En mester på toppen

I »Nemesis« folder Philip Roth velkendte temaer som skyld, skam og forsoning ind i en ny fortælling om kærlighed i polioens år. Det er grum, men rasende god læsning - og den 78-årige amerikaner bør snart være selvskreven til Nobel-prisen i litteratur.

Philip Roth er en sværvægter i amerikansk litteratur og bør nævnes i samme åndedrag som Don DeLillo, Thomas Pynchon og Marilynne Robinson. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der ligger et stort træhus i det nordvestlige hjørne af Connecticut. Det er et af USAs ældste, fra 1790, og har haft mange ejere. Men i disse år bor en mand med et hvast blik, buskede øjenbryn og en grå, vigende hårgrænse i det. Og han gør det samme hver eneste dag.

Han står op tidligt om morgenen, går ud i sit atelier og skriver. Ofte foregår arbejdet stående - på grund af rygsmerter - og han bliver ved med at skrive indtil frokost. Derefter går han en tur, hvor han vender det skrevne i hovedet, og efter aftensmaden skriver han igen i tre-fire timer. Hvis inspirationen og energien er til det. Ellers læser han andres bøger.

Sådan ser livet ud for Philip Roth, en af USAs største nulevende forfattere. Asketisk, indædt, med en næsten autistisk regelmæssighed. Og der er unægtelig langt fra denne munkelignende monotoni til forfatterskabets første fase, hvor han gav den som ung, kontroversiel newyorker, og hvor han efter udgivelsen af skandaleromanen »Portnoys genvordigheder« i 1969 - om en onanibesat jøde - blev angrebet af det jødiske samfund og forklarede sig i tabloider og sensationslystne TV-show.

Des mere bemærkelsesværdigt er det, at Philip Roths temaer er forblevet de samme. Den 78-årige forfatter, som voksede op i det jødiske kvarter Weequahic i New Jersey, har således altid skrevet om skyld og skam og forsoning med såvel livet som Gud.

Graden af desillusion har imidlertid varieret, men i hans tre fortrinlige romaner fra det forgangne årti - »Everyman«, »Indignation« og »The Humbling« - er den taget til. Og den nyeste, »Nemesis« - der stadig kun foreligger på engelsk - har samme temperament.

Smitte og hedebølge

»Nemesis« blænder op i 1944, hvor læseren møder Bucky Cantor. En ung mand, som er vital, atletisk og arbejder på en sportsplads i Weequahic, hvor han er et forbillede for drengene.

Bucky ville egentlig have været soldat, men ser så dårligt, at han bliver nægtet adgang til den amerikanske hær og kampene mod Nazityskland. Lidt af skammen over ikke at kæmpe med ved fronten med sine venner dulmes i samværet med børnene på den hedebølgeplagede sportsplads.

Men en dag bliver en af drengene syg. Så en anden. Og begge dør. Polioen, som man ikke kendte smittekilden til i krigsårene, raserer og tager det ene af Buckys børn efter det andet.

Til sidst får hans kæreste, den ligeledes jødiske Marcia, ham til at tage op til hende i en børnelejr i Indian Hills, hvor han kan få et sommerjob. Og selvom han føler, han svigter børnene i Weehaquic, så bliver det polioplagede kvarter fjernere og fjernere i Pocono-bjergenes krystallinske luft og i selskab med den lærenemme, sportsglade Donald.

Men en morgen bliver drengen liggende i sengen med hovedpine og følelsesløse ben. Det første poliotilfælde i Indian Hill er en realitet, og da Bucky for en sikkerheds skyld bliver testet, viser det sig, at han bærer sygdommen og kan have været den passive smittebærer. Både her og hjemme i Weequahic.

Siden bryder polioen også ud i ham, og i romanens sidste femtedel møder vi Bucky som midaldrende mand. Her viser det sig også, at det er Arnie, en af drengene fra sportspladsen, som fortæller historien.

Ubærlig historie, opløftende skrift

Arnie møder Bucky tilfældigt på gaden, og de er begge ødelagt af polioen. Og via deres snak erfarer læseren, at Bucky er endt som en ensom, bitter mand. I ren skam stødte han Marcia fra sig lige efter, at polioen havde ramt ham og har siden da levet alene med sin svaghed, skam og desillusion. For hvordan kunne Gud gøre noget så grusomt mod Arnie, Donald og alle de andre børn, der enten døde eller blev krøblinge for livet? Og hvordan kunne Gud lade ham - der havde alle de bedste intentioner - smitte dem?

Arnie kan ikke løsne Bucky fra den forbitrelse, han er stivnet i. Og her slutter historien, og bogens titel, »Nemesis«, ligner et ironisk svirp - dyppet i tilværelsens nådesløshed og meningsløshed.

Alt dette ville være ubærligt og dermed ulæseligt, hvis ikke Philip Roth var så opløftende god en forfatter. Alene sproget er det hele værd. Dets stramhed, dets prunkløshed, dets eminente økonomiseren og fuldendte forening med forfatterens fornemmelse for dramaturgi.

Historiens forskellige karakterer og hændelser toner med andre ord frem på de helt rigtige tidspunkter i forløbet, og de store temaer - synd, skam, forsoning - løber naturligt under ordene og virker aldrig påklistrede.

Den klarhed og enkelhed, hvormed Philip Roth fortæller, koster heller aldrig noget i dybden og nuancerne, ligesom det virker selvfølgeligt og suverænt, at han lader den lille historie om synd, skam og forsoning udspille sig med den store historie om synd, skam og forsoning - Anden Verdenskrig - som bagtæppe.

Skal man indvende noget mod »Nemesis«, er det, at kvinden - som ofte hos Philip Roth - aldrig rigtig bliver levende og virkelig. Marcia forbliver en karikatur på en ung, smuk kvinde, men det lever man med, når nu romanen er fortrinlig på så mange andre måder.

»Nemesis« er altså endnu en triumf i Philip Roths forfatterskab, som er blomstret op de seneste ti år og har konsolideret ham som en sværvægter i amerikansk litteratur, hvor han bør nævnes i samme åndedrag som Don DeLillo, Thomas Pynchon og Marilynne Robinson.

Han har da også modtaget et hav af prestigiøse udmærkelser, men at han endnu ikke har modtaget den største, Nobel-prisen, er et kors for forstanden. Men verden er jo heller ikke retfærdig. Det viser hans egen »Nemesis«. Med al kunstnerisk tydelighed.