Egentlig var Paula Hawkins ret uheldig.
Efter flere år som journalist ønskede hun at skrive længere og fordybe sig, og hun fik det, som mange i samme situation drømmer om: En redaktør, der troede på hendes evner. Der var bare et problem. Redaktøren bad Paula Hawkins om at skrive romantiske historier. Fortællinger, hvor mand møder kvinde, hvor de sammen overvinder ydre og indre forhindringer, hvorefter alt går op i en højere, romantisk mening. Men Hawkins hader romantik.
»Langsomt begyndte personerne i de bøger at få sygdomme. En faldt ned ad trappen. Historierne blev mørkere og mørkere, og personerne i dem kom ud for voldsomme ting,« fortæller Hawkins, der skrev bøgerne under pseudonymet Amy Silver. Da hun skulle i gang med den fjerde bog, nåede hun sin egen grænse. Opgaven lød på en romantisk historie, der fandt sted i juletiden.
»Men jeg er ikke bare træt af romantik. Jeg er også ret træt af julen,« siger Hawkins.
Bogen solgte dårligt, noget måtte ske. Og så satsede Hawkins. Med penge lånt fra sin far begyndte hun at skrive på en historie, der var anderledes mørk og dyster. Og efter seks måneders arbejde lancerede hun sin første bog i eget navn. »Kvinden i toget« blev en af de mest omtalte bøger i de år, og den solgte 20 millioner eksemplarer. Det er den hurtigst sælgende debutroman nogensinde. Senere fulgte en Hollywood-filmatisering.
»Det er klart, at alting ændrede sig derefter. Pludselig var jeg på turné i det mest af verden. Folk bemærkede, hvad jeg sagde. Hvis jeg skrev på Twitter, at jeg havde læst en god bog, kontaktede forlaget mig og bad om lov til at nævne min anbefaling i deres reklametekster. Det, jeg mente, betød noget for andre,« husker Paula Hawkins, der nød succesen, men døjede med opmærksomheden.
Det skabte et andet pres. Og egentlig vil hun helst bare sidde alene og skrive. Helt fokuseret og koncentreret. Men som hun siger:
»På den anden side skriver jeg nok bedst, når jeg er under et eller andet pres. Hvis jeg bare havde haft det helt fantastisk og følte mig veltilpas, var der sikkert ikke kommet noget ud af mig«.
Men det gjorde der. Efter tre års arbejde er Paula Hawkins klar med den svære toer. Ligesom »Kvinden i toget« er »Det dybe vand« en psykologisk thriller, hvor det uhyggelige ligger i det velkendte. Det er det, man med en lidt slidt genrebetegnelse kalder domestic noir.
»Mit udgangspunkt var forholdet mellem to søstre, der husker deres fælles fortid på to helt forskellige måder. Som alle andre kender jeg oplevelsen af at kunne huske noget bestemt og så tale med andre om det, som husker det helt anderledes,« fortæller Paula Hawkins, der giver interview hos sin britiske agent i London. I baggrunden ses byens genkendelige skyline, som Paula Hawkins selv kommenterer med et: »Jeg elsker storbyen.« Og så er hun ellers hurtigt tilbage på sporet.
»Det, der pirrede mig, var at undersøge, hvad der sker med vores selvopfattelse, når vi opdager, at de historier, vi fortæller om os selv, ikke passer. Det er jo chokerende at opdage, at det, du troede, at du vidste om dig selv, slet ikke er sandt,« understreger Paula Hawkins.
Den 44-årige forfatter er en intens kvinde med et fast håndtryk og et direkte blik, der aldrig kigger ned eller til siden. Intet ved hendes fremtoning siger undskyld. Måske er hun det, man mener, når man taler om at være »en stor mundfuld«.
Det samme gælder flere af kvinderne i »Det dybe vand«.
I centrum står den attraktive drømmer Nel Abbott, der forsvinder i floden, der løber gennem den britiske by Beckford. Men da politiet går ind i sagen, viser det sig, selvfølgelig, at vandet dækker over meget andet end det, der først lignede et selvmord.
Faktisk ser det ud til, at kvindehadet har det ganske godt i lille Beckford. Af samme grund er Paula Hawkins ikke bange for at kalde »Det dybe vand« for en feministisk roman. Bogen er dedikeret til »de besværlige« – og Hawkins lægger ikke skjul på, hvor hendes egen sympati ligger.
