skæve gang, og om Mily, som måske er Dy, for Dy voksede også op i Buresø, digtes der løs, og ikke blot med et indlysende sprogligt drive. Humor er der også.
En dygtig debut var det, kort sagt, for hvilken Dy Plambeck da også fornuftigvis modtog både Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik og Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium. Anerkendelsen var således hjemme, allerede i første hug, dertil en pose penge, der kunne give ro til det videre arbejde, og resultatet af al denne velfortjente medgang blev romanen »Texas’ rose«, der udkom sidste år, og som nu er én af de 10 bøger, der er nomineret til Læsernes Bogpris 2009. Som feltets eneste debutroman, i øvrigt.
»Texas’ rose«! Hvem er »Texas’ rose«? Jo, hendes borgerlige navn er - eller rettere var - Lillian Jelvig Larsen. Hun levede fra 1947 til 2005, og Texas’ rose står der også på hendes gravsten, med udhuggede guldbogstaver, for fint skulle det være. Samme Lillian, der er konsekvent u-småborgerlig, er faster til romanens jeg-fortæller, og sidstnævntes fascination af førstnævnte varer ved fra første til sidste side i denne kækt og muntert galopperende beretning, som ikke er strengt kronologisk, men hvor beretningen, på sin egen sikkert underfundige og sprogligt sprælske måde, føres sikkert i mål: Først kommer prologen, hvor hele familien er på ferie i »High Chaparral«, der ligger i Sverige og ligner en by, der er som taget ud af USAs Midtvesten i 1850erne. Dernæst er vi med jeg-fortæller Abby i Hanoi, hvor Lillian har valgt at leve sine sidste år, med en vietnamisk dværg som om ikke eneste, så dog nærmeste selskab. Og så er der også fortællingerne om livet hjemme på gården Skovly i Over Dråby, som blev et andet og måske også bedre sted at være, mens Lillian huserede der, og som aldrig blev helt det samme, da hun først var rejst sin vej.
Faster Lillian var noget særligt, det er sikkert og vist. Hun dominerede sine omgivelser, hvor hun gik og stod. Ærlig og ligefrem var hun også. Slet ikke til at komme udenom. Hun dominerer også »Texas» Rose«, helt ud i titlen, og sådan skal dén skæres. Med sin debutroman har Dy Plambeck vist, at hun behersker prosaen fuldt så godt som poesien. Det er nok en nominering værd.
