Det bliver ikke større i global litteratur. Hvem der i år skal modtage Nobelprisen i litteratur bliver offentliggjort i dag, og navnet vil vanen tro skabe heftig debat blandt litteraturinteresserede over hele verden.
Nogle vil igen beskylde den for at være venstreorienteret. Andre vil – afhængig af vinderen, selvfølgelig – gentage, at prisen er eurocentrisk. En helt tredje gruppe vil kalde den reaktionær. Andre vil rose Det Svenske Akademi, der uddeler prisen, for at have modet til at vælge forfattere, der vil noget med deres bøger. Forfattere, der tør være kompromisløse, sprogligt udfordrende og nytænkende.
Det Svenske Akademi har 18 pladser, hvoraf kun 16 er besatte lige nu. Litteraturprofessorer, akademimedlemmer, forfatterforeningsformænd og tidligere prismodtagere kan indstille kandidater til Nobelprisen. I løbet af foråret indskrænker akademiets dertil nedsatte udvalg så feltet af forfattere, først til 20 kandidater, siden til fem, og til slut vælger de, hvem der skal modtage hæderen og de otte millioner svenske kroner.
Først 50 år efter en prisuddeling offentliggøres det, hvem der det pågældende år var tæt på at på prisen. I år er det således kommet frem, at prominente forfattere som Pablo Neruda og Vladimir Nabokov var indstillet i 1965, hvor Mikhail Sholokhov vandt. Ikke mindst Nabokov er et kontroversielt navn i nobelpris-sammenhænge, for han fik aldrig prisen, selv om han efter sigende var indstillet i 1974, hvor prisen i stedet gik til to svenske forfattere, Harry Martinson og Eyvind Johnson. De var ikke videre kendte uden for Skandinavien, og de sad begge selv i Det Svenske Akademi.
Nabokov var russer, men boede og underviste en stor del af sit liv i USA. Amerikanerne har i det hele taget følt sig trådt på af den svenske litteraturpris. Da tyske Hertha Müller vandt i 2010, erkendte toneangivende amerikanske literater, at de aldrig havde hørt om hende, og udnævnelsen var især smertefuld for amerikanerne, fordi den daværende sekretær i Det Svenske Akademi, Horace Engdahl, året før havde sagt: »Du kan ikke komme udenom, at Europa stadig er den litterære verdens centrum.«
Det mener man selvsagt ikke i USA, hvor Philip Roth ofte nævnes som favorit til Nobelprisen.
Skulle Roth få Nobelprisen i år, vil han skrive sig ind i en fortælling om, at nobelpriserne er lidt langsomme, bedst udtrykt af Doris Lessing, da hun i 2007 steg ud af en taxa og hurtigt blev omringet af journalister, der kunne fortælle hende, at det var blevet hendes tur det år.
»Oh, Christ, it’s been going on now for 30 years,« (Åh Gud, det har stået på i 30 år) svarede hun og gik ind med sine varer.
Philip Roth debuterede for 57 år siden med »Goodbye, Columbus« og modtog for 19 år siden Pulitzer-prisen for »American Pastoral«, så måske det er ved at være tid?
Philip Roth giver i år pengene 12 gange igen, hvis man satser på ham som vinder af Nobelprisen via det engelske betting-firma Ladbrokes. Ladbrokes’ site giver et billede af, hvem favoritterne er, og selv om firmaet har været kritiseret for at være lige så præcist som at stikke en finger i luften, så havde det eksempelvis sidste års vinder, Svetlana Aleksijevitj, blandt favoritterne.
Indtil for få dage siden var den japanske forfatter Haruki Murakami den, der gav pengene færrest gange igen. Han har i en årrække ligget blandt favoritterne til at modtage prisen for sit omfattende forfatterskab, der indeholder bestsellere som »Norwegian Wood« og scifi-trilogien »1Q84«. Spørgsmålet er, om der er ved at »gå Nabokov i den« – om Murakami for fremtiden vil stå som ham, alle troede ville få prisen, men som hvert år blev forbigået til fordel for mindre populære forfattere?
Andre favoritter er syriske Adonis og kenyanske Ngugi Wa Thiong’o. Begge er oversat til dansk.
Når Nobelprisen i litteratur på trods af den omfattende kritik stadig står stærkt, er det nok på grund af bredden i Det Svenske Akademis afgørelser – en alsidighed, som ingen andre priser kommer i nærheden af. Der er en verden til forskel på den svenske digter Tomas Tranströmer og hviderussiske Svetlana Alexievich, men de har begge modtaget prisen inden for ganske få år.
Peter Englund, der på det tidspunkt var sekretær for akademiet, svarede i 2011 på beskyldningerne om, at prisen blev uddelt ud fra politiske hensyn, med, at den tankegang var »literature for dummies«,og der er noget befriende åndsaristokratisk over Det Svenske Akademi og denne vi-ved-bedst-mentalitet. Akademimedlemmerne kan tillade sig at se stort på salgstal og kommercielle interesser og lægger sig gerne ud med hele USA eller hvem som helst, der måtte have en holdning til deres arbejde. De ligger kun under for deres egne overbevisninger, og det giver dem mulighed for at trække litteratur frem, der ellers let kunne have levet en mere eller mindre hengemt tilværelse. Når Nobelprisen er bedst, er den en gave. Den åbner dørene til et forfatterskab, de færreste kender indgående i forvejen. Den er et godt tip fra nogle, der har dedikeret utallige timer til at finde verdens bedste litteratur.
En dansk sidenote er, at Jussi Adler Olsen tilsyneladende ligger ret godt i svinget til at vinde prisen. I hvert fald hvis man skal tro Ladbrokes, der giver pengene 50 gange igen, hvis man satser på den danske krimikonge. Det er præcis det samme som Bob Dylan og langt lavere odds end på Karl Ove Knausgaard, der giver pengene 67 gange igen!
Kilder: Wahington Post, London Times, The Guardian og nobelprize.org