»Der er ingen tvivl om, at der er en stor forskel på, hvordan vi straffede kvinder før i tiden og i dag. Men der går en lige linje fra de gamle hekseuddrivelser til den mistro, der møder kvinder i dag. Ved en voldtægt er det altid kvindens motiv, der bliver sat spørgsmålstegn ved. Hvorfor var hun der på det tidspunkt? Ingen spørger, hvorfor en mand, der blev slået ned, gik på den særlige gade sent om natten,« siger Paula Hawkins, der mener, at vi som samfund gemmer på en særlig mistro til kvindekønnet.
»Alle kvinder bliver straffet. I alle kulturer er der holdninger til, hvem kvinder gifter sig med, hvor meget og hvordan hun arbejder. I sidste ende er der holdninger til, hvordan hun lever sit liv. I modsætning til mænd, der kan gøre, hvad de vil, så længe de ikke sårer andre eller bryder loven,« siger Paula Hawkins og understreger, at det går særligt hårdt ud over den smukke kvinde. Skønhed bliver nemlig set som noget utroværdigt: »Mænd begærer skønne kvinder, og når de bliver afvist af dem, skaber det et enormt raseri, fordi de har blottet sig ved at vise lyst og interesse. På den måde udøves der en særlig slags vold mod smukke kvinder. Jeg oplever slet ikke, at vi behandler smukke mænd på samme vis.«
Som ganske ung oplevede Hawkins, hvordan hendes kønne veninde fik særbehandling. Både positiv og negativ.
»Man tror altid, at de smukke mennesker har adgang til flere ting end os andre, og det er delvist sandt. Men de oplever også meget mere modstand. Min veninde måtte konstant retfærdiggøre sig selv.«
Jeg spørger, om mistroen kom fra mænd. Om veninden følte, at det var det modsatte køn, hun skulle retfærdiggøre sig selv over for.
»Nej, det er lige så meget over for andre kvinder. Som køn får vi at vide, at vi skal konkurrere på skønhed. Gennem hele vores opvækst bliver vi komplimenteret for den måde, vi ser ud på. Det skaber jo en enorm konkurrence og misundelse. Måske er det ved at ændre sig, men det går i så fald meget langsomt«.
Hawkins er egentlig ikke feminist. Eller rettere – hun understreger, at hun ikke sætter sig ned for at skrive en feministisk roman. Men hun har holdninger, det er klart. Og dem må læserne da gerne mærke i teksten.
Når hun selv skal fortælle, hvordan man kan se det i »Det dybe vand«, peger hun på fortællerstemmerne. Alt for ofte gøres kvinder til ofre eller omsorgspersoner. Eller til meget dygtige fagfolk. Men både i »Kvinden i toget« og »Det dybe vand« er synsvinklen lagt over til den alkoholiserede kvinde, den forladte kvinde, den sære kvinde. Helt nøjagtigt 11 forskellige damer får lov til at være den primære fortæller.
»Jeg synes, at det er interessant at lege med de forskellige perspektiver og vores forventninger til dem. Tror vi lige så meget på den skæve, synske dame, som vi gør på skoleinspektøren med det pæne tøj?,« spørger Paula Hawkins og lader tonefaldet afsløre hendes svar.
Da jeg spørger, hvorfor hun ikke vil skrive feministisk litteratur – eller udtale sig politisk – er svaret klart.
»Jeg oplever bestemt, at der er en tendens til, at de kvinder, der udtaler sig, får kritik. En person som J.K. Rowling, der har udtalt sig meget politisk, har helt sikkert fået meget kritik, og det er måske også derfor, at nogle af os andre træder lidt i baggrunden. Det er svært, for man ender jo med at censurere sig selv. Men jeg gider ikke at læse, hvad hundredvis af folk synes om mig på Facebook og Twitter. Jeg bruger alt for meget tid på at læse, hvad folk synes, og jeg tager det ind – selv om jeg ikke burde.«
Paula Hawkins understreger, at hun hellere vil bruge sin tid på at skrive. Hun er allerede i gang med sit næste projekt. Personerne er udtænkt, og historiens konturer er klar.
»Jeg har været på turné i to måneder, og så holder jeg lige en pause, før jeg begynder at skrive igen. Og jeg glæder mig allerede.«
Mere vil hun ikke sige. Men én ting virker ret sikker. Det bliver ikke en romantisk komedie.
