Enkeltpersoner kan være skyldige, men at idømme et helt folk skyld er meningsløst. Dette var ikke desto mindre, hvad man gjorde med tyskerne efter krigen, og helt forsvundet er den opfattelse ikke. Af og til indgydes den endda ekstra livskraft, som når historikeren David Goldhagen med værket »Hitlers Willing Executioners« gør alle tyskere til medskyldige i holocaust.
Det er en del af storheden ved den svenske digter Stig Dagermans øjenvidneskildringer fra Tyskland i efteråret 1946, at han bare fortæller, hvad han ser uden at anlægge moralske betragtninger eller fundere over, om tyskerne stadig er nazister i hjertet. Han oprøres heller ikke over, at nogle af de tyskere, han taler med, siger, at de havde det bedre under Hitler, for det er jo en kendsgerning: når man sulter, fryser og er henvist til at leve i en kælderruin, hvor vandet står op til anklerne, så havde man det naturligvis bedre, da man havde et ordentligt sted at bo og ikke sultede.
Stig Dagerman, født 1923, var allerede placeret som et lysende litterært talent, da dagbladet Expressen – en svensk pendant til Ekstra Bladet – i efteråret 1946 opfordrede ham til at rejse til det sønderbombede Tyskland og skrive en serie reportager. Som forfatter med tysk svigerfamilie ville han kunne rejse frit omkring i modsætning til de akkrediterede journalister, hvis bevægelsesfrihed var begrænset af besættelsesmagterne. I oktober-november rejste han så via Danmark til Hamburg, videre til Berlin, derefter over Hannover gennem Ruhr-distriktet og hele sydvest-Tyskland ned til Nürnberg og München. Rejsen udmøntede sig i en halv snes artikler til Expressen, som blev samlet og suppleret til en bog, der udkom i foråret 1947 og straks blev en betydelig succes. Den udgave, som forlaget People’s Press nu har udsendt – et initiativ, forlaget fortjener stor anerkendelse for – rummer både Dagermans breve hjem under rejsen og fyldige uddrag af modtagelseskritikken i Sverige. Stig Dagerman begik selvmord i 1954, kun 31 år gammel.
I sin omfattende og prægnante anmeldelse i Dagens Nyheter, 15. maj 1947, skrev avisens legendariske chefredaktør Herbert Tingsten blandt andet: »Billederne af morgentimerne i et hjem, hvor kulden og fugten gør enhver menneskelig funktion til en forfærdelig lidelse, af mennesker, som i ugevis må leve i togkupéer – smidt ud af en by og forhindret i at flytte ind i en anden – af de triste og meningsløse processer angående ubetydelige tjenestemænds forhold til nazismen – alt dette rummer en sådan kraft, at læseren for første gang føler, at han forstår, hvordan det i virkeligheden forholder sig i Tyskland lige nu.«
Hvor meget man end har beskæftiget sig med Anden Verdenskrig, bliver det først rigtig levende for én med Stig Dagerman som guide, i hvilken forfærdelig forfatning krigen efterlod det tyske folk. I dag, næsten 70 år senere, gør hans bog et ufattelig stærkt indtryk. Vi er så privilegerede her i Norden, at vi har to geniale digterbegavelser, der har beskrevet begyndelsen og slutningen af denne krig, den største katastrofe på europæisk jord, med en enkelhedens sensitive dybde, så man virkelig forstår, hvad der skete: Med sine »Breve fra et land i krig« beskrev Karen Blixen i 1940 den ekstremt voldsomme og lynhurtige forvandling af borgerskabets Tyskland til et baggrundsløst nazi-samfund. De blev først offentliggjort efter krigen. Og med »Efterår i Tyskland« beskrev Stig Dagerman konsekvenserne.
Med skildringer som disse fejrer den litterære, journalistiske reportage sine største triumfer, en genre, der vidner om, hvor stor betydning forholdet mellem dagspressen og litteraturen har haft siden Herman Bang. Med papiravisens udmarvning til fordel for den fragmenterede net-journalistik er denne epoke nu forbi, og avisen er ikke længere et tiltrækkende og udviklende medie for litterære begavelser.
Hvem: Stig Dagerman
Hvad: Efterår i Tyskland. Oversat af Ebbe Rossander, 184 sider, 250 kr.
Forlag: People’s Press
